The Social Reckoning

David Finchers The Social Network fra 2010 slutter med Mark Zuckerberg alene foran sin computerskærm. Han har skabt Facebook, er blevet milliardær og sidder nu og opdaterer siden for at se, om en pige vil acceptere hans venneanmodning.

Seksten år senere er der ikke meget tilbage af den knægt. I The Social Reckoning er Jesse Eisenberg erstattet af Jeremy Strong, og den socialt akavede dynamo er blevet en stålsat magtfigur.

Aaron Sorkin, der skrev Finchers original og denne gang både skriver og instruerer, er langt mindre interesseret i Zuckerberg. Det er et tab.

The Social Network er en stor film, fordi den aldrig beslutter sig for, hvem Zuckerberg er. Geni? Røvhul? Visionær? En dreng, der bygger verdens største sociale netværk, fordi han ikke selv kan finde ud af at være social?

Nu er Zuckerberg manden på den pansrede sofa uden tålmodighed og ude af stand til at udveksle basal høflighed. Med den præmis på plads er det måske meget godt, at han denne gang er bifigur.

I stedet følger filmen Facebook-whistlebloweren Frances Haugen (Mikey Madison) og The Wall Street Journal-journalisten Jeff Horwitz (Jeremy Allen White), begge virkelige personer, der afdækker, hvor meget Facebook ved om sine algoritmers skadevirkninger.

The Social Reckoning skriver sig ind i en stærk Hollywood-tradition for afsløringsdramaer. Her handler spændingen ikke om, hvorvidt noget er galt, men om at dokumentere, at systemet har vidst det hele tiden.

Som The Insider om tobaksindustrien, Spotlight om den katolske kirkes overgrebsskandale og Dark Waters om en teflonfabriks forurening følger filmen mennesker, der langsomt får adgang til en viden, institutionerne har været bekendt med længe. Men som de har haft økonomiske eller institutionelle interesser i at holde den skjult.

Filmens bedste greb kommer i anslaget. En ophidset kvinde filmer sig selv, mens hun håner to sorte betjente og truer med at eksponere dem.

Klippet vandrer gennem filmen som råmateriale: ophidsende indhold, der kan løftes ud af sin sammenhæng og bruges til at forstærke den vrede, modtageren allerede føler. Vi andre ville kalde det radikalisering, men i Facebooks lukkede kredsløb begraves analyserne, bekymrede stemmer bankes på plads, og kurverne betragtes med fryd.

Videoklippet bliver også forklaring på Frances Haugens whistleblowing. Hun har mistet en veninde til alt-right-miljøet og forbinder det private tab med det, hun ser i Facebooks systemer.

Om virkelighedens Haugen havde sådan en veninde, ved jeg ikke. Jeg tvivler. For filmen er selv følelsesmæssigt på steroider.

Når The Social Reckoning er bedst, er den klassisk Sorkin. Folk går hurtigt, taler hurtigere og tænker hurtigst. Samtalerne bliver til verbal bordtennis med vittigheder, statistikker og moralske argumenter.

Det virker i A Few Good Men, bliver perfektioneret i The West Wing og driver The Social Network, Moneyball og Steve Jobs. Det virker stadig. Men man kan næsten høre Sorkin taste bag personerne. Alle er lidt hurtigere og mere velformulerede, end mennesker har nogen ret til at være.

Tilsvarende er manuskriptet strømlinet og fletter tråde fra årene 2019 til 2021 tæt sammen. Måske lovligt tæt.

Coronapandemien, præsidentvalget og Donald Trumps eksplosive tilstedeværelse på sociale medier smelter sammen i en perfekt storm. Da Kongressen stormes 6. januar, er den største angst i Facebooks maskinrum sigende nok ikke: Hvad har vi været med til at skabe? Den er: ”Vi får skylden for det her.”

Folk omkring Zuckerberg kræver Trumps konto lukket. Zuckerberg selv er lammet, for det ville være at erkende et nederlag.

Endnu bedre er filmens fravalg af den efterfølgende kongreshøring, hvor Zuckerberg bliver grillet og kort efter ændrer Facebook navn til Meta. Vi ser ikke selve høringen, men forberedelserne til den, og de er intense.

Zuckerberg trykprøves af nære vasaller og dyrt indkøbte professionelle skeptikere. Alt er koreograferet: formuleringer, slips, pauser, blikretning, selv hovedets små bevægelser. De angriber ham for at finde sprækkerne, inden politikerne gør det.

Men sigende nok gør filmens karaktermord på Zuckerberg os ikke psykologisk klogere på personen. Til gengæld leverer det rigeligt med ammunition til den retfærdige harme over for sociale medier.

På den måde kommer filmen til at ligne det, den vil afsløre: endnu en vredesmaskine, der giver os præcis det, vi kom for.