The Devil Wears Prada 2

Stil og humor brillerer, når The Devil Wears Prada fra 2006 sætter fokus på modebranchen. Men også intelligens. 

Især imponerer en dialogscene, hvor Miranda Priestly (Meryl Streep), redaktør af modebladet Runway, belærer sin nyansatte assistent, Andy Sachs (Anne Hathaway), om baggrunden for dennes ceruleanblå sweater: Ikke, som assistenten troede, et produkt blottet for æstetisk særpræg, men – i en kenders øjne – slutresultatet af en lang smagsdannende proces, der startede med en redaktionel beslutning truffet af chefredaktøren på Runway. 

Filmen bygger på en roman af Lauren Weisberger og blev en kæmpesucces. Anne Hathaway er som assistenten smuk og sjov, mens Meryl Streep høstede en Oscar-nominering for sin titelrollepræstation som den frygtede og krævende, men i glimt også menneskelige chefredaktør. 

Et portræt baseret på Vogue-redaktøren Anna Wintour, der viste klasse og tog det pænt. 

På et dybere niveau handler filmen om fristelse – om faren for at lade sig forføre af glamour frem for Amor. Set på den måde spiller Anne Hathaway Faust over for Meryl Streep som Satan og Stanley Tuccis art director som Mefistofeles. 

Og med Emily Blunts førsteassistent som ynkeligt skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man sælger sin sjæl til Prada. Drømmen om et godt og meningsfuldt liv forvekslet med et taskeindkøb på Højbro Plads. 

Tyve år senere har vi nu endelig fået en toer, der ligesom originalen er instrueret af David Frankel med manuskript af Aline Brosh McKenna. Den adskiller sig fra originalen ved i mindre grad at handle om modebranchen. 

Jovist foregår den i modebranchen blandt de rige og smukke, kulminerende i Milano, hvor Lady Gaga optræder på catwalken. To timers lækkert filmet bling. 

Men dybest set handler toeren om bladbranchen og om de katastrofale økonomiske konsekvenser af sociale mediers dominans i brugernes læsevaner. Således at en skribents succes ikke længere måles i indholdets kvalitet, men i antallet af kliks. 

I den første films finale vender Andy ryggen til moden for at forfølge sine journalistiske ambitioner og få tid til sin kæreste. I toeren er hun en prisbelønnet, men arbejdsløs journalist, hvis karriere reddes af et job som artikelforfatter på Runway. 

Her er Miranda stadigvæk redaktør, men under nyt og truende ejerskab. Emily Blunts modefikserede chefassistent har fået en lederstilling hos Dior og kan derved lægge pres på sin tidligere chef. 

Djævelen er ikke længere hverken Miranda eller modebranchen, men annoncesalg og ledelseskonsulenter samt læsere, der flygtigt scroller bladets digitale indhold, mens de tisser. 

Problemerne vil være velkendte for enhver i bladbranchen. Alligevel føler man, eller i alt fald jeg, begrænset medlidenhed med filmens hovedpersoner, der lever et luksusliv, som ikke var unormalt for journalister i de fede 1980’ere og 90’ere, men i dag mest er verdensfjern ønsketænkning. 

Filmens mest troværdige øjeblik er da Miranda ligesom os andre må flyve på monkeyclass. Derefter er det tilbage til de store, dyre redaktionslokaler. 

En realistisk fremstilling af fattiglivet på en moderne bladredaktion kan opleves i Danny Thykærs Den ensomme dræber (2024), en af de få danske film i redaktionsgenren, hvor Hollywood har givet os utallige pletskud såsom Alle præsidentens mænd fra 1976 og de mange fine filmatiseringer af Ben Hechts skuespil The Front Page fra 1928. 

Også The Devil Wears Prada 1+2 må regnes blandt genrens hovedværker. 

Det vil glæde de fleste at se Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci tilbage i mere modne udgaver af deres oprindelige roller, hvor især Meryl Streep tilføjer en troværdig sårbarhed. 

Blandt nye personer er Kenneth Branagh spildt som Mirandas nyeste ægtemand, mens B.J. Novak (The Office) brænder igennem som ny ejer af Runway. 

Som helhed er The Devil Wears Prada 2 ikke nær så skarpt afbalanceret og velfortalt som etteren. Dens behov for at overøse os med billeder af det søde liv overskygger dens kerne, som kommer bedst til udtryk, da Andy i åbningssekvensen udbryder: ”Journalism still fucking matters!” 

Hendes behov for journalistisk integritet kan overses som en detalje, men djævelen er i detaljerne.