Syttenårige Annie Jacobson har lagt hele sit liv i skema og fundet det fine handelsuniversitet, der skal gøre hende til en succesfuld forretningskvinde.
Hun kommer dog ikke ind på et sommerkursus, der skulle give hende en chance for optagelse, og nu mangler hun både planer for den kommende ferie og de næste mange år.
Netop da finder Annie og hendes tvillingebror Connor ud af, at deres morfar, som de aldrig har kendt, er død, og at de har arvet en lille ø ved navn Sterling Point i Muskoka-området i Ontario, Canada. Annie drager derfor afsted mod øen for om ikke andet at lære mere om sin mor, der døde, mens hun stadig var lille.
Hun flytter ind i morfarens efterladte hytte og møder snart de lokale unge. Oona bor på en husbåd med sin tolvårige søster, mens deres mor befinder sig i Indien. Den flotte vandflyverpilot Ellis driver bådudlejningen sammen med sin far. Og Sully kan skaffe alt, hvad der skal til for at sætte fut i en fest, fra sine mødres lækre supermarked på fastlandet.
Men så dukker den sekstenårige Ramona op. Annie og Connor blev adopteret som spæde, men den fremmede pige viser sig at være deres mors hemmeligholdte biologiske datter. Og hun er oven i købet medejer af både øen og hytten sammen med Annie og Connor.
Serien har to brønde at hente sit drama fra.
Den ene er den følsomme ungdomsserie, hvor der ræses i motorbåde (selvfølgelig uden redningsvest – den slags er kun for dumme turister), springes ud fra klipper, og romancer spirer på kryds og tværs af vennegruppen.
Ramona er forelsket i Oona, der imidlertid har for travlt med at forføre
snart sagt alle til at opdage det. Annie kan ikke finde ud af den stille Ellis og begynder i stedet at se turisten Rory, som hun kender fra skoletiden hjemme i New York.
Den er drivkraft og det, der giver den sin egen karakter, er Annies søgen efter sandheden om sin mor. Historien får nærmest karakter af et mysterium, hvor de voksne på øen skjuler noget. Ikke engang Ramona er meget klogere, for tilsyneladende blev hun forladt af sin mor til fordel for adoptivbørnene Annie og Connor.
Connor regner ud, at tvillingerne og Ramona kan dele op mod 21 millioner dollars mellem sig, hvis de sælger Sterling Point til en sjælløs ejendomsudvikler. Annie og Ramona er imod. Af hver deres grund føler de sig stærkt knyttet til den smukke ø, hvor livet udspiller sig i skyggen af høje træer med den blanke sø som spejl.
Seriens skaber og hovedforfatter, Megan Park, der også har instrueret flere afsnit, tegner en række indtagende karakterer, og især forholdet mellem Annie og Ramona giver historien sin nerve. Amélie Hoeferle spiller Ramona med en afmålthed, der får hendes følelsesliv til at fremstå lige så utilgængeligt som dybe statshemmeligheder, og hun suger ens blik til sig, hver gang hun er på skærmen.
Ella Rubin, som man skal blinke to gange for ikke at forveksle med en ung Anne Hathaway, har rollen som Annie. I første afsnit fremstilles hun som en forkælet overklassepige fra New York med en næsten tvangspræget optagethed af orden og rutine. Det føles imidlertid, som om disse træk nærmest er forsvundet i andet afsnit, og det er synd, at Ella Rubin ikke får lov til at lade forvandlingen træde tydeligere frem.
Nogle har besluttet, at det fine drama skal fortyndes med komik, og det giver nu og da nogle tonale ujævnheder.
Missy Pyle leverer en herligt overspillet præstation som den ferierende overklasse-New-Yorker Denise, eller ”Big D”, som hun også kaldes. Men det er svært at forestille sig Big D og Ellis’ far, Joe, i samme serieunivers. Jeffrey Dean Morgan spiller ham med masser af indestængt smerte.
Tvillingen Connor bliver også lidt af en karikatur på en forkælet amerikansk teenagedreng. Men der lægges et par spor ud, der kan åbne ham op i en eventuel sæson to, som man sagtens kan forestille sig. I ellevte time kommer der nemlig et twist, der igen gør et salg af Sterling Point aktuelt og efterlader hovedpersonerne med en forløsning, der føles tilfredsstillende, men også midlertidig.
Selv om hovedkaraktererne er teenagere, er det lykkedes Megan Park også at gøre serien vedkommende for et voksent publikum med temaer som herkomst, forældreskab og rodløshed.


Kommentarer