Håndbog for superhelte

Hvis Spider-Man hørte, hvordan kollegaen i Håndbog for superhelte får sine kræfter, ville han nok få spindet galt i halsen.

Røde Maske bliver nemlig hverken bidt af en radioaktiv edderkop eller udsat for giftig stråling. Hun læser sig stille og roligt til kræfterne i en belejlig håndbog på det lokale bibliotek!

Den svenske instruktør Patrik Forsberg har skabt filmen efter Anoo Bhagavans manuskript, der er baseret på de fire første bøger i svenske Elias og Agnes Våhlunds serie.

I et tidløst 3d-animationsunivers med evig dramatisk lyssætning og store skygger møder vi det tiårige udskud Lisa. Hvert frikvarter mobbes hun på en måde, der formentlig uddøde engang i 80’erne.

En bøllebande, der uironisk refererer til sig selv som ”slænget”, løber formålsløst efter den stakkels pige uden at gøre det store ved hende, når hun endelig fanges.

”Elefantøre,” kalder de Lisa, selv om bøllerne og resten af filmens mennesker er udstyret med præcis lige så store flyveører.

De kliché-indsprøjtede plageånder driver Lisa til at gemme sig på biblioteket, hvor læsehesten finder sine superkræfter og tager navnet Røde Maske. Snart er hun i clinch med den yderst forglemmelige skurk Wolfgang, som vil finde guld i byens undergrund.

Det viser sig, at Wolfgang ligesom Lisa bærer på en smerte over at føle sig hadet og misforstået. Lisa bliver selvfølgelig også venner med skolens bøller – afbrudt af en frustrerende gemacht og unødvendig misforståelse mellem dem, inden det gode sejrer til sidst.

Superheltehistorier bør efterhånden hænge ud af hele verdens kollektive hals, og Håndbog for superhelte bidrager ikke engang med nye opfindelser.

Ud af en lang liste af superkræfter i sin bog vælger Lisa at kunne flyve, slås, tale med dyr og teleportere sig. At læse tanker havde ellers passet betydeligt bedre ind i filmens tema om at føle sig misforstået.

Fine elementer er der heldigvis også. Svenske Jonah Nilsson, kendt fra fusionsjazz-trioen Dirty Loops, står bag musikken. Og den rimer på de episke toner, Alan Silvestri i sin tid komponerede til Tilbage til fremtiden.

Den heroiske, fanfare-agtige score gør meget for at puste storhed ind i filmens univers.

Lidt humor får vi også i form af en laktoseintolerant måge, der med komisk stolthed bevogter en guldmønt og har det med at flyve ind i diverse bygninger. Og de danske stemmer er helt i orden med Fanny Bornedal i front som frustrerede Lisa og Niels Ellegaard som dystre Wolfgang.

Det flotte lys er sjovt nok også et lyspunkt, for animatorerne – leveret af blandt andre det erfarne norske selskab Qvisten – har bestemt kælet for billederne.

Mindre vellykket er karakteranimationen, som er præget af stive bevægelser, der til tider ligner kluntede marionetdukker.

Selvfølgelig bør man ikke forvente, at nordisk animation rent teknisk kan hamle op med de store internationale studier. Der er masser af animationstalent i Skandinavien, men budgetterne er bare for små.

Når der alligevel hentes skandinaviske børneanimationsfilm hjem til danske biografer, må det være, fordi de ofte byder på mere vedkommende fortællinger og har en større kulturel forbindelse til danske børn.

Det helt store problem er, at Håndbog for superhelte ikke har iøjnefaldende nordiske elementer.Både visuelt og fortællemæssigt kunne den lige så godt have foregået i USA.

Det bliver endnu en amerikansk superheltefilm med en historie, der er fortalt bedre mange gange før.