Stein Bagger og grådighedens ansigter

Både DR og TV 2 har de seneste år forelsket i genren dramadokumentar, hvor tørre interviews suppleres med kendte skuespillere i parykker.

Det pynter selvfølgelig på underholdningsværdien, men selv de bedste af serierne har det problem, at fakta-delen føles pligtskyldig, mens dramatiseringerne – nok af budgetårsager – ligner discountudgaver af rigtige dramaserier. Tænk bare på Anker, Kragh & Virkner og Slave af Danmark.

Men genren kan åbenbart også bruges meningsfuldt og harmonisk, som det ses i TV 2’s Stein Bagger og grådighedernes ansigter, om direktøren for IT Factory, der svindlede med 831 millioner kroner.

Serien i tre afsnit er skabt af dokumentarduoen Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen. Sidste gang de instruerede sammen var portrætfilmen Munken, og sidste år udkom Jepsen med Faderen, Sønnerne & Helligånden som opfølger til sit roste familieportræt Testamentet.

Med Stein Bagger har Mira Jargil taget sig af dokumentardelen, mens dramatiseringerne er instrueret af Christian Sønderby Jepsen med manuskript af Mads Tafdrup (En frygtelig kvinde).

Men det er ikke dramatiseringer, som vi kender dem.

Tidligt i første afsnit møder vi skuespiltalentet og tidligere Ekko Shortlist Awards-vært Kristoffer Eriknauer, der iklæder sig Stein Baggers jakkesæt, lytter til Jepsens instruktioner og forsøger at efterligne den virkelige svindlers smil.

Det lykkes imponerende godt!

Fra starten fungerer de spillede scener som en slags bagom-optagelser, der viser skuespillernes forsøg på at forstå og efterligne de virkelige begivenheder.

Filmisk afviger stilen i fiktionsscenerne heller aldrig fra det dokumentariske med rystende kamera, naturligt lys og spørgsmål fra instruktøren.

Der leges yderligere med formen, når Eriknauers Stein kigger direkte i kameraet og pædagogisk forklarer, hvad han har gang i. En kæk scene i andet afsnit giver mindelser om finanskrisefilmen The Big Short, hvor Margot Robbie forklarer aktiemarkedet fra sit boblebad.

En enkelt gang spiller virkelige personer endda sig selv over for skuespillerne, hvorefter de diskuterer eksperimentet. Her har Stein Bagger og grådighedernes ansigter meget tilfælles med Jesper Dalgaards friske dokumentar Mors drenge, hvor Adrian Lloyd Hughes og hans brødre samarbejder med skuespillere om at genopføre barndomsminder. Eller Kaouther Ben Hanias Fire døtre, hvor skuespillere sammen med en traumatiseret tunesisk familie genopfører scener fra børnenes opvækst som en slags filmisk familieterapi.

Det smarte ved stilen er i Jargil og Jepsens tilfælde, at den overvældende kunstighed, som tynger normale dramadokumentarer, kun bidrager til portrættet af Stein Bagger – en grundlæggende kunstig mand, som selv hyrede skuespillere til sine svindelnumre.

Kristoffer Eriknauer spiller med blik for det groteske og lader til at nyde rollen lige så meget, som Stein Bagger selv nød af spille succesfuld forretningsmand.

Den virkelige Stein kan ikke prale af meget brotset fra sine bodybuilderpræstationer. Men Cath Me If You Can-agtigt bedrager han sig til en direktørstilling i IT Factory igennem investeringsmanden Asger Jensby, som er seriens anden hovedperson og vigtigste kilde.

Peter Mygind gestalter Jensby i fiktionssporet og giver ham mere pondus og farve end den lidt anonyme skikkelse, vi møder i interviewklippene med den virkelige IT Factory-bestyrelsesformand. Dog spiller han ham med en jordnær sympati: som den erfarne pengemand, der indledningsvis tøver, men gradvist lader sig rive med – og til sidst forblænde – af Steins grænseløse ambitioner.

Interessant nok lader fiktionssporet til at acceptere Jensbys udgave af begivenhederne, mens han i dokumentarsporet må svare på kritiske spørgsmål. For kan det virkelig passe, at bestyrelsesformanden intet vidste om firmaets groteske leasing-karruseller?

Det havde klædt dokumentaren at have den virkelige Stein med, men siden han blev løsladt fra fængsel i 2014, er han flygtet langt væk fra offentligheden. Instruktørparret har simpelthen ikke formået at finde ham.

Man ville også gerne have set økonomidirektøren Jeanette Lorenzen, som vidnede imod Bagger, i den varme stol og høre, om hun virkelig var komplet uvidende om, hvad der foregik.

Til gengæld har instruktører skaffet stærke kilder som journalisten Dorte Toft, der lugtede råddenskab tidligt, entertaineren Finn Nørbygaard, der investerede og tabte millioner, og eksrockeren Brian Sandberg, der var sikkerhedsvagt for Bagger – men i starten mest for hans kone og hund.

Pointen er ikke så meget at forstå psykologien bag hovedpersonens svindel, men at fortabe sig i historiens farceagtige absurditet. At se et åbenlyst skuespil udspille sig, mens publikum klapper ad kejseren nye omsætningstal.

Især tredje afsnit går helt balalajka, når luftkastellet endelig skal sprænges, og kontormusene må få has på stumperne. I det hele taget er Stein Bagger og grådighedens ansigter medrivende fjernsyn og et sjældent eksempel på en dramadokumentar, der faktisk bruger sin form til noget tankevækkende.