Det program er uhelbredeligt sygt

Jeg er nødt til at markere, at jeg ikke er lytter af det såkaldte sladderprogram Det, vi taler om. Det strider i sin form mod en grundlæggende etik, som jeg er tilhænger af både i livet og journalistikken. Måske handler det ganske enkelt om værdier, dannelse og opdragelse.

Hvis jeg er løbet ind i programmet, enten da det oprindelig blev sendt på Radio 24Syv, eller da det skiftede til B.T. og Podimo for at ende på Radio IIII, har jeg meget hurtigt skiftet kanal, når jeg først har fornemmet stemningen og formålet.

Det er næsten sket med en flovhed – var der nogen, der så mig?

Det støder mig ganske enkelt, at vi bruger fællesskabets penge på at snage i andres liv på et grundlag, der ligefrem fremhæves som rygtebaseret og meget sjældent er væsentligt.

Indforstået selvovervurdering
Jeg bliver stødt, når programmet bringer et sammensurium af rygter og fakta om mere eller mindre kendte menneskers liv og skæbne i cirkulation.

Ikke mindst fordi det sker med en tone af grin og lidt selvsmagende og selviscenesættende kommentarer, der serveres af et panel bestående af mere eller mindre kendte mennesker, der i situationen oser af en indforstået selvovervurdering. Som om de kollektivt formår at bilde sig selv ind, at de laver noget vigtigt.

Her fremhæves det, at dagens program blandt andet har handlet om, at Karsten Ree ”har smadret sin sportsvogn i et solo-uheld (…). Vi lovede at lægge billeder og links op (…)”. Og så er der et billede af en forulykket sportsvogn.

Hvis man undersøger historien lidt nærmere, er der tale om en tragedie. Manden er kørt galt, er alvorligt kvæstet og blevet hentet af lægehelikopter.

Dermed er programmet præmis meget præcist opfyldt. Det lyder i lanceringen af udsendelsesrækken: ”Ingen bliver skånet, og intet forbliver usagt.”

Hvordan kan et trafikuheld med alvorlige kvæstelser blive til underholdning?

Det besynderlige er, at mange af panelets deltagere ellers normalt er både kompetente og dygtige, men her – under ledelse af Ditte Okman – lader sig bruge i en usmagelig sammenhæng.

Jeg har det endnu værre med hele den kultagtige relation, jeg som lytter mærker mellem Ditte Okman og hendes panel. Jeg får oplevelsen af, at panelet primært skal bekræfte værten.

Vi griner med chefen
Du kender sikkert fornemmelsen, når nogen griner med chefen, selv om der ikke er sagt noget sjovt.

Sådan har jeg det, hvilket efterlader spørgsmålet: Hvorfor deltager panelets gæster? Svaret må være, at de vil vedligeholde deres profil som kendte og åbenbart ikke bekymrer sig om prisen.

Alt er således usmageligt.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Ligesom jeg ikke forstår, hvorfor der ikke er en ansvarlig redaktør, der for længst har stoppet programmet.

Nu stopper Ditte Okman og Det, vi taler om på Radio IIII, hvilket åbenbart er et anliggende for hele medie-Danmark.

Her mandag morgen beskæftiger P1 Morgen sig igen med begivenheden. Det sker imellem indslag om, at Alternative für Deutschland marcherer frem i Tyskland og Danmarks statsminister og udenrigsminister er i USA for at underskrive en aftale om Grønland, som den amerikanske præsident har truet med at overtage.

Ditte Okman har ganske enkelt etableret sig som et fænomen, der i al sin uvæsentlighed er blevet væsentlig, i hvert fald for medier med hovedsæde i København, hvor redaktionerne genkender deltagerne i sladderpanelet fra diverse fredagsbarer.

I fredags fortalte Ditte Okman grædende i sladderprogrammet, at hun stopper, fordi hun er blevet syg af at arbejde på radiostationen.

”Jeg har været syg, og jeg er faktisk stadigvæk syg. Mere specifikt, så er jeg desværre blevet syg af at gå på arbejde her på Radio IIII, og derfor bliver det også det sidste afsnit af Det, vi taler om her på Radio IIII,” sagde hun – citeret fra en DR-artikel.

Hun gik et skridt videre i detaljegrad.

”Jeg har måttet få en sygemelding fra min læge, og radioen har modtaget en bekymringshenvendelse fra min psykolog, som radioen selv har betalt for, fordi jeg er blevet sat i situationer, hvor jeg har følt mig utryg og utryg ved den måde, man bruger sine medarbejdere eller gæster på,” sagde hun.

Det er selvfølgelig trist, og jeg håber, Ditte Okman snart bliver rask igen. Men i overensstemmelse med tonen og metoden i programmet, var der ikke kilder fra Radio IIII, der fik mulighed for at kommentere kritikken.

Skinmanøvre
Modspillet og nuancerne kom, da P1 lørdag morgen kastede sig over sagen. Her fortalte chefredaktør på Radio IIII Nikolai Thyssen, at årsagen til Ditte Okmans beslutning er en ”uoverensstemmelse” om en kommende podcast.

Radiostationen har besluttet at lave en podcast i forlængelse af et indslag i Radio IIII-programmet Vi ser på det, hvor vært Mikkel Lind Sorgenfrey og gæsten Ditte Okman griner, mens de afspiller et klip med Rasmus Lund-Sørensen, som har cerebral parese.

Som en slags redaktionel korrektion og bodsgang har Radio IIII besluttet at gøre klippet, der i dag er taget ud af programmet, til en del af en dækning om, hvordan det er at leve i Danmark med et handicap.

”Det er en podcast, der kommer til at tage afsæt i den fejl, vi laver i det program, vi sender ud, og som vi er ansvarlige for som radiostation,” forklarede Nikolai Thyssen.

”Vi er en public service-station, og vi er forpligtet til at reflektere over de fejl, vi har lavet,” konstaterede han.

Det lyder måske helt korrekt og ærværdigt, men ligner mere en skinmanøvre, der dækker over et centralt spørgsmål.

Hvorfor i alverden er Det, vi taler om overhovedet noget, vi taler om og lytter til. Hvorfor har Radio IIII, som en statsfinansieret station, valgt at promovere og udbrede et program, der fremstår så grundlæggende usympatisk?