Hvad man ikke har i hovedet …

Den amerikanske 1800-talsforfatter Horatio Alger blev i sin samtid berømt for et utal af opbyggelige ungdomsbøger om fattige børn, der gennem flid og hårdt arbejde blev succesrige, velhavende og agtværdige borgere.

From rags to riches – fra pjalter til rigdom – med devisen, at enhver er sin egen lykkes smed, og hvor der er en vilje, er der en vej. Den protestantiske arbejdsetik omsat til en liberalistisk dannelsesroman om klasserejsen fra fattigdom til velstand.

Iværksætteren Martin Thorborg kommer fra alt andet end armod og ringe kår. Tværtimod er hans opvækst solidt forankret i den trygge middelklasse.

Faren er en driftig ingeniør, moren en flersproget schweizer. Familien bor i et hus med udsigt over Bagsværd Sø, hvor Martin lærer glæden ved sø og hav.

Da vi forlader ham i selvbiografien Hvad man ikke har i hovedet …, er det i hans milliondyre, mondæne luksusbolig i Sydfrankrig med udsigt over Middelhavet. En styrtende rig og tilsyneladende lykkelig mand, der nu kan berette om vejen til velstand og prestige, brolagt med midlertidige strabadser og skærmydsler.

Det første er gysser uden grænser, det andet en skattet samfundsdebattør, der prædiker borgerlig ideologi og virkelyst.

Ligesom hos Horatio Alger er det episke skelet i Thorborgs selvbiografi den klassiske dannelsesromans livsbane: hjemme – ude – hjemme. Det sidste skal forstås ganske bogstaveligt: millionærens mange boliger.

Unge Martin viser sig at være aldeles uegnet til enhver form for traditionel skolegang, med undtagelse af tiden på CBS. Han dropper ud af både gymnasiet og HF. Den eneste organiserede opdragelse, han gennemgår, er værnepligten ved Livgarden, som han aftjener, fordi han brændende ønsker at komme ind på Politiskolen.

Også den ambition glipper. Til gengæld når Martin i mellemtiden at prøve kræfter med stort set alle de lavtlønnede skodjobs, der findes.

Men han er den fødte entreprenør. I den nye, fagre computerverden bliver han en genial parvenu og siden en af førerhundene i det digitale danske slædespænd. Her er sorger og glæder, kærlighed og kildevand i flere aftapninger, fest og farver med venner, hvis kultur – ligesom fortællerens egen – kredser om dyre armbåndsure, champagne, luksusbiler og den mærkevareæstetiske overdådighed, man kender fra herremodemagasinet Euroman.

Tekstens realisme er som en manual til en rørmaskine. Kapitlerne er kronologiske afsnit, der tilsammen udgør en ubrudt livsfrise. At bevæge sig gennem dette episke landskab, fladt som Holland, er som en endeløs ørkenvandring uden kompas og vandflaske. Og når man endelig når frem til noget, der kunne ligne en interessant oase, er den drænet for dramatik.

Thorborg går uden om skyld og årsager, hvorfor og hvordan, når han fortæller om sin langstrakte og problematiske skilsmisse. Hvorfor så overhovedet nævne den? En polterabend ender med en mand på skadestuen i Paris. Episoden er lige så spændende fortalt som en ejendomsmæglers tilstandsrapport.

Skurkene er liberalismens sædvanlige: staten og skatten. Vi slipper ganske vist for kapitalismens Jeanne d’Arc, forfatteren Ayn Rands overmenneskelige forretningsmænd, men hendes spøgelse svæver over bogens univers.

Heldigvis er der forfatterens sympatiske, men også dialektiske ærlighed. Han har været et dumt svin til tider, men først og fremmest en heldig gris, der har snoet sig gennem tilværelsen med den særlige form for snilde, som titlen hentyder til.

Det hele ender i fryd og gammen med kone nummer to, hver med sit Rolex-ur og foran sin egen skærm. To arbejdsnarkomaner har fundet sammen.

I en epilog fortæller Thorborg, hvordan han har skrevet bogen med hjælp fra kunstig intelligens. Man kan mene om den fremgangsmåde, hvad man vil, men resultatet er et fladt sprog og et slapt design.

Hvem er bogen egentlig skrevet til og for? Er den et eftermæle til familien om en enestående succes eller et bevis på, at lykken vitterlig er gjort af guld og grønne skove?

I et interview i DR’s Deadline kunne Martin Thorborg med beklagelse fortælle, at bogen kun har solgt i 115 eksemplarer, inklusive det, Ekko har købt til denne anmeldelse. Måske skyldes det dårlige salg, som han selv antyder, at folk ikke bryder sig om AI. Mere sandsynligt er det dog, at bogen virker lige så appetitlig som fastfoodens daggamle pommes frites.