Legends

Legends er en fremragende titel til en serie om smuglere og toldere. Den skjuler nemlig noget.

Selvfølgelig handler Neil Forsyths serie om de legender, deri toldvæsenet – navnløse og uden særlig anerkendelse – arbejdede som undercover-agenter i 1990’ernes Storbritannien.

Deres job var at med at dæmme op for den syndflod af heroin, som tilflød landet.

Tonsvis af det, som på gaden bare hed ”smack”, blev konfiskeret og destrueret, de organiserede kriminelles vilde planer blev forpurret, og et hav af unge menneskeliv blev reddet – takket være den konservative premierminister Margaret Thatchers fokus på problemet. 

Men det var naturligvis slet ikke sket, hvis ikke det havde været for de helt ordinære mennesker, der pludselig blev headhuntet som hemmelige agenter. Og så var det endda slet ikke dem, der i virkeligheden udførte det beskidte og livsfarlige arbejde.

For agenterne havde nemlig alle udviklet dæknavne og dækidentiteter, som skulle udføre de beskidte dele af jobbet. Som en vigtig opgave under den bare få uger lange træning, de blev tilbudt, skulle toldagenterne nemlig konstruere en karakter, en persona, som de så at sige kunne agere i. En ondere og mere brutal udgave af dem selv.

Denne fortælling kaldes i fagjargon en ”legend”. Det er en historie om opvækst, identitet, familie, slægt, som agenten skal kunne fuldkommen udenad, og som på kommando skal kunne lires af.

Hvis det kikser, når vores mand står med det kolde løb fra en pistol presset imod tindingen, er han død. 

Tom Burke giver hovedpersonen Guy en rå og vejrbidt fremtoning. Hans markante, gammeldags opererede læbespalte understreger karakterens hårdhed og gør ham både særpræget og intens at se på. Guy bliver revet ud af sit monotone parcelhusliv og sit otte-til-fire-job som kufferttjekker og kastet direkte ind i en brutal kamp mod en tyrkisk mafia, der planlægger at oversvømme Liverpools underverden med to tons heroin på en gang. 

Tom Burke spiller så godt, at man bliver helt i tvivl, om det er manden eller rollen, der er primitiv som en langarmet gorilla. Men flere andre navne brillerer med virkelig flot skuespil.

Steve Coogan er den kloge og faderlige boss, Charlotte Richie er Guys stærke og stolte baglandskvinde, som også selv er tolder, og Douglas Hodge spiller en kedelig rolle som embedsmand i toldvæsenet med en helt uventet intensitet og karisma.

Endnu bedre er Gerald Kyd, der er født i Sydafrika som barn af græske forældre, i rollen som Mylonas, en bling-bling-smart græsk-cypriotisk mentor udi kriminalitet. Men allerbedst er Johnny Harris, som spiller en narkohandler og far til en søn, der undervejs dør af at tage stoffer. Hans indestængte, men hooligan-engelske, voldsparate macho-raseri er aldrig set bedre på film.

Han er en omvandrende psykopatisk bombe. Men er han faktisk også en good guy? 

Med sin intense spænding igennem seks afsnit med hæsblæsende menneskejagter, vild vold, indblik i flere interessante miljøer og mindeværdige karakterer – baseret på virkelige mennesker – er man nået langt.

Men dertil skal lægges et lækkert lydspor af 1990’er-hits og en interessant brug af farver og kameraarbejde igennem hele serien. 

Nogle steder er farverne tonet ned, så billederne føles grå, selv om de faktisk er kulørte. Her virker serien dokumentarisk og indfanger en 90’er-agtig æstetik. 

Arbejdet med farverne bliver endnu dybere i kostumerne og kulisser, som er lavet i håndplukkede stoffer med jordfarver og dekoreret med douche kulører.

Efterhånden som dramaet spidser til, bliver farverne mere hidsige, indtil de nærmest er grinagtige pangfarver, hvor folk har lysende lyseblå øjne, og en tilfældig T-shirt er omtrent så synlig som en trafikvest fra en skolepatrulje. 

Det lyder fjollet, men det er med til at give en uventet dyb filmisk oplevelse. Har du abstinenser efter mesterværket Adolescence kan du få dulmet nerverne lidt her. Legends er ægte britisk arbejderklasse på speed.