Nekrolog
16. feb. 2019 | 23:11

Bruno Ganz er død

Foto | Ralf Strathmann
I Himlen over Berlin siger Bruno Ganz farvel til engletilværelsen for at blive dødelig og opleve kærligheden – og blev dermed et billede på den optimistiske tidsånd, som fire år senere fik Muren til at falde.

Den schweiziske skuespiller legemliggjorde Hitler, en empatisk engel og Lars von Triers samvittighed med usvigelig autoritet.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

At spille den inkarnerede ondskab må være noget af en udfordring for en skuespiller, men Bruno Ganz gjorde det med usvigelig sikkerhed som Adolf Hitler i Der Untergang fra 2004. 

Det skyldes måske, at Ganz ikke forsøgte at repræsentere ”ondskaben”, men at skildre et menneske så troværdigt som muligt. 

”Folk har brug for, at Hitler skal repræsentere selve det onde. Men hvad er ondskaben? Det siger mig ikke noget. Jeg er nødt til at spille et levende menneske,” har Bruno Ganz forklaret om sin modigt humane fremstilling af diktatoren, der satte verden i brand og dræbte seks millioner jøder.

Det er den mest markante rolle i en karriere, som nu er slut. Skuespilleren er gået bort i en alder af 77 år, skriver tyske medier. Han gik bort natten til lørdag bort i sit hjem i Zürich. Men dødsårsagen er endnu ikke bekræftet, selv om der spekuleres i tyktarmskræft. 

Bruno Ganz havde en karisma og var en autoritet uden lige i sine roller, der viste en skuespiller med en utrolig rækkevidde.

En falden engel
Før sin præstation som Hitler spillede Bruno Ganz i 1987 en engel i Wim Wenders’ hovedværk fra 1987, Himlen over Berlin. Damiel, som englen hedder, kan høre de plagede menneskers indre stemme, men han er ikke i stand til hjælpe dem.

Men Damiel opgiver alligevel sin udødelighed for at blive et menneske, da han forelsker sig i Solveig Dommartins cirkus-trapezkunstner.

Himlen over Berlin fangede tidsånden i hjertet af det delte Berlin og indvarslede et nyt Europa, der blot fire år senere var en realitet efter Murens fald.

Bruno Ganz gentog rollen i Wenders’ Så fjern, så nær! fra 1993.

En af skuespillerens sidste roller blev i Lars von Triers seriemorderfilm The House That Jack Built. Her leger Ganz med sine tidligere roller, når han agerer den morderiske hovedpersons samvittighed og fungerer som en slags engel på skulderen hos Jack.

At Trier, der i 2011 kom galt af sted med sine udtalelser om nazisternes Fører, valgte Hitler-skuespilleren Bruno Ganz til rollen som hr. Verge, er næppe tilfældigt. For i Triers rige skal vi som bekendt tage ”det gode med det onde”.

Stor teaterkarriere
Bruno Ganz blev født 1941 i Schweiz, hvor han også døde. Men skuespilleren var en verdensborger, der i sin karriere medvirkede i langt over 100 film og serier fra forskellige europæiske lande og USA.

Han debuterede på film i 1960 og året efter på de skrå brædder, hvor han havde en lang karriere med mindeværdige præstationer i stykker som Hamlet, Faust og Peer Gynt.

I 1970 stiftede han i samarbejde med Peter Stein teaterkompagniet Schaubuehne i Berlin.

Han vil især blive husket for sin uforglemmelige præstation som Adolf Hitler, hvis ildevarslende hændervriden bag ryggen og maniske råben, de fleste nok husker fra Der Undergang.

Men Ganz, der i 2010 blev hædret med en livspris ved European Film Awards, var langt mere end den ikoniske rolle.

På tværs af sprog
Han medvirkede i film for store instruktører som Werner Herzog (Nosferatu – vampyren fra 1979), Éric Rohmer (Marquise von O. fra 1976), Francis Ford Coppola (Youth Without Youth fra 2007) og flere gange Wim Wenders.

Det første samarbejde mellem Bruno Ganz og Wim Wenders var i Den amerikanske ven fra 1977. Her spiller Ganz en dødssyg mand, som Dennis Hoppers kriminelle Tom Ripley tvinger til at blive lejemorder.

I filmen gør Bruno Ganz sig både på tysk og engelsk og beviser, at sproget ikke er så vigtigt, hvis blot man er til stede som skuespiller.

Wikipedia nævner 88 roller i film, hvor The Reader (2008), Baader Meinhof Komplekset (2008) og Amnesia (2015) er værd at fremhæve.

Bruno Ganz efterlader sønnen Daniel.

Bruno Ganz som Hitler i Der Untergang

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko