venedig 2026
07. sep. 2026 | 10:05 - Opdateret 07. sep. 2026 | 10:31

Dansk verdenspremiere blev afbrudt

Foto | IPA

Producer Mikael Rieks, manuskriptforfatter Maren Louise Käehne, instruktør May el-Toukhy og skuespillerne Thorbjørn Hedegaard, Mathilde Arcel, Carsten Bjørnlund og Marina Bouras troppede op på Lidoen for at præsentere Kvinde ukendt.

Efter bøvl med underteksterne fik May el-Toukhy stoppet sit drama og spolet tilbage ved verdenspremieren på Venedig-festivalen, hvor den høstede syv et halvt minuts stående bifald.

Af Frederik Hoff

Forventningerne var betydelige, da Kvinde ukendt havde verdenspremiere i Venedig-festivalens hovedkonkurrence klokken 22.15 i går.

Instruktøren bag Dronningen, May el-Toukhy, står bag dramaet om en ung kvinde (Mathilde Arcel), der efter befrielsen i 1945 frygter at få afsløret sit tidligere forhold med en tysk soldat.

Men da Kvinde ukendt gik i gang, var noget galt. De engelske undertekster var ifølge mediet Deadline ude af sync med de danske replikker, og efter en lille times tid vandrede May el-Toukhy ud af salen.

”Der var snak og brok bagfra, hvor jeg sad i salen. Så blev lyset tændt, filmen afbrudt, og May el-Toukhy kom ind på scenen sammen med produceren Mikael Rieks. Han undskyldte over for salen og forklarede, at de ville sætte filmen et kvarter tilbage,” fortæller Ekkos udsendte, Niels Jakob Kyhl Jørgensen.

Den danske pr-ansvarlige for Kvinde ukendt, Freddy Neumann, forklarer, at der var tale om en teknisk fejl:

”Af hensyn til juryen og rigtigt mange engelsktalende publikummer, måtte man gå femten minutter tilbage i filmen, for ikke at publikum og juryen missede vigtige dele af plottet,” skriver Freddy Neumann i en sms.

Modig afbrydelse
Ekkos udsendte observerede, at flere udvandrede efter udmeldingen fra Mikael Rieks. Muligvis fordi det sene visningstidspunkt gjorde det svært at nå retur til Venedig fra Lidoen, hvor festivalen finder sted.

”Men det var virkelig stærkt, at Rieks og May havde modet til at afbryde sin verdenspremiere for, at filmen kunne blive vist, som den skulle. At underteksterne generelt ikke var specielt gode – blandt andet var der en del ikke-oversatte småbemærkninger – er en anden sag,” siger Niels Jakob Kyhl Jørgensen.

De tilbageværende publikummer lod til at nyde filmen. Da visningen var slut, brød salen ud i en syv et halvt minut lang stående bifald, skriver Deadline.

Da den seneste danske film i festivalens hovedkonkurrence, Nikolaj Arcels Bastarden, havde premiere i 2023, fik den fem et halvt minuts stående ovationer.

En smilende May el-Toukhy tog imod bifaldet iført en hvid kjole med et broderi, der ligner blod. Det henviser til den vold, kvinder blev udsat for i Danmark under befrielsen og samtidig til filmplakaten, hvor Mathilde Arcels ansigt er dækket af rød maling.

Trailer: Kvinde ukendt

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko