Over stregen

Thomas er en velhavende mand, der arbejder som leder på en byggeplads. Han er far til trettenårige Martin.

Martin bor hos sin far, der har fuld forældremyndighed, fordi han og moren lige har været igennem det, der i filmen bare kaldes ”en grim skilsmisse”. Og der går ikke mange scener, før filmens klare tema er slået helt fast.

Filmen handler om mobning, men dramatikken er spidsvinklet. Martins plageånd er en inklusionselev med adhd, som ikke nøjes med at drille, men også brækker næsen på ham. Dermed stilles publikum over for et dilemma.

Og da Martin efter et skoleskift møder en utilstrækkelig skoleleder, der imidlertid selv er udsat for en form for voksenmobning, gentager det moralske dilemma sig.

Manuskriptet bevæger sig helt ud til kanten af, hvad en elleveårsgrænse kan bære, med ægte, blodig vold, regulære drabsforsøg og selvmordstematikker. Alligevel finder filmen en fin balance, fordi den konsekvent fastholder blikket for det komplekse og for muligheden for forsoning og konfliktløsning. Og så lander det hele trygt til sidst.

Instruktøren Vibeke Muasya (Kidnappet, Shelter in Solitude) har skrevet manuskriptet i samarbejde med Ahrnt Clausen. Over stregen bygger på Clausens bog af samme navn, som igen trækker på hans egne erfaringer som magtesløs far. Hans søn, Michael Burmester Clausen, blev selv udsat for mobning, men spiller i filmen den uduelige skoleleder.

Filmen kommer rundt om de fleste roller i et mobbescenarium: vennerne fra håndboldholdet, ungdomskæresten og læreren, der end ikke kan huske elevernes navne. Martins konfliktsky klasselærer Mona spilles med herlig rådvildhed af Anette Støvelbæk.

Filmen har mange små, elegante observationer af mobningens mekanismer. Da Martins kæreste får briller, bliver hun hjemme fra skole af skam. Det gamle øgenavn ”brilleabe” behøver ikke engang blive nævnt, for vi forstår straks hendes frygt.

I en anden scene begår Martin, der spilles rørende og sejt af debutanten Ejgil Riis Hansen, en brøler på håndboldbanen. Vi frygter sammen med ham holdkammeraternes repressalier. Men de udebliver. For det må vel være okay at begå en fejl?

Over stregen fortjener ros på flere fronter. Den lægger op til debat, men tager samtidig stort set alle parter i forsvar. Den beskæftiger sig endda med det voksne mobbeoffers skam og paranoia. Samtidig er den filmisk spændende – ikke mindst for et voksent publikum – og visuelt smuk med billeder, der ofte taler for sig selv.

Filmen er tydeligvis tænkt til brug i skoler og måske også på gymnasier, hvor den vil fungere glimrende som afsæt for debat. Med sin modige behandling af konsekvenser, straf, tilgivelse og magtesløshed – og ikke mindst den selvmordstruede unge – lægger den op til diskussioner, der kan sætte tanker i gang hos en ny generation.

Måske vigtigst af alt nægter filmen, i skikkelse af Thomas, at acceptere mobningen. Det tilslutter man sig gerne. At ingen endnu har formået at få bugt med denne form for uhæmmet børnevold, er en gåde.

Filmen rammer præcist, hvordan konsekvenserne i børnehøjde ofte er vendt på hovedet. Det er det mobbede barn, der bliver flyttet fra skolen, mens gerningsmanden uden tøven undskyldes, forklares og fredes. Det bør vi gøre op med. Vi sætter jo heller ikke ofrene for voksnes forbrydelser i fængsel. Vi straffer gerningsmændene.

Og så er castingen af Martin Greis-Rosenthal og Henrik Prip som henholdsvis far og farfar en decideret genistreg. De to ligner hinanden så meget, at de næsten også har samme stemme. Eller er det bare Prip, der efteraber sin filmsøn for at drille?