”Det var dig, som dræbte min far,” siger den lille Max efter begravelsen i første afsnit af TV 2-serien Kriger. Og krigsveteranen CC (Dar Salim) må give ham ret. Hans gode ven Peter blev dræbt i et baghold, og det var CC, der havde kommandoen.
Peters enke, Louise (Danica Curcic), er politiefterforsker og har gennem flere år forsøgt at fælde den djævelske Tom (Lars Ranthe), der er præsident for rockergruppen Wolves. Nu kan hun bruge CC’s skyldfølelse til at drage ham ind i en farlig plan, der går ud på at infiltrere Wolves.
Vi kender temaet fra Donnie Brasco og Susanne Biers nylige Natportieren. Med diverse manipulationer gør den falske person sig populær hos den dæmoniske skurk og kommer længere og længere ind i løvens hule. Scener, hvor den infiltrerende helt bliver sat på prøve eller er ved at blive afsløret, er altid godt dramatisk stof, og Kriger udnytter genren virtuost i sine seks afsnit.
CC må sno sig, aflede mistanker og kaste skylden på andre, hvilket godt kan få brutale konsekvenser. Helliger målet midlet? Ikke altid, og de kloge vil nødvendigvis narre de mindre kloge, når bossen ser sig om i kredsen for at afgøre, hvem der er den forræderiske ”rotte”.
Der spilles godt. Dar Salim har måske ikke noget stort udtryksregister, men det er netop en pointe, at han går gennem den voldsomme action og de anspændte situationer med et neutralt behersket udtryk, kølig og kontrolleret. Han er den ensomme, fremmedgjorte mand, som Christoffer Boe så ofte har fokuseret på i sine film.
Lars Ranthe er med vansirede ar i ansigtet og kroppen dækket af store tatoveringer en overbevisende rockerboss, som kan noget særligt med skruetrækker og hammer.
Men især er det den altid fremragende Danica Curcic, der med sit stærke, emotionelle nærvær bliver dramaets centrum, og som effektfuldt svinger mellem lidelse og handlekraft. Hen mod slutningen er der også havnerundfart med Nicolas Bro, som har været med i alle Boes film.
Serien, der har manuskript af Boe og Simon Pasternak, lægger sig ind i tidens danske krimitrend.
Det er let at se slægtskabet med Forbrydelsen, Broen, Bedrag og især TV 2’s nylige Greyzone, der har en lignende grundmodel: Etnisk mand, yngre kvinde, lille dreng.
Men hvor Greyzone helt og holdent satsede på afviklingen af det forholdsvis simple plot – men faktisk kun havde ét rigtigt spændende øjeblik (”Der er ingen, der hedder Simone i min børnehave”) – dér fremstår Kriger som et anderledes komplekst værk.
Der er den sociologiske dimension – soldaterne, rockerne, politifolkene i hver deres parallelle mikrokosmos med spilleregler og et kontant forhold til liv og død. Der er den psykologiske dimension, som omfatter en dosis underliggende seksuel tiltrækning, men også udfolder sig i skildringen af rockernes nærtagende pirrelighed i den interne hakkeorden og deres sjovt småborgerlige kodeks midt i brutaliteten.
Der skal ryddes pænt op efter måltidet, og over det store bord i fællesrummet hænger en PH-koglelampe!
Men især er der lokaliteterne. Boe har siden Reconstruction haft et særligt flair for byen, både arkitektonisk og mentalt, og med Jacob Møllers eminente billeder får vi stadigt skiftende vinkler på København som en hypnotisk kulisse, på samme tid fremmed og velkendt.
Selvsagt er der brug for den udfordrende, eksperimenterende filmkunst, som kan afsøge dunkle territorier, men det er helt afgørende, at der også bliver kanaliseret kunstnerisk glød ind i de mere tilgængelige fortælleformer, og det lykkes med bravur i Kriger.
Det kan konstateres, at Hr. Boe (som han har kaldt sig siden Filmskoletiden – ”von” var ligesom optaget) har tilbagelagt rejsen fra eksklusiv auteurkunst til bredt underholdende mainstream uden at sætte hverken talentet eller personligheden over styr.
Kommentarer