Nyhed
04. juni 2024 | 16:11

Den sorte svane er et gigantisk hit

Foto | Wingman Media

Rockeren Fasar Abrar Raja taler muntert om sit torturkammer og et mord, han skal begå i Pakistan, over for TV 2’s muldvarp Amira Smajic i de hemmelige optagelser fra Den sorte svane. 

Næsten to millioner mennesker har set første afsnit af TV 2’s dokumentarserie, der er lykkedes med at gøre økonomisk kriminalitet interessant for danskerne.

Af Frederik Hoff

Den sorte svane satte gang i en lavine af overskrifter allerede inden sin premiere i tirsdags, og TV 2’s dokumentarserie i fem afsnit er lynhurtigt blevet talk of the town.

Det afspejler sig i seertallene, for ifølge Ekstra Bladet har hele 1.859.000 streamet første afsnit, mens 1.704.000 har streamet det andet.

Til sammenligning plejer de allermest populære underholdningsprogrammer kun akkurat at snige sig op på én million seere.

Selv om optrævlingen af systematisk økonomisk kriminalitet på papiret kan lyde tungt, har Mads Brügger og de andre kræfter bag dokumentaren formået med vilde afsløringer og stærke fortællegreb at gøre stoffet relevant for danskerne.

”Vores undersøgende journalistik har formået at sætte en stor dagsorden. Det har været og er fortsat et komplekst projekt, hvor vi hele tiden har vejet sikkerhed og væsentlighed over for hinanden,” skriver redaktionschef i TV 2 Dokumentar, Michael Nørgaard, til Ekstra Bladet og fortsætter:

”I det lys er vi glade for, at vi har samlet danskerne til en fem timer lang dokumentarserie om væsentlige samfundsforhold. De vigtige historier er grunden til, at vi er her”.

Torturkammer
Mads Brügger er også redaktør for mediet Frihedsbrevet, der allerede i 2021 begyndte at udsende et nyhedsbrev om den kriminelle underverden. Skribenten bag var en anonym insider i miljøet med pseudonymet ”Den sorte svane”.

Dokumentarserien Den sorte svane følger erhvervsjuristen Amira Smajic, der i en årrække har arbejdet med hvidvask sammen med rockere, men også respekterede advokater og erhvervsfolk.

Hun genåbner sit advokatkontor og inviterer nye og gamle forbindelser på visit, mens skjulte kameraer og mikrofoner optager alskens inkriminerende udtalelser.

Rockeren Fasar Abrar Raja taler muntert om sit torturkammer og et mord, han skal begå i Pakistan, mens erhvervsmanden Martin Malm blærer sig med sit unikke hvidvasksystem for åbent kamera.

Drømmekilde
Dokumentarens store succes var ikke givet på forhånd. Selv om Smajic på mange måder er en drømmekilde, viste hun sig også at volde problemer.

Det kom nemlig frem, at juristen under optagelserne holdt dele af sit virke skjult for produktionsselskabet Wingman Productions og TV 2, og ifølge serien har hun tilsyneladende fortsat med kriminel aktivitet.

Smajic forsøgte i by- og landsretten at få nedlagt fogedforbud mod at vise dokumentarserien, men uden held.

Aftenen før premieren forsøgte topadvokaten Nicolai Dyhr også at få nedlagt fogedforbud mod de skjulte optagelser af ham. Han siger i programmet, at han er villig til at lukke øjnene for økonomisk kriminalitet, hvis man udpeger ham som kurator for sit konkursbo.

Ålerusemetoden
Nicolai Dyhrs anmodning om fogedforbud blev fredag afvist af Retten i Odense. Samme dag blev han afsat som kurator for alle de 58 konkurssager, han stod for i Sø- og Handelsretten.

Han er også fratrådt som partner i selskabet Horten.

Nicolai Dyhr har ellers forsøgt at klare frisag ved at hævde, at han blot benytter den såkaldte ålerusemetode – som ifølge ham skulle være anerkendt – hvor han vinder konkursramte direktørers tillid for senere at kunne afsløre eventuelle ulovligheder.

I podcasten Q&CO kom han med et andet forsvar. I den periode, hvor de skjulte optagelser til dokumentarserien blev optaget, var han ramt af en personlig tragedie, da hans daværende kærestes søster blev dræbt. Og derfor ikke ved sine fulde fem.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko