Biografanmeldelse
08. apr. 2014 | 10:22

Mig ejer ingen

Foto | Alexandra Aristarhova
Far Hasse (Mikael Persbrandt) kan ikke håndtere en hårbørste, kan ikke finde vej til børnehaven, og drikker alt for meget. Alligevel synes Lise, at hun har verdens bedste far.

Mikael Persbrandt viser sig som en af verdens bedste skuespillere i en såre seværdig film om en far, hans datter, lidt for mange fyraftensøl og svensk arbejdermoral i forfald.

Af Bo Tao Michaëlis

Lisa går i børnehave, far arbejder på stålværftet, og mor er feminist. Den lille svenske familie i en trøstesløs soveby er yderst venstreorienteret med Leninplakat på væggen. Den kalder sig ligefrem ”kommunistisk”, ikke Stalins form for helvede, snarere en falsk drøm om Fidel Castros Cuba som det jordiske paradis.

Vi er i slutningen af 70’erne, hvor Olof Palme endnu er i live og leder af Folkehjemmet. Far er egentlig familiens skægge fyr med hang til en fyraftensøl eller to, og Lisa elsker ham, fordi han både er bomstærk og fuld af fantasi.

Men så efter en forfærdelig juleaften forlader moren hjemmet. Hun har fundet en anden, og Lisa bliver hos sin far. Og han er stadigvæk elskelig og skæg, hvis ikke han knokler sig ihjel på værftet eller får sig en øl eller to eller tre.

Det er den skjulte årsag til, hvorfor han ikke er inviteret med til doktorfesten, da Lisa som voksen skal fejres i universitetsbyen Uppsala, en begivenhed, som danner ramme for erindringen om Lisas barndom.

Mig ejer ingen er historien om en klog og følsom piges lykkelige og ulykkelige barndom. Men den er også et signalement af den del af Sverige, som lå til venstre for nationens hjerte og ønskede sig et andet liv end blot Volvo, villa og billig vodka, men desværre mestendels alligevel endte op med det sidste.

Det er en bittersød sang om skilsmissen mellem den socialistiske arbejderklasse og det venstreorienterede borgerskab.

Ægteskabet mellem Hasse og Katja er et sammenrend af gode viljer, men desværre ikke helt de samme – en i bund og grund puritansk, kommunistisk ortodoksi a la klassekamp i 1930’erne over for den mere bløde og rummelige, men også nok så labile udgave, der opstod i kølvandet på 1968-oprøret og kvindebevægelsen.

Far Hasse spilles suverænt og grænseoverskridende stærkt og prægnant af Mikael Persbrandt, der igen viser, at han ikke kun er en af Skandinaviens, men hele verdens bedste skuespillere med et register i sit repertoire og persongalleri lige så langt som Sverige selv.

Også Tanja Lorentzon skal roses stærkt for sin præstation som Katja, som hun fint spiller med sympati og smerte aldeles uden skurkagtigt at gøre hende til svigtende mor. Det er bare hende, der giver sit dyrebareste, datteren, til den rare, men svage far. Lorentzon var også seværdig som den seje strømer Sonja Modig i Millennium-serien.

Alkoholisme og ensomme børn i den svenske arbejderklasse er jo et emne, som mere trækker på tårekanalen end smilebåndet.

Men instruktøren Kjell-Åke Andersson, mest kendt fra at have iscenesat en række tv-serier, blandt andet et afsnit af Wallander, har med nænsom nerve skabt en uforudsigelig film, der hele tiden drejer uden om de værste klicheer.

Der er impressionistisk kælet for tidsbilledet med de jordfarvede og grimme interiører og alligevel lyriske momenter, uden at stemningen slås an med gonggong eller skæres ud i asbest.

Måske er Lisa i alle tre aldre – barn, teenager og voksen akademiker – lidt for smuk, især når hun skal være sjusket og forsømt. Måske er filmen mod slutningen lidt for rørende og sentimental. Men det er på den smukke og sandsynlige måde ud fra historiens egne præmisser, der bibeholder sin sociale tone hele vejen igennem.

Er svenskerne bare bedre til det med senmoderne socialrealisme? Er det, fordi klassekamp og klasseskel er mere melankolsk og markant i Sverige end her i Dannevang? Er det blot, fordi vi danskere elsker vor eksotiske nabo, fordi Asien ifølge gamle Georg Brandes begynder i Malmø, og Sverige derfor er så ”annorlunda”?

I hvert fald er Mig ejer ingen en såre seværdig film om, at lives skal leves, men også tilgives – om at sætte proppen i en stærk flaske og lade forandringens ånd komme ud af en anden.

Trailer: Mig ejer ingen

Kommentarer

Land:
Sverige

År:
2013

Instruktør:
Kjell-Åke Andersson

Manuskript:
Pia Gradvall

Medvirkende:
Mikael Persbrandt, Tanja Lorentzon, Sandra Andreis

Spilletid:
109 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
10. april 2014

© Filmmagasinet Ekko