The Trip to Italy

Tv-serien og spillefilmen The Trip (2010) var baseret på en yderst simpel præmis.

De to britiske komikere Steve Coogan og Rob Brydon – i lettere fiktionaliserede udgaver af dem selv – tager på gastronomisk rejse rundt i Englands Lake District, efter at en avis har bedt Coogan skrive anmeldelser af områdets restauranter.

De to kollegaer udveksler imitationer af Michael Caine og Anthony Hopkins, de citerer Wordsworth og Coleridge, mens de besøger steder associeret med digterne, de diskuterer kvinder og karrierevalg, og de spiser mad. Hele tiden med en kontant, konkurrencepræget spænding mellem alfahannen Coogan og den tilbagelænede Brydon.

Fra begyndelsen var der planlagt en kondenseret spinoff i spillefilmformat. Man kan mistænke instruktøren Michael Winterbottom for at have anset det som et let sideprojekt, men tv-seriens og filmens store succes betød, at en ny straks blev søsat.

Det nye udgangspunkt? Mere af det samme – i et identisk serie og film-format – men denne gang i Italien.

På en måde er mere af det samme meget velkomment. Det er svært at sige, hvorfor samspillet mellem Coogan og Brydon fungerer så godt, men det handler om fremstillingen af den dynamik, der kan være i venskaber mellem mænd. Der er en konstant rivalisering, men samtidig nyder de hinandens selskab og den andens imitationer, ironiske nedgøringer og bidende onelinere.

Denne gang kører de to i en åben Mini Cooper fra den liberiske kyst ned gennem Toscana og Rom til Amalfikysten, mens de på deres vej besøger seks gourmetrestauranter.

Men dynamikken mellem dem har ændret sig en smule siden sidst.

Langt væk fra sin (fiktive) kone og datter er Brydon, i hvert fald i begyndelsen, i festhumør, mens Coogan er i et ukarakteristisk afdæmpet humør. Under frokosten på turens første dag gider han ikke engang at nippe til sin Barolo.

Byron og Shelley erstatter the Lake Poets som de litterære referencepunkter, mens en løbende spøg i filmen er Alanis Morissettes album Jagged Little Pill, som er den eneste cd i bilen. Modsætningsforholdet mellem sangerens bekendende tekster og de to mænds emotionelle tilbageholdenhed, når de synger med på sangene, er sjovt.

Filmens dialog er hele vejen igennem improviseret over et løst udformet manuskript, og det er endnu engang en fryd at se kongerne af komisk freestyle udfolde sig.

Et højdepunkt er en joke om uforståeligheden af Christian Bale og Tom Hardy i The Dark Knight Rises, hvor Coogan agerer en nervøs og undskyldende instruktørassistent, der er blevet beordret til at bede de to skuespillere om at tale tydeligere.

Et andet højdepunkt er en vanvittigt morsom, men også lettere foruroligende udgave af Brydons ”lille mand fanget i en boks”, som fans af komikeren vil kende.

Selvom der i filmen er blevet luget ud i mange af de mest indforståede, britiske referencer i forhold til tv-serien, er der dog stadig en del tilbage, som dele af publikum vil have svært ved at forstå.

De komiske improvisationer er forrygende, men de er ikke nok til at fjerne fornemmelsen af deja-vu. Maden og serien af sidespring til italienske køkkener er blot en baggrundskulisse for morsomhederne og bidrager ikke med andet end en smule lokal kolorit.

For eksempel i de indstillinger, hvor Coogan og Brydon kører langs Amalfikystens bjergveje, eller hvor de går langs de romerske gader, hvor Gregory Pecks lejlighed i Prinsessen holder fridag lå. Det er ren rejseprogramsfyld.

Og selvom den mandlige midtvejskrises melankoli dukker op igen som i etteren, synes det skitseagtige manuskripts forsøg på at skabe en baggrundshistorie tilfældigt påklistret.

Måske er det, fordi historien i denne film er det mindst vigtige.