Klar til at nørde? For ellers er du dæleme landet i den forkerte galakse!
The Mandalorian and Grogu er Star Wars-franchisens første biograffilm siden The Rise of Skywalker fra 2019. Men for at forstå den skal vi kaste blikket helt tilbage til den animerede biograffilm The Clone Wars fra 2008.
Denne milepæl fungerede som pilot til den animerede tv-serie med samme titel, som i 2008-2020 blev skabt af Dave Filoni. Snart kom Jon Favreau til som Filonis partner ved roret i Lucas-galaksens tv-produktioner.
De to markerede sig som Star Wars-universets nye kreative kraftcenter med begavede plots og elegant iscenesættelse, der i kvalitet langt overgik franchisens samtidige liveaction-biograffilm.
Blandt andet har de givet os tv-serierne The Mandalorian og The Book of Boba Fett, der i praksis bør ses som én serie, og som nu fortsættes i The Mandalorian and Grogu med manuskripthjælp fra Noah Kloor.
Men behold lyssværdet i bæltet et par linjer endnu, kære læser, for vi er stadig ved at varme op.
Titlen på biograffilmen skal opfattes som et ekko af Ensom Ulv og Hvalp, et japansk mesterværk, som i 1988 blev den første manga oversat til dansk. Før da kendte vi kun filmatiseringerne, og endda kun via det engelskdubbede sammenklip Shogun Assassin.
Mangaens omvandrende lejemorder, der skubber sin søn i en barnevogn fuld af skjulte våben, bliver i Star Wars-universet til den ensomme dusørjæger Din Djarin, der rejser rundt med adoptivsønnen Grogu svævende i en halvkugle.
I folkemunde kaldes Grogu misvisende for Baby Yoda, for de to er af samme race, og begge kan udrette mirakler ved hjælp af Kraften. Men Grogu er blot en pludrende, pilfingret baby.
Din Djarin (Pedro Pascal) er medlem af mandalorian-folket, en krigersekt med meningsløse traditioner såsom aldrig at tage sin hjelm af. Enhver betydningsfuld sætning efterfølges af mantraet ”This is the way!”
Første halvdel af den nye biograffilm er en flot, men også ret traditionel actionfilm. Handlingen foregår ligesom i serien mellem Star Wars-sagaens episode 6 og 7, altså æraen mellem Return of the Jedi (1983) og The Force Awakens (2015), en overgang fra westernagtig samurai-romantik til desillusioneret dystopi.
Og nu må du godt tænde for lyssværdet!
Vi starter i snedækkede landskaber, hvor Din Djarin og Grogu overvinder to Imperial Walkers, de gigantiske kampmaskiner fra The Empire Strikes Back (1980). Det foregår med en tilfredsstillende blanding af ka-pow! og ka-boom!
Derefter hyres Din Djarin af en oprørsleder (Sigourney Weaver) til at opspore mafiabossen Jabbas søn, Rotta the Hutt, på en storbyplanet, hvor vi genkender Martin Scorseses stemme som firearmet hotdogsælger.
Gydernes neonbelyste noir-stemning minder om Blade Runner. Her optræder mandalorianeren som pansret privatdetektiv og følger sporet til en gladiatorarena med frygtindgydende kombattanter. De slipper løs og angriber publikum, mens Din og Grogu jager Rotta gennem storbyens nu monstermyldrende trafikkaos, et af filmens mest hæsblæsende højdepunkter.
Jeremy Allen White lægger stemme til den overraskende sympatiske Rotta, der nu hjælper vores helte med at opspore en militærleder (Jonny Coyne) i en Ørneborg med stormtroopers i stedet for nazister. Filmens første halvdel kulminerer med yderligere ka-pow! og ka-boom!, og var det alt, havde den kun fået fire stjerner.
Filmen introducerer nu en djævelsk lejemorder med bred, asiatisk hat, der er endnu et nik til filmens mangarødder. I det hele taget får filmens visuelle udformning herfra en malerisk kraft, der sammen med en injektion af mytologiske motiver hæver den fra action-brøl til episk drama.
Sidste halvdel foregår på en jungleplanet, hvor yderligere to medlemmer af Hutt-klanen holder hof. Din Djarin angribes af et gigantisk havuhyre og fremstår i sin rustning som selveste Sankt Jørgen i kamp mod dragen. I et efterfølgende spidsrodsløb gennem junglefaunaens dødsfælder løfter Ludwig Göranssons innovative musik filmen en ekstra tak mod tinderne.
Da Din besvimer i skovbunden, dødeligt såret, går tiden i stå omkring den himmelsendte frelser, hvis eneste håb er hans lille ledsager, omgivet af ildfluer og passende klædt i en munkekutte.
Dog er der mere eksplosiv action i vente med kamprobotter, dødsfjender og hvirvlende rumskibe.
Til allerslut – det tør jeg godt røbe – får pilfingrede Grogu lov at trykke på den hvide hyperdriveknap, hvorved rumskibet med et smæld slynges fremad gennem en tunnel af galaktisk lys. For enden venter nye eventyr, og vi ved alle præcis hvor og hvornår: For længe siden i en fjern, fjern galakse…
This is the way!
facebook
twitter
Kommentarer