Den danske arthouse-konge i USA

”Var der folk, der grinede?” vil Lars Knudsen vide, da vi mødes på Cannes-festivalen i maj måned. 

Det er to dage efter verdenspremieren på Eddington, den imødesete westernsatire, han har produceret for instruktør Ari Aster. Og den danske topproducent er stadig ved at fordøje filmens blandede modtagelse. 

Den paranoide westernsatire følger en konservativ sherif, der i corona-sommeren 2020 trodser maskepåbud og mindreværd for at udfordre den populære, demokratiske borgmester i en koghed flække i New Mexicos ørken. 

Med Joaquin Phoenix som førstnævnte, Pedro Pascal som sidstnævnte og stjerner som Emma Stone og Austin Butler i småroller var Eddington en af festivalens største tilløbsstykker. For mange kritikere var det også en af de største skuffelser. 

Ekkos stjernebarometer endte med et gennemsnit på blot 1.8, selv om Rasmus Brendstrup siden har taget filmen i forsvar i en femstjernet anmeldelse med ordene: ”Eddington er 145 minutters kulturkamp kogt ind i satire, spænding og slapstickvold. Den er urimelig, voldsom, uafrystelig.” 

Lars Knudsen, der er tilbage i Cannes for første gang, siden han dystede med Andrea Arnolds American Honey i 2016, tager modtagelsen i stiv arm. 

”Cannes er jo en svær festival. Det er noget helt andet end et amerikansk publikum. Når vi viser den i USA, griner folk meget mere. Til sådan en gallapremiere i Cannes er det meget seriøst. De tør ikke grine og sidder bare der i tuxedo uden noget at spise eller drikke!” 

Lars Knudsen mener, at i hvert fald ét segment af anmelderne kan være for nærtagende. 

”På nogle amerikanske anmeldere kan man mærke, at hvis de kan se sig selv i filmen, og de føler, vi er kritiske over for dem, så kan de ikke lide filmen. Men det er en film om USA. Du er nødt til at prikke til alle for at kunne lave den på en ordentlig måde.” 

Ari Aster er meget hård ved sig selv, forklarer Lars Knudsen. 

”Hvis der sker ti gode ting og én dårlig, fokuserer han kun på den dårlige ting. Jeg har altid vidst, at nogle ville elske og andre hade Eddington. Bu skal vi bare finde ud af, hvordan vi kan skabe en debat, så selv folk, der måske ikke vil bryde sig om den, gerne vil se, hvad det er for noget.” 

Telefoner er våben
Eddington skildrer det første corona-år som et kaos af arrige ekkokamre, hvis frustrationer vi stadig døjer med i dag. 

”Det var dér, folks hjerner blev koblet om, og man begyndte at tro på forskellige ting. Og det har holdt ved,” siger Lars Knudsen. 

Joaquin Phoenix’ reaktionære sherif ser sig selv som byens beskytter, men indleder sin kaotiske borgmesterkampagne for, at hans deprimerede unge hustru igen skal fatte interesse for ham. Pedro Pascals sleske borgmester mænger sig med tech-investorer for at lokke et datacenter til byen. På papiret giver det en pengeindsprøjtning, men det vil samtidig udpine lokalmiljøet. 

”Joaquin er som Fox News, mens Pedro er som CNN. De dækker de samme begivenheder, men tolker dem vidt forskelligt. Sådan er USA lige nu. De samme ting præsenteres på radikalt forskellige måder, og hvis du bruger fire-fem timer hver dag på et af de to medier, så er det klart, at du tænker på den måde.” 

Konspirationsteorier bliver til kampagneløfter, og mens sheriffen bliver overrendt af Black Lives Matter-demonstranter efter mordet på George Floyd, halser hans unge hustru efter en viral dommedagsprædikant, der lover en ny begyndelse. 

Alle er klistret til skærmene. 

”Det er en moderne western, hvor mobiltelefonerne er de nye våben. Folk lytter til influencere, som om de er en religion,” siger Lars Knudsen. 

Mødet med Trump-vælgerne
Lars Knudsen ved, hvad han taler om. Han har boet i USA hele sit voksenliv og på stilfærdig vis haft en finger med i spillet på nogle af de mest kunstnerisk interessante amerikanske film siden årtusindskiftet. 

Men han oplevede et kulturchok, da han under Trumps første præsidentperiode flyttede til konservative Florida, en republikansk højborg. 

”Jeg voksede op i Danmark og flyttede derpå til New York. Så jeg har været i min egen boble. Men alt det, jeg troede, var godt, ser folk i Florida som ondt. Jeg troede jo, at ’liberal’ og ’demokrat’ var gode ord, men de ser dem som frygtelige.” 

”Det var terapeutisk for mig at bo sådan et sted. I New York havde jeg været fyldt med frygt, fordi jeg ikke ved, hvem de folk er, der stemmer på Trump. Men nu jeg har boet med de folk, er jeg mere tolerant over for dem.” 

Flytningen skete, da Lars Knudsen var godt i gang med at pege sin karriere i en ny retning. 

Efter at have stået i lære hos den legendariske producer Scott Rudin havde den imødekommende aarhusianer i 2004 stiftet produktionsselskabet Parts & Labor sammen med produceren Jan Van Hoy. 

Det var et hjerteblodsforetagende, der satte nye stjerner som Mike Mills, Kelly Reichardt, Ira Sachs og Robert Eggers på den amerikanske independent-himmel. Men mens instruktørerne gerne gik fra succes i det små til bedre muligheder hos større studier, stod stifterne tilbage med en forretning, de dårligt nok kunne holde oven vande.

