En hånd griber om en skovl. Zing. Metallet rammer marmorgulvet. Zing.
Det lyder som et sværd, der trækkes af skeden i en fantasy-film. I Alejandro González Iñárritus Digger får selv en skovl sit eget soundtrack, som insisterer på, at øjeblikket er vigtigt.
Det siger næsten alt om filmen. Her bliver alting forstørret, overdrevet og karikeret.
Tom Cruise spiller Digger Rockwell, en aldrende oliebaron, hvis udbytningsprojekt i Grønland har været med til at udløse en katastrofe.
En enorm isblok river sig løs, rammer Europa, millioner dør, og Digger må fra sit milliardpalæ lede en flok hændervridende ledere og eksperter, inklusive John Goodman som en overraskende slank og meget lidt overraskende inkompetent amerikansk præsident.
Digger har et forklaringsproblem. Han sad alle advarsler overhørig. Til gengæld har han styr på krisestyringen: ”Panik er en ressource. Styr narrativet!”
Det er Diggers verdenssyn i to sætninger. Han er både kynisk milliardær og spindoktor for sig selv. Distræt, arrogant og ret dygtig.
Her er også noget af den sorte komik fra Stanley Kubricks Dr. Strangelove. Når verdens undergang nærmer sig, bliver de mænd, der burde forhindre den, optaget af deres egen overlevelse og forfængelighed.
Katastrofen er reel, men magthaverne opfører sig, som om det vigtigste stadig er at kontrollere mødet.
Den del af filmen fungerer godt, selv om det er distraherende, at det på en gang skal være samfundsrelevant økokritisk og fjollet burlesk. Man vænner sig efterhånden til tonefaldet, og der er fascinerende detaljer at kigge på i alle hjørner af Dennis Gassners overdådige production design.
Filmens akilleshæl er dens ambitionsniveau. Digger vil ikke bare fortælle historien om katastrofen, der bliver til show. Den gør showet til satire og derefter satiren til noget, der kan kommenteres. Det vil være uetisk at afsløre præcis hvordan – men det er præcist så mangelaget.
Det er også en markant kulturkritisk fakkel, Iñárritu bærer videre. Fra 70’ernes mediesatire Network over Terry Gilliams 80’er-dystopi Brazil og 90’ernes The Truman Show forsøger kunsten at afsløre en verden, hvor virkeligheden er blevet til fortælling, image og spektakel.
Og som i Iñárritus egen Birdman glider privat katastrofe, offentlig rolle og forestilling sammen. Verdens undergang nærmer sig, Digger har samtidig en teaterpremiere, og hans datter er forsvundet under en rejse. Kort sagt, stramt program.
”Styr narrativet,” er Diggers løsen, men også Iñárritus poetik. Han vil fortælle om klimakrise, kapitalisme, skyld og kollektiv dobbeltmoral, samtidig med at han udstiller Hollywoods egne greb: den store monolog, den store katastrofe, det store twist. Og den store stjerne.
Den 64-årige Tom Cruise, berømt for sin 32-årige krop, er næsten uigenkendelig under maskeringer, voksenble og delleproteser. Makeup-afdelingen har fået en klar opgave: Forvandl Hollywoods evige actionhelt til en Trump-klon med hængebug.
Jeg lo højt mange gange undervejs.
Samtidig ligner han en parodi på den slags rolle, Tom Cruise har gjort til sin schtick: den storladne karakterpræstation med en forkromet, opmærksomhedssugende monolog som i Magnolia og Jerry Maguire. Endelig skal actionstjernen være frontfigur i et Oscar-drama, og han spiller så stort på det, at filmen selv bliver en del af joken.
For i Digger bliver alting sin egen kommentar.
Rundt om ham er verden lige så demonstrativt falsk. Der er noget næsten Roy Andersson’sk over filmens stiliserede tableauer.
Menneskene står som figurer i et absurd teater, mens omgivelserne virker uvirkelige. Diggers elskede grimrian af en kat har et livstræt blik, seks diagnoser og flere speciallæger. Udsigten fra palæet ligner elendig AI-agtig pyntescenografi. Den faste grund forsvinder under os som publikummer.
Digger er mere imponerende end god. Den er sig selv nærmest, og jeg tror ikke, den kommer til at stå tilbage som et hovedværk i Iñárritus imponerende portefølje (Amores perros, Babel, Birdman, The Revenant). Den er for uegal, en kransekage stablet så højt, at man næsten ikke kan forestille sig, hvordan den skal spises.
Men det er også en del af filmens pointe, og det er svært at nægte, at Iñárritus vilje til at overraske og overvælde har sin egen charme.
Man er helt udmattet bagefter. Oppustet og en smule lokket i fordærv.


Kommentarer