”Straf filmselskaber med dårligt arbejdsmiljø”

”Kære producenter. Vi skriver til jer, fordi vi er blevet opmærksomme på, at der stadig er nogle store problemer i vores allesammens elskede filmbranche.” 

Sådan starter et brev, som 415 personer i den danske filmbranche har skrevet under på. 

Blandt underskriverne finder man skuespillerne Bodil Jørgensen, Marie Bach Hansen, Ellen Hillingsø og Emma Sehested Høeg, fotografen Morten Søborg, designeren Jim Lyngvild og instruktørerne Charlotte Sieling, Birgitte Stærmose, Nikolaj Steen og Kristian Håskjold.

Bag brevet står Emilie Nordentoft, der i tyve år har arbejdet som scenograf i film- og teaterbranchen, blandt andet på tre Far til fire-film og senest Buster Oregon Mortensen. 

Hun er sammen med skuespiller Dorte Rømer og kostumier Pia Myrdal initiativtager til en opsang til filmbranchen, som har udmøntet sig i et to sider langt brev.

Det henvender sig først og fremmest til landets producenter, der står bag de mange hæderkronede film og serier, som hvert år kommer ud af Danmark. Men også førende tv-stationer som DR og TV 2 samt landets største uddannelsesinstitution, Den Danske Filmskole, bliver bedt om at leve op til deres store ansvar som modtagere af støttekroner fra de danske borgere. 

”Det startede, da jeg var ansat på en reklamefilm. Her oplevede jeg, at en ung kvinde på produktionen ikke fik mulighed for at gøre sit arbejde ordentligt. Alligevel råbte instruktøren hende ind i hovedet. Hun blev meget ked af det, men samtidig sagde hun, at det måske var meget godt. For det kunne gøre hende lidt mere hårdhudet,” fortæller Emilie Nordentoft.

”Men jeg svarede, at der intet er galt med hende. Ingen skal blive behandlet på den måde. Og efter tyve år i branchen vil jeg ikke længere være tavst vidne til den slags, så jeg har valgt at starte mit eget produktionsselskab og samtidig lave en underskriftsindsamling.”

Gråzone af frygt
Det grundlæggende problem i den danske filmbranche er ifølge Emilie Nordentoft, at der er en gråzone, hvor man hverken kan henvende sig til sit fagforbund eller politiet, når man oplever grænseoverskridende adfærd.

At blive råbt i hovedet er ikke direkte ulovligt og derfor uden for politiets område. Samtidig har Emilie Nordentoft erfaret, at det heller ikke er noget, fagforeninger tager sig af. 

Da den 42-årige scenograf gik i brechen for en kollega, der blev behandlet dårligt af et filmselskab, oplevede hun selv at blive gjort til skydeskive. 

”Jeg fik galoperende stress og ringede til mit fagforbund FAF, hvor jeg brød grædende sammen. Juristen var meget venlig, men hun kunne ikke hjælpe mig. Så talte jeg med andre folk i branchen. De begyndte at fortælle mig deres historier, som var meget værre end det, jeg selv havde oplevet. Det syntes jeg ikke, at jeg kunne sidde overhørig,” fortæller Emilie Nordentoft. 

Hun oprettede en Facebook-gruppe for at skabe opmærksomhed omkring problemet, og lynhurtigt fik gruppen flere hundrede medlemmer. 

”Det blev meget tydeligt, at der er et udbredt problem, men fok har været bange for at stå frem. Det kan være en ubegrundet frygt, men der er i filmbranchen en følelse af, at man ikke må sige fra. For så får man ikke flere job, og karrieren bliver ødelagt,” siger Emilie Nordentoft. 

Hun håber, at hun ved at stå frem kan inspirere andre til at følge hendes forsøg på at ændre filmbranchen. 

”Vi skal have gjort op med en kultur, som har fået lov at herske i vores elskede branche. Det har ikke altid været med vilje, men indimellem har det mindet om Det Vilde Vesten.” 

”Chikane, mobning, trusler, stress og ulykker er blevet en del af hverdagen, uden at nogen har skredet ind. Filmbranchen er en speciel størrelse, og man kan nemt gemme sig på en produktion. Og selv om alle burde erklære sig enige i vores brev, er angsten udbredt og virkeligheden derfor en anden. Det skal vi have ændret på.” 