Ingen så filmene
Da jeg første gang talte med Lars Knudsen, havde han netop oplevet en sjælden kassesucces med Robert Eggers’ debutfilm The Witch. Han talte begejstret om deres næste projekter sammen. 

Men da instruktøren fulgte op med The Lighthouse, var det uden Parts & Labor. Lars Knudsen forlod selskabet i 2016 og begyndte at vejre muligheden for en ny slags samarbejde. 

Nemlig hvor producer og instruktør slår sig sammen om et produktionsselskab – i samme ånd som Peter Aalbæk og Lars von Triers samarbejde om Zentropa. 

Lars Knudsen fandt sin kreative medsammensvorne i Ari Aster, da de samarbejdede om instruktørens debutfilm Hereditary, der blev et fænomen efter Sundance-premieren i 2019. 

”Det var det perfekte tidspunkt at koble os sammen og lave et selskab. Vi kunne tage det momentum og virkelig bygge ovenpå,” siger han. 

Deres produktionsselskab Square Peg har siden stået bag ikke blot Ari Asters film Midsommar, Beau Is Afraid og nu Eddington, men også iøjnefaldende projekter som Kristoffer Borglis Dream Scenario og Yorgos Lanthimos’ Bugonia. De er ved at markere sig som en væsentlig spiller i den skæve del af den amerikanske branche og samarbejder ofte med den trendy independent-distributør A24. 

”Tidligere tænkte jeg slet ikke over distributionen. Det var noget med et manuskript, vi elskede, et eller andet deprimerende drama. Så lavede vi filmen, som blev vist på en festival og solgt. Men ingen så den, vi tjente ingenting, og så lavede vi én til.” 

Misfits i mainstream
Selv hvis Lars Knudsen er blevet mere opmærksom på økonomien, betyder det ikke, at hans smag har ændret sig. Ambitionen er den samme som altid: at producere filmkunst, som lægger sig uden for den blankpolerede mainstream. 

”Vi vil gerne lave film, der føles som en misfit i et kommercielt marked. Nogle af dem virker, andre virker ikke, men de skal alle være originale og havde noget at sige.” 

For Knudsen gælder det om at pege de stærke idéer i en retning, hvor de også kan tiltrække et publikum. Som et eksempel nævner han den unge nordmand Kristoffer Borgli, der scorede et verdenshit med Nicolas Cage-komedien Dream Scenario, som Square Peg producerede. 

”Det fede ved Borgli er, at hans film har et marketing-hook. For eksempel Nicolas Cage, der dukker op i folks drømme, eller den film vi laver nu med Zendaya og Robert Pattinson, hvor …” 

Han når at stoppe sig selv. 

”Åh, jeg må ikke sige, hvad filmen handler om, men der er et drama, og så er der et twist. Sådan laver man et drama i en tid, hvor ingen gider finansiere dramaer.” 

Broen til Danmark
Lars Knudsen har mange gode idéer. Én, der har rumsteret i mange år, er at vende hjem til Danmark. Eller i hvert fald at placere sig med et ben på hver side af Atlanten. 

I 2013 var han en af initiativtagerne bag Creative Alliance, et selskab der skulle hjælpe dansk talent til at slå igennem i udlandet. Projektet fusede langsomt ud, efter at Lars Knudsen havde produceret Per Flys politiske drama Dobbeltspil. 

Lone Scherfigs newyorkerfilm The Kindness of Strangers, fulgte i 2019, og i 2021 blev Creative Alliance opkøbt af Nordisk Film. 

”Vi havde de her store danske instruktører, som ville lave internationale film. Men det hele afhang stadig af, om Det Danske Filminstitut gav støtte, og de ville aldrig give til mere end én engelsksproget film om året,” forklarer Lars Knudsen. 

”Det var slutningen på mit danske eventyr dengang, men nu starter jeg igen. Jeg betragter ikke de nye projekter som danske, men bare som internationale film. De vil blive finansieret og tænkt på samme måde, som vi laver Ari Asters film.” 

For Lars Knudsen er ambitionen stadig den samme, og han nævner i flæng de instruktører, han er i kontakt med om nye samarbejder. Det er instruktører som Christian Tafdrup (En frygtelig kvinde, Speak No Evil), Magnus von Horn (Pigen med nålen) og Frederik Louis Hviid (De lydløse, Shorta). 

”Der er rigtigt mange!” siger han med et grin. 

”Jeg tror, det er en mulighed at lave et selskab i Danmark, hvor det ikke handler om at få penge fra instituttet, men hvor fokus er på at bygge den bro, jeg prøvede at lave dengang – mellem Europa, Skandinavien og Danmark, og så engelsksprogede film.” 

Den form for indslusning til den internationale branche, som Lars Knudsen ser for sig, styrer uden om den typiske Hollywood-drøm, som danske instruktører som Ole Bornedal og Nikolaj Arcel har forsøgt at indfri. 

”Hollywood forventer, at man som filmskaber indordner sig deres system. Men sådan ser jeg slet ikke på det.” 

Som eksempel nævner han det amerikanske projekt, han er ved at udvikle med broderparret Christian og Mads Tafdrup. 

”Christian og Mads skriver fra København. Det er en film, der foregår i USA, men det kan godt være, vi skal indspille den i Canada. Jeg ved ikke hvor. Men det er ikke noget med, at Christian skal leje et hus i LA og bo i to år og vente på, at nogen ringer.”