Filmen ifølge Kim

Et par kilometer vest fra hovedstaden Pyongyangs centrum, i det bjergrige Hyongjesan-distrikt, ligger Koryo Film Studios, Nordkoreas svar på Hollywood.

Spredt over næsten en million kvadratmeter op og ned af højdedragene gemmer sig 220 bygninger, inklusive en hel by af livagtige kulissegader, akkurat som jeg for kun et halvt år siden så det i det ”rigtige” Hollywood. Sonys, Disneys og Paramounts kulissegader er lavet af gips og papmaché. Men i Nordkorea har man ikke råd til den slags fup. Her bruger man ægte bygninger og billige håndværkere!

Koryo-studierne har 1200 ansatte — fra instruktører og skuespillere over bogholdere og bygningshåndværkere til rengøringspersonale og græstrimmere, der med håndkraft klipper græsplænerne, da der ikke er råd eller energi til hverken el- eller motordrevne plæneklippere i Nordkorea.

Filmbyen blev grundlagt i 1947 af den senere ”Store Leder” Kim Il Sung (1912-94), året inden han overtog magten i landet. Herfra er gennem årene udgået film med betegnende titler som Den røde agitator, Blomsterpigen, Partisandrengene, Nationens sol, Den kvindelige traktorfører, Vi er de lykkeligste og Folket synger om den faderlige leder.

En af de første film fra studierne var den anti-japanske krigsfilm Mit hjemland, min landsby fra 1949, som handler om opgøret med den brutale japanske besættelse af Korea 1910-45.

Den Store Leder overværede personligt klipning og postproduktion. Ved en gennemspilning havde han medbragt sin dengang kun syvårige søn, den senere ”Kære Leder” og nuværende magthaver, Kim Jong Il (f. 1941-2011). Under en af filmens vinterscener, optaget med kunstig sne i filmbyens kulisser, havde vidunderbarnet angivelig rystet på hovedet og protesteret over, at ”sneen” ikke blev hængende på skuespillernes tøj, men prellede af.

”Det er jo bomuld,” skal den kloge dreng have sagt.

Siden har Kim Jong Il besøgt filmbyen utallige gange, og på grund af sin intense interesse for og påståede kreative talent inden for filmkunsten omtales han som ”Genius of the Cinema”.

Selvisk, grådigt, vestligt!
Det fattige Nordkorea har ikke råd til at sende filmhold og skuespillere ud i verden og lave optagelser on location. De ville sikkert heller ikke få visum, og hvis de gjorde, ville de sandsynligvis aldrig vende hjem. Derfor må verden uden for Nordkorea gengives i kulisseform i filmbyen.

Da der er tale om ”verden ifølge Kim”, er det en meget endimensional affære. Japan, Kina, Rusland, Europa, USA og især Sydkorea er selvfølgelig et frådende hav af dekadence og skummel kapitalisme. Derfor er kulissegaderne fyldt med barer, bordeller, skønhedssaloner, opiumshuler og massageklinikker. Her er manicure, pedicure og intimmassage. Her er også hunde- og katteklinikker, hvor de kære firbenede ikke flås, steges og spises (som det er tilfældet i Asien), men tilbydes pasning, pelspleje og psykoterapi. Egentlig ikke helt ved siden af virkeligheden ...

Koryo Film Studios lægger årligt kulisser til mellem 20 og 40 film, som kan opdeles i tre kategorier. Der er de historiske film om japanernes besættelse, Anden Verdenskrig og Korea-krigen — og ikke mindst Kim Il Sungs indsats i det koreanske folks blodige frihedskampe. Så er der de opbyggelige film om Den Store Leder og socialismens opbygning og dannelsen af det kommunistiske menneske. Og endelig er der de mange film om det selviske, grådige, vestligt kapitalistiske menneske og dets ødelæggende imperialistiske gerninger.

