De forbandede år – Fredens pris

De fleste danske modstandsfilm ender med frihedsbudskabet i BBC’s radioudsendelse om aftenen den 4. maj 1945. Selv om genren ofte er præget af heroiske og patriotiske toner, rummer den også antydninger af det problematiske samarbejde med den tyske besættelsesmagt – på grænsen til forræderi og værnemageri.

Samtidig ligger det tematiske fokus empatisk og dramatisk på frihedskæmpernes ve og vel, skyggernes hær med sabotage og stikkerlikvideringer.

I 2020 lancerede Anders Refn sit storværk De forbandede år, og to år efter kom historiens anden del. De to dele udgør tilsammen en motivkreds, som både fortæller om den store krig – Anden Verdenskrig – og afspejler denne i den lille danske historie om modstand.

Men hvad der for alvor gør Refns filmserie interessant, bevægende og skelsættende er, at fokus er på den selfmade industrimand og entreprenør Karl Skov og hans families udvikling. Skov er den sympatiske rigmand, han er en patron og patriark for sine mange arbejdere på den succesfulde elektronikfabrik.

Den røde tråd er, hvorledes han med øje for sin fabriks velfærd bliver værnemager. Samtidig spredes hans familie i alle retninger. En søn bliver nazist, en anden kommunist, en datter gifter sig med en tysk officer, en efternøler er blot til lyst og jazzmusik.

Krigens gang kommer op i gear med tyskernes invasion af Sovjetunionen i sommeren 1941. Det gør den hjemlige modstandskamp også. De forbandede år 2 ender traditionelt for genrens fastlagte struktur med Danmarks befrielse. Opgøret lader vente på sig. En modstandsmand, som frustreret kaster sin pistol i havet, er sidste levende billede. I en sag om liv og død for Danmark og familien Skov.

De forbandede år – Fredens pris har instruktøren skrevet sammen med skuespilleren Jesper Christensen, efter at hans faste medmanusforfatter Flemming Quist Møller gik bort i 2022.

Den tredje film er enestående ved decideret at fokusere på retsopgøret i 1945 og årene derefter. Temaet om regnskabet med værnemagere har tidligere været behandlet i tv-serier som Matador og Badehotellet, men hos Refn bliver regnskabets time selve hovedmotivet, udspillet i flere forskellige retninger.

Karl Skov bliver arresteret for både spionage og landsforræderi, mens vi samtidig følger modstandsbevægelsens selvtægt mod landssvigere og frikorpsfolk. Handlingen sættes ind i den kommunistiske del af modstandsbevægelsen, som bærer revolutionære ambitioner.

Parallelt skildres familien Skov. Fruen flytter hjemmefra, sønnen Aksel bliver kurér for partiet, og datteren Helene udvikler sig fra at være en uskyldig ”tyskertøs” til en cool jazzsanger.

I treeren har vi hele tidsånden fra 1945 til 1948.

Rationeringsmærker, dårlig kaffe, mænd i blød hat og frakker, emanciperede kvinder, som snakker. Her er hele pakken af de problematiske efterkrigsår med undersøgelse af suspekte stikkerlikvideringer til genindførelse af dødsstraffen for de værste krigsforbrydere.

Modstandsfolk dør af krigens efterdønninger, enten ved skader fra kz-lejre syd på eller ved et fortvivlet selvmord omgærdet af tomme ølflasker.

Det er alt sammen lagt op med den komplekse dialektik, der er kendetegnende for Anders Refns historiesyn. Intet er sort eller hvidt, snarere spraglet, broget, uhåndgribeligt flertydigt og ganske flygtigt som dug for solskin.

Om lidt er vi alligevel borte.

Anders Refn holder sig konsekvent på den usentimentale smalle sti. Der er strejf af Matador og Badehotellet, men han undgår elegant folkekomediens værste klichéer. Selv afslutningen med solnedgang er mere hårdkogt end blødkogt, hvor såmænd selveste Hemingway er statist.

Skuespillerne leverer som sædvanligt præstationer, der for dansk standard er ualmindeligt sublime. I spidsen Jesper Christensen som Karl Skov, det enfoldige menneske fra Vedbæk – engang sin egen lykkes smed, indtil krigen hamrede en anden ambolt end hans egen.

De forbandede år i alle tre afsnit er den bedste og beskeste i modstandsfilmgenren.