Nyhed
11. dec. 2020 | 13:28

Dune-instruktør langer ud efter Warner Bros.

Foto | Warner Bros.
Josh Brolin (tv.) og Timothée Chalamet spiller to af hovedrollerne i den stort anlagte filmatisering af sci-fi-historien Dune.

”Warner Bros. har muligvis dræbt Dune-franchisen,” skriver Denis Villeneuve i en voldsom kritik af beslutningen om at give hans film streamingpremiere samtidig med biografvisning.

Af Nicki Bruun

Christopher Nolan var først ude med kritik af beslutningen om, at næste års film af Warner Bros. kommer på streamingtjenesten HBO Max i USA samtidig med biografpremieren.

Nu melder instruktøren, der har lavet den største film i Warners simultanpremiere: Dune, sig ind i koret.

Og Denis Villeneuve holder sig ikke tilbage, når han i branchemediet Variety selv skriver en voldsom kritik af Warner Bros.’ moderselskab, telegiganten AT&T, der også ejer HBO Max.

”Med den her beslutning har AT&T kapret et af de vigtigste og mest respekterede selskaber i filmhistorien. Der er absolut ingen kærlighed til film eller publikum i det,” skriver Denis Villeneuve.

”Fordi HBO Max indtil videre har været en fiasko, har AT&T valgt at ofre alle Warner Bros.’ film i 2021 i et desperat forsøg på at fange publikums opmærksomhed.”

Taget livet af Dune
Denis Villeneuve slår i sin tekst for Variety et slag for, at biografoplevelsen er økonomisk nødvendig, samtidig med at den kunstnerisk er meget mere givtig end at se film på streaming.

”Streamingtjenester er en god og stærk tilføjelse til film- og tv-branchens økosystemer. Men jeg vil have publikum til at forstå, at streaming ikke alene kan opretholde filmbranchen, som vi kendte den før covid-19,” skriver instruktøren.

”Streaming kan byde på stærkt indhold, men ikke film på størrelse med Dune. Beslutningen fra Warner Bros. betyder, at Dune ikke får en chance for at præstere økonomisk og tjene sig hjem, og pirateri vil få en sejr. Warner Bros. har muligvis dræbt Dune-franchisen,” fortsætter Denis Villeneuve.

Instruktøren er hæderkronet for film som Blade Runner 2049, Arrival og Sicario, men med Dune har han efter eget udsagn lavet sit magnum opus.

Dune er uden tvivl den bedste film, jeg nogensinde har lavet. Mit hold og jeg brugte mere end tre år af vores liv på at gøre den til en unik oplevelse foran et stort lærred. Filmens billeder og lyd er nidkært designet til at se i biografen,” skriver instruktøren og fortsætter:

”Film i biografen handler om mere end forretning. Det er en kunstform, der bringer folk sammen, fejrer menneskelighed og øger vores forståelse for hinanden – det er en af de sidste kunstneriske, fælles oplevelser, vi deler som mennesker.”

Modreaktion på vej
Mens Denis Villeneuve ligesom Christopher Nolan ikke holder sig tilbage i kritikken, er andre af tidens store filmskabere lidt mere afmålte i deres reaktion.

Patty Jenkins har for Warner Bros. instrueret Wonder Woman 1984, der får eksklusiv biografpremiere i Danmark, men i USA kommer på HBO Max samtidig med biografpremieren.

I en samtale med filmskaber-kollegaen Aaron Sorkin – hvis The Trial of the Chicago 7 blev solgt til Netflix – siger hun, at der vil komme en modreaktion til tendensen.

”Nogle filmstudier vil være kloge nok til at gå i en anden retning, og de store instruktører vil gå derhen, mens biograferne vil fokusere på deres film,” siger Patty Jenkins, der netop er blevet annonceret som instruktør på Star Wars-filmen Rogue Squadron for Disney.

”Hvis studier meddeler, at de slår streaming- og biografpremiere sammen, går filmskabere til de studier, som lover ikke at gøre det.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko