DR har gjort min far til en parentes

Da DR’s dokumentarserie Det danske filmmirakel, specifikt afsnit fem Da tv blev fint, for nylig fik premiere på DRTV, sad jeg tilbage med en overvældende følelse af uretfærdighed.

Serien efterlod mig med en fornemmelse af at være vidne til, at et vigtigt kapitel i dansk tv-historie blev skrevet ud af historien.

Som datter af tidligere dramachef Ingolf Gabold (1942-2025) har jeg naturligvis en personlig aktie i sagen. Men denne kritik rækker langt ud over det familiære.

Min far er i dokumentaren stort set udeladt. Han er blevet gjort til en parentes i tv-dramaets historie. Som om succesen bag de serier, der samlede hele Danmark og vandt de allerførste Emmy-priser, opstod uden hans deltagelse.

Lad mig slå fast med det samme, at dette ikke er en negligering af alle de mange fantastiske forfattere, instruktører og kreative kræfter, der skabte DR’s dramasucceser.

Ingolf skabte på ingen måde serierne alene. Men han var dramachef fra 1999 til 2012, og han stod med de store visioner ved roret, da DR Drama blev en international magtfaktor.

Afprøvede nye formater
Det var under hans ledelse, at serier som Rejseholdet, Nikolaj og Julie, Krøniken, Ørnen, Livvagterne, Forbrydelsen, Borgen og Broen blev skabt.

Det arbejde og den vision, som Rumle Hammerich startede, med at hente talenterne fra Den Danske Filmskole ind til, overtog, institutionaliserede og forfinede Ingolf i et mangeårigt, tæt samarbejde med blandt andre producer Sven Clausen.

Sideløbende med de store søndagssucceser insisterede han på et helt andet spor, som handlede om mindre kommercielle produktioner. Her var den kunstneriske frihed ikke underlagt kravet om et stort seertal, og det betød, at man kunne lave langt smallere og mere eksperimenterende ting.

Han gav plads til, at instruktører kunne afprøve nye, rå formater, hvilket banede vejen for miniserier som Jacob Grønlykkes Den serbiske dansker, Ole Christian Madsens Edderkoppen, Per Flys Forestillinger og Hella Joofs Album.

Persona non grata
At den kunstneriske kompromisløshed bar frugt, vidner rækken af store priser om – fra de hjemlige tv-priser til tunge internationale hædersbevisninger som Prix Italia, Fipa d’Or og priser ved festivalerne i både Monte Carlo og Schweiz.

Det var Ingolf, der som chef holdt hånden over projekterne. Det var ham, som navigerede strategien og tog de interne slagsmål med økonomiafdelingen, når han kæmpede for de kreatives frihed og projekternes overlevelse.

Om udeladelsen i dokumentaren skyldes mangelfuld research, redaktionelle fravalg eller noget helt andet, ved jeg ikke. Men fakta er, at hans udtalelser om serien 1864 skabte en politisk storm i 2016. Hans enorme politiske uvilje og bekymring for, hvad Dansk Folkeparti stod for, endte med, at han gav et skæbnesvangert interview, der resulterede i, at DR og stort set hele tv-branchen tog afstand fra ham.

Ingolf var et sammensat menneske. Han var kærlig, inspirerende og begavet, han kæmpede altid kompromisløst for de mennesker og de projekter, han troede på. Han var også en kolerisk bulderbasse, han bar nag og var stædig i en grad, der ikke altid tjente ham vel.

Uanset hvordan han var som person, er resultatet af DR’s udeladelse det samme. Når DR lader en mand, der har stået i spidsen for deres mest betydningsfulde kultursucceser i over et årti, forsvinde i den blå luft, efterlader det en historisk unøjagtighed.

Det sender et signal om, at man skal passe på, hvad man siger, hvis man ikke vil ende som persona non grata.

Hjerteskærende
Ingolf er her ikke længere, så for ham personligt betyder det ingenting. Men det betyder noget for den samlede fortælling om dansk tv-drama. Kan en public service-institution tillade sig at formidle sin egen historie uden overhovedet at nævne den dramachef, der sad ved roret?

Kan man bare lade, som om et menneskes livsværk ikke har fundet sted, fordi efterspillet efter et interview blev komplekst?

Og hvis vi accepterer, at historiske dokumentarer overser de centrale skikkelser, så snart fortællingen bliver besværlig, ender eftertiden så ikke med en flad, mangelfuld og uærlig fortælling om vores fælles kulturarv?

Personligt synes jeg, at en institution som DR bør holde sig for god til den slags sløseri eller endnu værre: censur.

Og tilbage til skribenten, mig, Ingolfs datter. Ja, selvfølgelig er det hjerteskærende at se sin elskede far blive klippet ud af sit eget livsmanuskript.