Slow Horses – sæson 6

James Bond har ikke levet og ladet dø forgæves, men Slow Horses viser spionen fra den anden side af pensionsalderen: træt, fordrukken og uden glamour.

Serien, der er baseret på Mick Herrons bøger om en afdeling for vanærede efterretningsagenter, er tilbage med sit vanlige miks af kækt lune og seriøs spænding, mens den fortsætter med at skrælle glamouren af spion-thrilleren.

River Cartwright (Jack Lowden) skal begrave sin morfar, som for hver sæson er sunket dybere ned i en snigende demens.

Hele toppen af MI5, Storbritanniens hjemlige efterretningstjeneste, er mødt op til begravelsen. Rivers morfar og forbillede var nemlig en hædret agent og ledende skikkelse i tjenesten. 

Det er River ikke. 

Hans impulsivitet og tilbøjelighed til at kaste alle procedurer ud af vinduet som en handlekraftig Hollywood-spion har sendt ham i eksil i Slough House – endestationen i London for de agenter, der frem for at lystre et dobbelt-O, regnes for nul og niks. 

”Omringet af tabere, udskud og drukkenbolte,” som Mick Jagger opsummerer det i seriens temasang. 

Lamb var topagent under den kolde krig, men henslæber nu dagene med at drikke og sove. Han er konstant forpustet, og det eneste mere fedtede end den glinsende næse er hans lange, tjavsede, gråsprængte hår. 

Med en blanding af faderlig skuffelse og ligegyldighed leder Lamb sine agenter igennem begivenheder, der ofte involverer nationens sikkerhed og ligger langt over deres lønrammer, men som de alligevel kaster sig ud i med al den inkompetence og forvirring, de besidder. 

Denne gang er det dog de sløve heste, der er målet. Tidligere og nuværende agenter med tilknytning til Slough House bliver slået ihjel. Samtidig opdager man, at alle oplysninger om Slough House er slettet fra MI5’s database – selv oplysningerne i den fysiske arkivsamling, der befinder sig dybt inde i Parken, efterretningstjenestens hovedkvarter. 

Siden seriens første episode, har River hårdnakkede forsøgt at bevise sit værd for at genvinde sin ære og en plads i Parken. 

Derfor er det en ubærlig omstændighed, at morfarens eftermæle følger ham i graven. Selv som død er han undercover, skjult bag en falsk identitet som livslangt trofast ansat i Transportministeriet. En spion af hans kaliber kan nemlig ikke hyldes offentligt for sine indblandinger i internationale operationer. 

Erkendelsen slår en revne i Rivers forestilling om ære, loyalitet og selvopofrelse for en større sag. 

Uden at ofre spiongenrens intriger og spænding afglorificerer Slow Horses dens verden. Det er seriens genistreg. Den lader spionerne være dybt fejlbarlige, og resultatet er en sjældent vellykket blanding af hårdkogt spænding, sort humor og menneskelig absurditet. 

Den glamourøse jetsetverden, vi forbinder med hemmelige agenter, er der stadig. Den glimter i Londons tårnhøje glasfacader, men bag dem finder man et maskineri fedtet ind i bureaukrati og egeninteresser, som forhaler de nødvendige beslutninger. 

Det viser sig, at evnen til at forhindre sabotage og terror ligger hos de sløve heste, der hverken har ressourcer eller noget at tabe. Netop derfor kan de løbe uden for systemets snærende rammer og udvise den handlekraft, som institutionernes papirarbejde i sidste ende skulle føre til. 

The gentleman spy er altså ikke død. Han har bare lagt sig ud, lagt charmen på hylden og er ligeglad med, hvordan drinken er tilberedt, så længe der er procenter i. For når systemet er gået i stå, er det måske netop de forkerte mennesker, man har brug for. 

Skurken køber ikke længere helten tid med lange monologer. Jan efterlader ikke længere agenten alene midt i krokodillefarmen til en blodig skæbne. Den slags ekstravagante planer hører en verden af i går til. 

Nej, så hellere en diskret dosis novichok, den russiske nervegift, der kan slå ihjel ved hudkontakt. Det er den slags uceremonielle metoder, der skaber resultater. 

Slow Horses er verden af i dag. Aston Martin’en er en gusten, gul Honda Civic, smokingen er en svedplettet trenchcoat, og Jackson Lamb er det tætteste, vi kommer på Bond. For i en verdensorden, der ikke længere værdsætter en gentleman eller en skurk med flamboyant dekorum, kræver det en helt, der har mistet alle illusioner om verdens skønhed.