Knækker halsen
#MeToo-bevægelsen startede i filmbranchen, da den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein blev fældet i 2017. Siden har opgøret med dårlig adfærd og deciderede overgreb bredt sig til mange dele af samfundet. 

Men Emilie Nordentoft savner stadig, at der for alvor bliver gjort op med et system, hvor der ofte er et så stort misforhold mellem drømmen om at skabe filmkunst og den økonomiske virkelighed, at det kræver store ofre af det arbejdende folk. 

Det betyder nemlig, at man hele tiden er nødt til at løbe hurtigere for at få tingene til at hænge sammen. Filmoptagelser skal i dag klares på færre uger end før, og presset siver ned gennem en produktion. 

”Der er ofte en kæmpe diskrepans mellem, hvad producenten har af penge, og hvad instruktøren og fotografen stræber efter at lave. Med for få penge til ambitionerne bliver filmarbejderne en lus mellem to negle,” fortæller Emilie Nordentoft. 

”Man kan ikke gå i Irma og sige: ’Jeg vil have jeres dyreste flaske whisky, men jeg har kun 25 kroner.’ Det kommer man ikke langt med, men den holdning har jeg tit oplevet i filmbranchen.” 

– Er der noget galt med store ambitioner og at ville lave en flot film? 

”Nej, men pengene skal følge med. Man kan ikke lave et historisk kostumedrama, hvis scenografi-budgettet er på 400.000. Så knækker man halsen. Det kan kun lade sig gøre, hvis folk stopper med at sove, men vi skal jo også leve og passe vores børn. Så det nytter ikke noget at skulle gå fra con amore-produktion til con amore-produktion. Det brænder man ud på.” 

– Og hvad så, hvis det ikke er muligt at skaffe pengene? 

”Så må man jo sænke ambitionsniveauet og lavede det muliges kunst, indtil det andet bliver muligt. Der er masser af penge i denne verden, og hvis man arbejder hårdt nok, skal man nok skaffe dem.” 

”Producenterne har som bossen i firmaet det overordnede ansvar. De skal sige til distributørerne: ’Nej, vi kan ikke lave det for to ører.’ Og det skal en institution som DR og de andre distributører, der har magt og ansvar, også forholde sig til. Det handler om penge og grådighed, og så er det helt grundlæggende en opfordring til at kræve bedre forhold.” 

Et særligt ansvar
Den danske filmbranche lever kun takket være offentlig støtte, men samtidig er den drevet af private, der har et hensyn til deres egen økonomi at forholde sig til. 

Det er en af grundene til, at samtalen ofte forstummer, når det er nødvendigt at italesætte dårlig opførsel, mener Emilie Nordentoft. 

Producenter og andre i magtfulde stillinger er ifølge initiativkvinden nemlig mere interesseret i at få produktioner til at køre gnidningsfrit end at tage fat om problemets rod. 

”Producenten har ligesom bossen i andre private firmaer en økonomisk interesse. Men i modsætning til mange andre brancher er filmproduktion massivt statsstøttet. Det er mine og dine skattekroner,” siger Emilie Nordentoft. 

Scenografen mener, at man derfor bør kunne stille krav om, at producenterne forvalter skattekronerne ordentligt. Hun har fået et møde med Socialdemokratiets kulturordfører Kasper Sand Kjær. 

”Jeg vil gerne tale med politikerne om muligheder for at lave en bedre lovgivning på området. Producenterne skaber deres formue for offentlige midler, og der hviler efter min mening et ekstra ansvar på dem. Lever de ikke op til det, bør staten kunne kræve, at pengene bliver betalt tilbage.”

Hykleriet
Emilie Nordentoft foreslår også, at der i filmbranchen oprettes en whistleblower-ordning, hvor filmarbejdere uden risiko kan fortælle, hvad de er ude for, og hvor sagerne kan blive undersøgt. 

Et andet forslag er at lave en slags smiley-ordning for produktionsselskaber, som både filmarbejdere og publikum kan tjekke. 

For scenografen mener, at der er en grad af hykleri i den danske filmbranche. Filmene og serierne er fulde af humanistiske budskaber, men ifølge Nordentoft bliver de ikke efterlevet i praksis. 

”Det er paradoksalt, at vi laver film, der ofte handler om, at man skal behandle hinanden godt. Måske var det på tide, at det også bliver virkeligheden bag kameraet!”