Kommentar
01. nov. 2026 | 16:14

Alle hader TV 2

Foto | Drive Studios

I TV 2's lancering af Alle elsker Rasmus er hovedpersonen placeret i centrum af et konstrueret glansbillede med et stort smil. Virkeligheden bag facaden var imidlertid en helt anden.

Hvad skal vi med en statsejet kanal, der bryder de etiske principper for menneskelig omgang? spørger Ekkos mediekommentator.

Af Øjvind Hesselager

Nu kommer den næste fase.

Efter et fejlplaceret og langtrukkent forsvar for de seks programmer med titlen Alle elsker Rasmus har TV 2 sendt en chef af en vis kaliber i byen for at sige ”undskyld”, og programmerne er blevet afpubliceret.

Chefen er programdirektør Dorthe Tirstrup, og det er værd at nærlæse hendes udtalelser, der er faldet en pressemeddelelse lørdag og ikke i et konfronteret interview, som TV 2 ifølge DR har afvist at stille op til.

Først lyder det: ”Jeg ser indad og tager til mig, at min dømmekraft simpelthen har svigtet her. Det er den dømmekraft, som alle de medvirkende har lænet sig op ad, og det er jeg rigtigt ked af.”

Det er en helt ren indrømmelse.

TV 2 skal ikke gennemføre en systematisk forførelse af et menneske, der tror, han fået sit livs chance og skal producere den film, han længe har drømt om. Men det hele viser sig at være iscenesat, og alle omkring ham har spillet en rolle.

Men så kommer opfølgningen: ”Det har været en forkert beslutning at lave programmet på den måde, vi har gjort. Vi har ikke passet godt nok på Rasmus på trods af de overvejelser, vi havde på forhånd.”

Bemærk formuleringen ”på den måde”. Den indikerer, at TV 2 fortsat mener, at formatet har gang på jord. Det skal bare laves på en anden måde.

Når TV 2 stiller op til interview, bliver det spændende at høre, hvordan et program, der baserer sig på at snyde et menneske i fire måneder, kan gennemføres etisk korrekt. Bare på en anden måde. Uden forførelse?

Drejebogen er kendt
Dertil kommer, at der ud over den mellemmenneskelige etik også rejser sig en vifte af presseetiske udfordringer. Må man overhovedet filme Rasmus med skjult kamera i det offentlige rum og bringe optagelserne? Og er der fiflet med lyden i nogle af hovedpersonens reaktioner?

Rækken af potentielle følgekonflikter er nærmest uudtømmelig. Der er stof til fire særudgaver af Presselogen og et par numre af fagbladet Journalisten.

Hvor vi før skulle elske Rasmus, hader alle nu TV 2. Og det kan udvikle sig ganske voldsomt.

Vi har set det før, da DR blev mødt med kritik efter dokumentaren Grønlands hvide guld. Derfor kender vi også drejebogen for det manuskript, der skal gøres, hvis offentligheden igen skal tilgive et medie.

Da TV 2 er statsejet, men kommercielt drevet, og kulturministeren udpeger bestyrelsesformanden, begynder derfor nu en lit de parade af navne på personer, der potentielt kan komme til at stå for skud.

Præcis som det skete med Grønlands hvide guld.

Her blev snittet lagt ved chefredaktør for DR Nyheder Thomas Falbe, men hele diskussionen smittede også af på DR’s nyhedsdirektør Sandy French, som senere blev afskediget af den nye generaldirektør. Miseren har samtidig trukket spor ind i medieforhandlinger om bevillingerne.

Politikerne kræver konsekvenser
Mekanismen, der styrer hunger gamet de kommende dage, er kynisk.

Ingen tvivl om, at Rasmus Wallbridge i serien står som det svageste dyr på savannen, som de etablerede kræfter driver rundt med uden konsekvenser. Det er gratis at manipulere Rasmus, komikken sparker nedad. Af samme grund er han castet til rollen.

Den udnyttelse af et ungt menneske, der så gerne vil slå igennem, og er let at manipulere, når bare autoriteterne er stærke nok, giver markant bagslag.

Derfor er scenen nu lige omvendt. Det er eliten, der skal ofres, for sympatien er med Rasmus.

Medierne vil spørge politikerne, hvad deres kommentar er. Og da hele folkeopinionen raser over kynismen og den manglende etik i programserien, vil politikerne kræve konsekvens.

Det er allerede begyndt. Dansk Folkeparti efterlyser fyringer, og det samme gør Ekstra Bladets chefredaktør, som sætter navn på: indholdsdirektør Ulla Pors og programdirektør Dorthe Thirstrup. 

Og Liberal Alliance, der fremstod mest markant i den seneste store bashing af DR, er nu også kritiske over for TV 2.

”Hvordan kan man få sig selv til at behandle et andet menneske sådan?” lyder det fra Alex Vanopslagh, hvilket er det helt centrale spørgsmål.

Der skal altså katapulteres cheftitler. Det ved bestyrelsesformanden allerede. Og da han ikke selv vil fyres, så ved toppen af TV 2 også, hvad de skal gøre.

Måske de lige trækker vejret og ser, hvor høje bliver bølgerne? Er der sågar annoncører, der begynder at trække sig? Det kunne sagtens blive en følgeeffekt, især hvis medierne begynder at spørge. Og så er TV 2 udfordret som kommerciel kanal.

Troværdig, fair og redelig
Overlever TV 2 i sin nuværende form, kan man faktisk spørge? Det lyder måske voldsomt, men hvad skal vi egentlig med en statsejet kanal, der bryder de etiske principper for menneskelig omgang?

Det er værd at huske, at TV 2 står på dette grundlag: ”TV 2 er en uafhængig og selvstændig medievirksomhed, som arbejder ud fra et publicistisk udgangspunkt. TV 2’s programmer og artikler skal være troværdige, fair og redelige.”

Troværdig, fair og redelig? Det er nøglebegreber, der i den grad er i spil i denne sag. Derfor er det også ret uforståeligt, hvad der har drevet stationen så langt ud.

Forhåbentlig bliver det ikke bare til en enkelt eller to frivillige fratrædelser og delvist ærefulde retræter. Skal vi helt op i toppen af TV 2, før indrømmelsen er stor nok?

Da Alle elsker Rasmus må være clearet af med TV 2 juridiske afdeling, betyder det, at direktionsgangen har kendt koncept og indhold indgående, før programmerne blev publiceret.

Og når TV 2 selv trækker programmerne, er der fri bane for politikerne, der ikke længere kan kritiseres for at krænke armslængeprincippet. TV 2 har så at sige selv hugget armen af, og blodet fosser ud af såret.

Måske er det her den største skandale, hvad angår produktion, i dansk tv’s historie.

Magten er uendelig
TV 2 har unægtelig selv blottet halsen ved at pumpe forventningerne til serien op og derpå ensidigt forsvare programmerne langt hen i processen.

Det starter 20. oktober med lancering af trailer og foromtale på YouTube. Programmerne præsenteres som et storslået tv-eksperiment med skjult kamera, hvor alle undtagen hovedpersonen spiller en rolle.

Dermed har Alle elsker Rasmus i sit udgangspunkt en parallel til den Emmy-nominerede komedieserie Jury Duty, der udspiller sig som en fiktiv retssag over sytten dage.

Men alene tidsspændet, hvor illusionen fastholdes, er markant anderledes end Alle elsker Rasmus. Ligesom det i den amerikanske original ikke er venner og potentielle kolleger, der lyver, men en iscenesættelse med en falsk retssag.

Også på TV 2 reklameres der voldsomt. TV 2 Echo deler videoklip fra programmet på dets sociale kanaler for at skabe interaktion og lokke seere til.

Men én ting er lancerings- og publiceringsfasen. Noget andet er kritikfasen. I stedet for at lytte til kritikken, tage den ind og rette op forsvarer TV 2 sig. Det er den kollektive mekanisme, der har kostet flest chefer.

Mens komiker Christian Fuhlendorff, tv-vært Signe Lindkvist og tv-vært Anna Lin udfordrer programmets præmis og udformning, kan man hos på TV 2 læse, hvor stolte stationen er over programmerne.

Programredaktør på TV 2, Mads Elias Højbjerg Ravn, siger i en alenlang artikel på Echo TV 2:

”Alle elsker Rasmus leger med genrerne og med grænsen mellem det virkelige og det iscenesatte, og udfordrer samtidig vores forestilling om, hvad et underholdningsprogram kan være.”

”Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi alle involverede fra starten kunne se det interessante i idéen og havde modet til at gå hele vejen med den.”

Det er den selvforståelse, der er vokset i frem i koncernen, mens programserien koster flere og flere penge, og adskillige TV 2-chefer har nikket til projektet. Vi er modige og nyskabende.

TV 2-toppen danner en kreds om programmerne. Det bliver os mod dem. Og her begynder planken at vibrere under cheferne, der er fanget i en kollektiv illusion om, at magten er uendelig.

Brud med tillidssamfundet
Mads Elias Højbjerg Ravn forsvarer formatet i Se og Hør og udtaler, at Rasmus Wallbridges trivsel er blevet taget alvorligt, og at han har haft mulighed for at sige nej til publiceringen.

Med den viden, vi har i dag, er argumentationen tvivlsom. Hvis 149 mennesker og flere kamerahold har medvirket i en fire måneder lang produktion, hvor der også rejses til udlandet, er vi oppe i et millionbudget.

Har TV 2’s ledelse virkelig godkendt en præmis, hvor en enkelt deltager kunne stoppe hele programserien?

Eller har man snarere spekuleret i, at Rasmus Wallbridges blev så bedøvet af forførelsen, at han ikke kunne svigte blandt andre sin gode ven Martin Johannes Larsen, der fremstår som chefmanipulator?

Da jeg så serien, sad jeg med knugede hænder og mærkede vreden. Jeg forestillede mig, at nogen havde udnyttet en af mine sønner på samme vis, som TV 2 her gør.

Så var jeg ganske enkelt troppet op hos øverst ansvarlige og havde banket vedvarende på døren. Hårdt.

TV 2 har tilsidesat nogle principper for, hvordan vi behandler hinanden i et tillidsbaseret samfund. Et samfund, hvor menneskelige relationer er afgørende for, at vi trives og udvikler os individuelt og som samfund.

TV 2 har dermed udnyttet hovedstolen i fællesskabet. Det er deri eksperimentet består: Hvad sker der, hvis vi tager det vigtigste, vi har, og misbruger det?

Det er ikke udtryk for, at en enkelt direktør i et enkelt øjeblik har mistet dømmekraften. Det er en hel forretning, der i sin iver efter indtjening og gennemslagskraft, har fjernet sig totalt fra sit folkelige idégrundlag.

Kommentarer

Øjvind Hesselager

Født 1962 i Ribe.

Uddannet cand.comm.

Har været ansvarshavende chefredaktør på blandt andet fagbladet Journalisten og Bornholms Tidende.

Har produceret dokumentarprogrammer til DR med Jakob Gottschau, som han mødte på Månedbladet Press, hvor de var redaktører sammen.

Skriver i dag for Filmmagasinet Ekko og magasinet Ræson.

© Filmmagasinet Ekko