Cannes 2021
14. juli 2021 | 15:48

Cannes-chok efterlader chefredaktør målløs

Foto | Carole Bethuel
Den unge kvinde Alexia (Agathe Rouselle) vrider sig i seksuel dans oven på en bil, men hun gennemfører også et samleje med køretøjet!

Franske Julia Ducournaus Titane fik i aftes anmeldere til at udvandre, mens Ekkos udsendte dagen efter forsøger at blive klog på en af historiens mest grænseoverskridende film.

Af Claus Christensen

Man må give Thierry Frémaux og hans festivalhold, at de igen og igen formår at finde film, der sprænger alle grænser for, hvad man har set på et lærred.

Efter snart 40 år som filmanmelder troede jeg ikke, at der var noget, som kunne ryste mig. Men Julia Ducournaus Titane fik i går aftes adskillige kritikere til at udvandre, mens andre blev siddende tilbage, heriblandt overtegnede, målløse og dybt fascinerede.

I Ekkos stjernebarometer har jeg givet den tre ud af fire stjerner, men jeg kunne lige så godt have givet den én stjerne eller for den sags skyld Guldpalmen.

Den franske film starter relativt ordinært med et biluheld.

Alexia tirrer fra bagsædet sin far, så han mister herredømmet over bilen, og datteren må efterfølgende gennemgå en operation, hvor hun får indopereret et stykke titanium i hjernen.

Spring frem til en bilmesse, hvor Alexia – nu en ung kvinde – er ansat til at levere en erotisk poledance, hvor bilerne så at sige erstatter stængerne. Det er ekstremt fysisk og en blanding af musikvideo og blød porno.

Efter showet antastes Alexia på parkeringspladsen af en aggressiv fan, som tvinger sig adgang til et kys, mens hun sidder inde i bilen. Det skulle han ikke have gjort. Alexia griber sin lange hårnål og hamrer den igennem hans øre og langt ind i hjernen. Med slim løbende ud af munden dør han rallende, langsomt og smertefuldt.

Oplevelsen har dog tændt Alexia så meget, at hun efter et bad sætter sig ind i en af messens biler, som hun rider heftigt, indtil hun får en kraftig orgasme.

Over the top
Så er filmen ligesom i gang som en blanding mellem body horror, feministisk hævndrama og sadomasochistisk porno.

Alexia er tiltrukket af en anden kvinde, som imidlertid forskrækkes over Alexias brutalitet under deres seksuelle forspil. Så det ender naturligvis med endnu et voldsomt drab.

Der er dog flere vidner i huset. Også dem bliver hun nødt til at gøre tavse, mens hun sukker over arbejdsbyrden.

Titane er bestemt ikke uden humor, men netop som man gør sig klar til historien om en kvindelig seriemorder, tager handlingen en ny drejning.

Alexia er eftersøgt af politiet og beslutter sig for at ændre sit udseende til en fyr. I en af de hårdeste filmscener, jeg har set, brækker hun sin næse ved at slå hovedet ned i en håndvask!

Hun ender hos en ældre herre, Vincent, der leder et brandvæsen og er dybt traumatiseret. For ti år siden forsvandt hans søn, og nu ser han Alexia som en ung mand, der kunne være hans tilbagevendte søn, selv om ligheden er til at overse.

Hvis det lyder vanvittigt, så lad mig straks sige, at filmen selv godt er klar over, at handlingen er over the top og bedst fungerer som en fantasi og på et allegorisk plan.

Nu udspiller der sig en af filmhistoriens mest akavede far-søn-forhold, der er lige dele rørende og perverst. Vincent sprøjter hver dag steroider ind i sin balle og har omgivet sig med meget maskuline brandmænd. Men han begynder at ane, at hans adopterede søn måske er af hunkøn.

Samtidig vokser Alexias mave sig til noget, der ligner en graviditet. Men hvem er hun gravid med? Måske bilen, hun kneppede med, for ud af hendes kropsåbninger flyder der olie.

Grænserne flyder
Hvad Titane egentlig handler om, tør jeg ikke gøre mig klog på. Men både køn, seksualitet og faderskabet er i spil som temaer i filmen, der med sin nedbrydning af normer velsagtens er et af tidens store queer-værker.

Vincent Lindon – en af Frankrigs store skuespillere – er forrygende som den mandige, men sårede Vincent, mens debutanten og modellen Agathe Rouselle som Alexia leverer en tour de force-præstation, der kryber ind under huden og bliver siddende.

Blandt brandmændene antydes der noget homoerotisk, når de technodanser til en fest, og det er urkomisk, når Alexia fra toppen af en brandbil kaster sig ud i en feminin dans, mens de meget maskuline brandfolk ikke ved, om de skal heppe eller løbe skrigende bort.

Men Agathe Rouselle er lige så overbevisende, når hun som en lillepige søger trygheden hos Vincent, der bliver den omsorgsfulde far, hun aldrig har haft. Eller når hun begynder at kysse ham erotisk på maven.

Grænserne flyder, og det er svært at spå om, hvad næste scene vil bringe – bortset fra, at Alexias mave vokser, og at det før eller siden må ende med en fødsel.

New French Extremity
Titane synes at hente inspiration fra japanske Tetsuo, hvor en forretningsmand bliver forvandlet til en blanding mellem kød og rustent metal, David Cronenbergs Crash – om mennesker, der tænder på bilsammenstød og alternative kropsåbninger som benbrud – samt mutantbabyen i David Lynch’ Eraserhead.

Julia Ducournau debuterede i 2016 med den kannibalske ungdomsfilm Raw, og med sin nye film indskriver hun sig definitivt i New French Extremity. Det er næppe tilfældigt, at en af instruktørerne fra denne filmretning, Bertrand Bonello (The Pornographer), spiller rollen som Alexias uagtsomme far.

Men frem for alt er Titane sin egen. Og det eneste, jeg kan sige med sikkerhed, er, at den aldrig nogensinde vil blive vist på en blankpoleret bilmesse.

Trailer: Titane

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for fjortende gang Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 6. til 17. juli.

© Filmmagasinet Ekko