Verity

Den ikke særligt kendte forfatter Lowen Ashleigh, hvis sidste bog hed Åben slutning, bliver kontaktet af et stort forlag i New York. På vejen hen til forlaget overværer hun et dødeligt trafikuheld. En pæn mand hjælper hende videre.

Lidt senere til mødet viser det sig, at den noble herre, Jeremy, er gift med den verdensberømte bestsellerforfatter Verity Crawford.

Hun sidder, tavs og stum i kørestol efter et biluheld, selvfølgelig ude af stand til at skrive. Mon Lowen for rigtigt mange penge vil fortsætte dennes populære bogserie, elsket af millioner verden over?

Efter lidt tøven og ikke mindst på grund af Jeremys insisteren indvilliger hun og tager til Vermont, hvor parret bor i en afsidesliggende, moderne kæmpevilla op til en sø. Undervejs har vi fået at vide, at ægteparret mistede en tvillingedatter for nylig. Hun druknede netop i den sø.

Nu har de kun tvillingedrengen tilbage, og han virker traumatiseret af søsterens død. Lowen rykker ind i Veritys arbejdsværelse, der er knap så stort som en balsal, og gennemgår forfatterens noter og papirer. Hun finder et manuskript, der tilsyneladende afslører intime og infame detaljer om familiens privatliv.

Verity er en adaption af en roman af den amerikanske bestsellerforfatter Colleen Hoover. Hun har her leveret en thriller med samme titel som den film, hun også er medproducent på.

Hoover viser, at hun kan sin Rebecca af Daphne du Maurier. Den dæmoniske historie om den naive kvinde, der gifter sig med Maxim de Winter og flytter ind på godset Manderley, hvor Maxims afdøde hustru, Rebecca, synes at spøge sælsomt i hvert eneste rum, har tydeligvis sat sig spor.

Manderley er i Verity blevet til en stål-og-træ-villa, der kunne være tegnet af Jørn Utzon. Winter er blevet til Jeremy, og filmens Rebecca, Verity, er ikke død, men henslæber sit liv som en levende død et sted i huset.

Lowen er ikke helt så enfoldig som hovedpersonen i Alfred Hitchcocks kongeniale filmatisering af Rebecca fra 1940. Og den amerikanske instruktør Michael Showalter kan sin Hitchcock og hylder ham med et citat fra Psycho.

Verity lægger sig nutidigt og nuanceret op ad subgenren domestic noir, ægteskabskrimiens mørke variant, hvor det traditionelle samliv mellem mænd og kvinder blotlægges som et samfundsskabt, misogynisk plot eller ligefrem et træfpunkt for maskulin terror og gaslighting.

Uden at røbe for meget skal man lægge mærke til, at husets tre kvinder – Lowen, Verity og sygeplejersken Anna – alle er pæne, petite brunetter med omtrent samme spinkle fremtoning. Efterhånden bliver det faktisk svært at skelne dem fra hinanden.

Især fordi Lowen gradvist mister grebet om, hvad der er virkelighed, og hvad der er iscenesættelse. Alt imens hun onanerer i badet og ifører sig Veritys fatalt røde kjole, da hun inviteres ud til wienerschnitzel med dreng på.

Lowen spilles af en whiskydrikkende, rygende og pilleædende Dakota Johnson. Hun er overbevisende som forfatteren fra den fattige del af New Yorks bohemeliv. Bag de kunstneriske ambitioner drømmer hun også om prinsen i den hvide limousine.

Altid fremragende Anne Hathaway er den lammede Verity, som vi længe tror, vi kender. Josh Hartnett er som Jeremy umiddelbart en steg med bløde svær, men viser sig også at være noget af en saftig frikadelle som den faderlige, selvudslettende husbond, filmens kvinder sukker efter.

På alle ledder og kanter, lige til sidste spole. Husk blot, hvad Lowens roman hed – den, som satte gang i lidt af hvert hos både den ene og den anden. Og husk, at Verity er kendt som horrorforfatter.

Filmen bruger effektfuldt både genrens billige og dyre gys. Det er en film, hvis slutning næppe tåler dagens lys, når man først træder ud af biografens mørke. Men indtil da er den energisk og elegant underholdning hele vejen.