Kan mænd bedømme kvinders film?

”Det står vel bare endeligt klart, at mænd laver bedre film end kvinder,” joker Maggie Gyllenhaal, da en journalist spørger hende om den opsigtsvækkende mangel på kvinder i Venedig-festivalens hovedkonkurrence. 

Den amerikanske skuespiller og instruktør er i år præsident for konkurrencejuryen, hvor kun to kvindelige instruktører er i spil til Guldløven: May el-Toukhy, hvis historiske drama Kvinde ukendt har verdenspremiere på søndag, og Rachel Szor, der sammen med Yuval Abraham har instrueret dokumentaren NAZA. 

De to instruktører er bedre kendt som den israelske halvdel af filmkollektivet bag den Oscar-vindende dokumentar No Other Land. 

Til pressemødet slår Maggie Gyllenhaal fast, at manglen på kvindelige instruktører er et systemisk problem. Og de få film, kvinder trods alt får lov at lave, kan blive mødt af mandlige gatekeepere, som ikke forstår dem. 

”Kunne det tænkes, at de emner som kvinder, der har en anderledes oplevelse af at være til stede i verden, ønsker at lave film omkring, ikke regnes for stor kunst? Hvem bestemmer, hvad der er værdifuldt?” spørger Maggie Gyllenhaal. 

Hun sætter trumf på ved at påpege, at hun jo faktisk sidder ved siden af en af dem, der træffer beslutningerne: Alberto Barbera, Venedig-festivalens kunstneriske leder. 

Kønsløse engle
Min arm skyder i vejret. 

– Hr. Barbera, er du som en af filmverdenens vigtigste gatekeepere enig i, at branchen devaluerer film skabt af kvinder? 

Han skal lige have spørgsmålet en gang mere, før han svarer – diplomatisk og med schwung. 

”Det eneste kriterie er filmens kvalitet og instruktørens evne til at oversætte sin vision til en komplet og tilfredsstillende form,” lyder det fra Alberto Barbera. 

Det er samme argument, han brugte, da festivalprogrammet blev offentliggjort i juli. Da var May el-Toukhy vitterligt den eneste kvinde i konkurrencen – NAZA blev først føjet til konkurrenceprogrammet i sidste uge. 

Manglen på repræsentation, der også gælder programmets øvrige kategorier, er især iøjnefaldende, fordi filmfestivalen tilbage i 2018 forpligtede sig på at arbejde for lige repræsentation for film af mænd og kvinder. 

Alligevel er der i år så få kvindelige instruktører på den røde løber, at en række italienske og europæiske filmorganisationer kritiserede festivalledelsen i et åbent brev. 

”Vi ved udmærket, at vores forestilling om kvalitet hele tiden forandrer sig, og at kunsten er en kampplads for kroppe, tårer, blod og magt – ikke et himmelsk rige, hvor kønsløse engle vogter over kvaliteten,” lød det. 

Så lad os hellere snakke politik!
Frem for at dvæle ved en debat, der er blevet et politisk stridspunkt, styrer Alberto Barbera hurtigt samtalen ind på, hvor mange politiske og samtidsrelevante emner, programmets film tager op. 

Her har Venedig i år forsøgt at profilere sig, efter at Berlinalen og Cannes begge forsøgte at styre så langt uden om politik som muligt. 

NAZA lover at afsløre detaljerne bag Israels massemord på palæstinensiske civile, Alex Gibneys Musk går i rette med verdens rigeste mand, Danny Boyles Ink – som vi har anmeldt her – skildrer forbindelsen mellem tabloidaviser til nutidens opmærksomhedskultur. 

Maggie Gyllenhaal brugte da også pressekonferencens første spørgsmål til at slå fast, at alle film, der behandler deres emne med indlevelse, per definition er politiske. 

Det lød som en reaktion på Wim Wenders’ kritiserede udtalelse under Berlinalen om, at filmskabere ”er nødt til at holde sig ude af politik”. Og som en slags parafrase over det feministiske slogan, at ”det personlige er politisk”. 

Ubesvaret spørgsmål
Men lige nu er emnet kønsrepræsentation. Og Maggie Gyllenhaal har mere at sige. 

”Det har været så kort en periode, hvor kvinder har haft mulighed for overhovedet at lave film, og det kommer til at tage tid at vænne sig til det faktum, at mange kvinder laver film på en meget anderledes måde, end mænd gør,” lyder det fra jurypræsidenten. 

Som instruktør står Maggie Gyllenhaal bag den roste The Lost Daughter, om en fødselsdeprimeret mor, og det punkfeministiske Frankenstein-remix The Bride! Sidstnævnte fik en hård medfart i mange medier, men også har sine trofaste fans – blandt dem Ekkos anmelder, der kvitterede med fem stjerner. 

Hun kommer Alberto Barbera i møde ved at rose, hvor mange jurymedlemmer – sig selv inkluderet – han har inviteret til at bedømme festivalprogrammet. Men understreger samtidig sin egen skepsis: 

” Jeg tager også hul på festivalen med et spørgsmål, jeg stadig mangler svar på: Hvorfor er der så få kvinder i hovedkonkurrencen?”