Europas fremtid afgøres også af fortællinger

Når man i denne tid taler om Europas fremtid, kredser samtalen ofte om geopolitik, forsvarsbudgetter, og hvad der skal til for at klare sig i en mere uforudsigelig verden. Vores fælles sikkerhed er blevet det helt store omdrejningspunkt.

Det er en nødvendig diskussion.

Men midt i de konkrete reaktioner på forandringer, risikerer vi at overse noget mindre håndgribeligt, men alligevel helt afgørende: fortællingen om Europa og den fælles kultur, der forbinder os. Ikke kun som stater, men også som mennesker.

Europa befinder sig i den største brydningstid i generationer. Den verdensorden, vi har kendt siden afslutningen på Den Kolde Krig, er ved at smuldre.

Presset vokser fra både øst og vest, og autoritære strømninger og nationale egoismer udfordrer ikke blot Europas politiske samarbejde, men også selve forestillingen om et europæisk fællesskab.

I en tid, hvor disse kræfter truer med at splitte os, er det afgørende at styrke det, der binder os sammen. Ikke kun gennem traktater og institutioner, men også gennem kultur.

Europas sammenhold afgøres ikke alene af politiske beslutninger. Den afgøres også af, om europæere fortsat oplever, at de tilhører et fælles rum – kulturelt, sprogligt og mentalt.

Udfordringen fra algoritmer
Kultur skaber forbindelser. En film, en bog eller et stykke musik kan åbne for en forståelse, som ingen politisk erklæring kan fremelske. Når vi deler vores fortællinger, opstår der et ”vi” – en samhørighed, der rækker ud over nationale skel.

Forholdet mellem Danmark og Tyskland er et godt eksempel. Vores lande er tæt forbundne historisk, økonomisk og kulturelt. Millioner af mennesker krydser hvert år grænsen.

Det sker, når tyske familier bosætter sig i Danmark, eller når unge danskere tager et år i Berlin, Hamborg eller München. Det sker, når vi arbejder, studerer, rejser eller på anden måde går på opdagelse i hinandens lande.

Og det sker, når tyske film og serier vækker genklang hos de danske publikummer. Men forbindelsen kan ikke tages for givet. Den skal plejes og have næring – også kulturelt.

For vi lever i en global medievirkelighed domineret af få, meget store aktører. Streamingplatforme og algoritmer favoriserer fortællinger, der er udviklet til et globalt massepublikum. Det er fortællinger, der kan være både stærke og vedkommende, men hvis de står alene, risikerer europæiske erfaringer og perspektiver at træde i baggrunden.

Kendskab er afgørende
Europæisk film og fortællekunst udspringer af traditioner, historiske erfaringer, sociale spændingsfelter og demokratiske samtaler, som ligner vores egne. Når vi møder historier fra vores nærområde, genkender vi dilemmaer, relationer og værdier. Vi spejler os i hinanden, og vi forstår hinanden bedre.

Det handler ikke om at vende sig væk fra verden. Tværtimod. Et åbent Europa er et stærkt Europa. Men åbenhed forudsætter, at man har et sikkert ståsted. Uden kendskab til vores egne og hinandens kulturer risikerer vi at blive fremmede for hinanden.

Med det kendskab bliver den i stedet et møde mellem ligeværdige stemmer.

Derfor bliver kulturelle mødesteder vigtigere, end de har været i årtier. Festivaler, udvekslinger og samarbejder skaber rum, hvor europæere kan se sig selv gennem hinandens øjne. Her opstår den gensidige forståelse, som politiske alliancer i sidste ende hviler på.

Broen mellem os
I København, Aarhus og Odense får publikum snart mulighed for netop dette, når de Tyske Filmdage igen i år bringer tyske fortællinger og perspektiver tæt på danske erfaringer og samtaler.

Sådanne begivenheder er mere end kunstneriske oplevelser. De er små, men væsentlige bidrag til et større europæisk fællesskab, der i disse år fortjener at blive genopdaget og genfortalt.

For i en verden, hvor stormagter spiller med musklerne, og hvor demokratiske værdier ikke længere kan tages for givet, ligger Europas styrke ikke alene i militær kapacitet eller økonomisk magt.

Den ligger også i vores evne til at stå sammen som naboer og som medborgere i et fælles europæisk rum. I vores vilje til at fastholde troen på frihed, retssamfund og menneskelig værdighed. Og i vores evne til at lade kultur og dialog være broen mellem os.

Kun hvis vi kender hinandens historier, kan vi forstå hinandens valg. Kun hvis vi forstår hinanden, kan vi bevare det, vi er fælles om.

Derfor er kultur ikke et randtema i europæisk politik. Den er et strategisk kerneanliggende. Europas fremtid afgøres ikke kun i regeringskontorer og forsvarets hovedkvarterer. Den afgøres også i mødet mellem mennesker, der vælger at lytte til hinandens historier.