Dag 11: Den perfekte sidste film

Selv på halvt blus har den første større filmfestival siden corona-nedlukningen været en ubetinget succes. 

Først og fremmest fordi der ikke er registreret et eneste smittetilfælde på festivalen. Det er en vigtig trøst, når man i elleve dage troskyldigt har båret mundbind fra morgen til aften. Andre filmfestivaler kan med tilsvarende sikkerhedsforanstaltninger pege på Biennalen som forbillede og invitere publikum tilbage. 

For det andet har programmet været alsidigt og interessant, selv uden de helt store engelske og amerikanske trækplastre. Konkurrencefilm som The World to Come kunne let være blevet presset ud af programmet, hvis Hollywood var troppet op med stjernespækkede blockbusterfilm. 

Og for det tredje, fordi det lykkedes festivalen med Alberto Barbera i spidsen at opnå kønsmæssig ligestilling i hovedkonkurrencen uden at gå på kompromis med kvaliteten. Både foran og bag ved kameraet. 

Syge seriemordere
Alex Gibney er en af tidens dygtigste og mest produktive amerikanske dokumentarister, en dygtig filmskaber der går til sine emner med nysgerrighed og skarpsindig indsigt.

I Crazy, Not Insane følger han psykiateren Dorothy Lewis, der gennem en lang karriere har studeret seriemordere og folk med personlighedsspaltninger. Hun er optaget af, hvad der får folk til at dræbe, og det er et emne med en morbid fascinationskraft.

Men Gibney giver ikke efter for stoffets sensationelle potentiale. Han er optaget af det samme som sin hovedperson, men bruger også hendes forklaringer og afvæbnende humor til at tegne et portræt af hende.

Dorothy Lewis motivation til at lære seriemordere bedre at kende er enkel: Hvad nu, hvis offeret var mig?

Men hun har det menneskelige overskud til ikke blot at identificere med offeret, men også med gerningsmanden. Det er et paradoks, forklarer hun, at de mest grufulde forbrydelser også begås af de mest syge mennesker. Og det er et nobelt ærinde at finde forståelse for de mennesker, man allerhelst vil støde fra sig.

Italiensk spredehaglsfarce
Det giver måske næsten sig selv, men italienerne har virkelig kort til Lidoen.

Åbningsfilmen Lacci har de fleste vist glemt igen, og det samme gælder hovedkonkurrencens to nationale håb, The Macaluso Sisters og Padrenostro. Festivalens sidste dag fortsatte i omtrent samme spor med farcen The Predators og det intetsigende drama You Came Back.

Førstnævnte gækker med spredehagl i en ensemblehistorie om to forskellige familier: fascistisk fascinerede gangstere fra underklassen og socialt forstoppede kværulanter fra den kreative klasse.

Den tyndhudede filosof Federico flipper ud, da hans professor ikke vil hjælpe ham med at grave Friedrich Nietszche op, mens den eksplosive våbensmugler Claudio går grassat over, at hans mor bliver frafusket sine pensionspenge.

Federicos forældre og deres venner bytter partnere i det skjulte, og alle gør sig kloge, når de ikke kværulerer. Debutanten Pietro Castellitto skyder med spredehagl, men kunne alligevel hente en manuskriptpris i Horizons-sidekonkurrencen.

Deprimerende slutfilm
Stefano Mordinis You Came Back er mere fokuseret, men bestemt ikke bedre.

Den handler om en byggeingeniør i Venedig, der er ved at etablere en ny familie efter at have mistet sin søn nogle år forinden. Men så bliver han opsøgt af en kvinde, der bor i hans gamle hus og påstår, at hun hjemsøges af den døde dreng.

Sorg kan knuse mennesker og sætte ens fornuft ud af spillet, men det er utroværdigt, hvor hurtigt ingeniøren tilsidesætter sin logiske sans og nye, gravide hustru. Spøgelset bliver aldrig andet end en træt metafor for fortiden, og de koldblå, gråmelerede billeder formår at gøre eventyrbyen Venedig lige så charmerende som en parkeringsplads i Albertslund.

Det er en afslutningsfilm, der sender festivalgæster slukørede hjem. Men så er det godt, at presseagenter i disse digitaliserede tider har forståelse for at travlt festivalprogram og gerne sender links til film, man ikke kunne få billet til.

Seksuel opvågnen
Det føles ikke helt i festivalens ånd at runde af med at se film på en computerskærm.

Men jeg har set Honey Cigar i bidder hen over et par dage, og den er på alle andre måder en perfekt sidste film på årets Biennale, der mere end nogensinde har haft kvinder i fokus.

Det er en sanseligt levende fortælling om Selma. Hun er en syttenårig fransk-algerisk pige, der i 1993 lærer at stå på egne ben og balancere mellem to kulturers meget forskellige forventninger, drevet frem af stolt selvstændighed og brusende hormoner.

”Flot smil,” siger en af Selmas klassekammerater, ”og flotte bryster.”

Symbol på ophav
Det er en indlevende og smertelig ungdomsfilm, der emmer af levet liv. Instruktør og forfatter Kamir Aïnouz – hvis halvbror Karim Aïnouz er en feteret brasiliansk instruktør – er også fransk-algerisk, og man fornemmer, at hun deler ud af sine erfaringer.

Titlen refererer til små delikatesser af filodej, der til en start ser meget falliske ud, men som senere bliver et symbol på hendes algeriske ophav.

Honey Cigar vandt ingen priser, men det vidste jeg ikke, da jeg gik i gang med at se den. Er den blevet dårligere siden?

Nej, ikke det mindste. Årets filmfestival i Venedig bød på mange flere store filmoplevelser, end der er løvestatuetter.