Uskyldstabet
28. maj 2018 | 10:35

Leder: En anden tid

Foto | Nils Vest
I biografen Colosseum på Nørrebro var der plads til alt slags publikum, og nogle af dem kom for at se voksenfilmen Skolepigesex for viderekomne.

1970’ernes frisind tilbød et skalkeskjul for seksuelle overgreb på børn, men hvis man vil have svar ud af overgrebsmændene, er man nødt til at stille spørgsmål og lytte.

Af redaktionen / Ekko #78

Det var en anden tid. I billetkøen til Nørrebro-biografen Colosseum stod børnefamilier side om side med regnfrakkeklædte mænd, der skulle ind
 og se Skolepigesex for viderekomne.

Børnepornobladet Lolita lå frit fremme på hylderne i velassorterede kiosker, Pædofilgruppen var en lovlig lobby-organisation, og SF’s respekterede ordfører Ebba Strange advokerede i 1975 for, at man helt fjernede den seksuelle lavalder.

Det var en anden tid, også i dansk ungdomsfilm. Frisindet banede vejen for, at unge kunne have sex på lærredet. Med hinanden, med voksne, ja, sågar med mor, som når den unge hovedperson i Mig og Charly går i seng med Ghita Nørby.

Den seksuelle frigørelse skabte en guldalder for genren, men det var også et eldorado for mænd med andet end reelle hensigter.

Lasse Nielsen og Ernst Johansen var instruktører, men de var også børnelokkere. I stedet for fedtede bolsjer på legepladsen lokkede de med filmroller. Og det blev først en sag for politiet, da en femtenårig pige sprang ud foran S-toget
 og afslørede Johansens overgreb i sin efterladte dagbog.

Den historie fortalte Ekko i forrige nummer. Bagefter kom en TV 2-dokumentar og en artikelserie i Politiken med gribende beretninger fra
 en række af ofrene. Men selv om journalisterne havde arbejdet i flere år, fik vi meget lidt at vide om gerningsmændene. Man havde forsøgt at lokke Lasse Nielsen i en fælde ved at simulere positiv interesse og skjule det reelle ærinde. Det gennemskuede han og trak sig.

I forhold til Ernst Johansen blev et af ofrene brugt som lokkedue, hvilket gav sensationelle tv-billeder 
i bedste – eller værste – Operation X-stil, men ikke meget mere.

Det lykkedes Ekko at få Lasse Nielsen i tale. Vi spillede med åbne kort, og igennem tyve timers samtaler åbnede han sig langsomt. Han indrømmede at have haft sex med en række af sine unge skuespillere, og han fortalte blandt andet historien om Bjørn fra La’ os være, der døde nogle og tyve år gammel af en overdosis.

Politiken beskyldte Ekko for mikrofonholderi, og producenten af TV 2-dokumentaren påstod sågar, at Lasse Nielsen selv havde bestilt interviewet. Intet kunne være mere forkert.

Men i modsætning til den moralske kampagnejournalistik, som har karakteriseret begge mediers dækning, forsøgte vi at skabe en balance mellem fordømmelse og forståelse. Vi gav god tid, vi lyttede og stillede de intime spørgsmål, man aldrig når til, hvis man starter med at lyve eller angribe. Og de svar, vi fik, var åbenbart også så interessante, at både Politiken og TV 2 citerede interviewet.

Ja, det var en anden tid. Og det er uden tvivl en del af forklaringen på, at disse overgreb kunne ske. Men det er ingen undskyldning. Man gjorde børn fortræd.

Kommentarer

Ekko #78

Lederen i det aktuelle magasin, hvor Ekkos holdning til sagen mod Lasse Nielsen og Ernst Johansen opsummeres.

Det nye nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

© Filmmagasinet Ekko