De gode er naturligvis nordkoreanerne. De onde er skiftevis amerikanerne, japanerne og sydkoreanerne. De fleste ”udenlandske” gadescener kan meget praktisk indspilles i den samme kulissegade. For Koryo Film Studios råder over skilte og reklameplakater på japansk, amerikansk, koreansk og så videre med stort set det samme indhold — fra Burger King og McDonald’s til Coca Cola og Kentucky Fried Chicken. Heller ikke helt skudt forbi ...

Når filmene foregår i Nordkorea, udspiller de sig typisk i et landligt område med originale gamle stråhytter. Når de er velplejede og romantiske, illustrerer de livet i Kim Il Sungs landsby, inden japanerne kom. Når de er kolde og snavsede repræsenterer de det primitive, slavelignende liv under den japanske besættelse.

Hjernevask for begyndere
Alt i Nordkorea foregår efter den såkaldte Juche-filosofi. Juche betyder ”selvstændighed” og dækker over Kim Il Sungs helt personlige nordkoreanske videreudvikling af marxisme-leninismen. For filmens vedkommende har hans filmglade søn Kim Jong Il formuleret en Juche-orienteret filmteori i tre værker: Let Us Create More Revolutionary Films Based on Socialist Life (1970), On the Art of Cinema (1973) og The Character and the Actor (1987).

Bøgerne balancerer mellem basal filmteori og banal der-sidder-fire-mand-på-en-tømmerflåde-dramaturgi.

Man kan læse Kære Leder rose hverdagsfilm som Den kvindelige barber og Min kones arbejdsplads, men også erklæringer som denne:

”Opbygningen af socialisme og kommunisme kan kun lykkes, hvis enhver rest af fortidens ideer effektivt slettes fra arbejdernes sind. Socialisme og kommunisme kan ikke opbygges, medmindre alle medlemmer af samfundet opdrages og omdannes i arbejderklassens billede. At revolutionere folket betyder at udrydde alle reminiscenser af de gamle ideer fra deres hjerner og erstatte dem med socialistiske og kommunistiske ideer.”

Man behøver altså ikke beskylde Kim for at ville hjernevaske sin befolkning. Det er en ren tilståelsessag!

Genforenet Nordkorea
Det er de færreste nordkoreanske film, der har fundet et publikum uden for landets grænser.

Men spionserien Navnløse helte fra 1978 tiltrak sig opmærksomhed i USA, da rollen som ”bad guy” blev spillet af den amerikanske afhopper Charles Robert Jenkins.

Amerikanerne troede, at han var blevet henrettet, men han blev genkendt på sin tykke North Carolina-accent i filmen.

Og den nordkoreanske science fiction-film Pulgasari fra 1985, en Godzilla-agtig historie, fik stor opmærksomhed i Sydkorea. Filmen var nemlig instrueret af den sydkoreanske instruktør Shin Sang-ok, der blev kidnappet af nordkoreanske spioner i Hongkong, juli 1978, mens han ledte efter sin fraskilte hustru, skuespilleren Choi Eun-hee, der var bortført tidligere på året. Efter i seks år at have tvangsproduceret nordkoreanske animationsfilm i Koryo-studierne blev Shin genforenet med ekshustruen. De gengiftede sig og flygtede senere til Hollywood, hvor han under navnet Simon Sheen var medskaber af de populære Ninja Kids-film.

Således er der betydelig mere ægte action og drama bag de nordkoreanske filmkameraer end foran.

Det hellige år 2012
Efter at have besøgt både Hollywood og Pyongyang inden for et halvt år pingponger mit indre med sammenligninger mellem de to yderpunkter. Et kommunistisk diktatur, hvor diktatoren udgiver filmteoretiske værker, og et kapitalistisk demokrati, hvor Hollywoodskuespillere bliver præsidenter og guvernører ...

Absurde modsætninger skaber absurde konflikter.

Senest har Nordkorea forbudt Hollywood-filmen 2012. Det kræver en mellemregning at forstå. Roland Emmerichs film er som bekendt mere apokalyptisk end kapitalistisk. Men Juche-tankens skaber, Kim Il Sung, kom til verden netop i 1912, og derfor bruger Nordkorea hverken den gregorianske eller julianske tidsregning, men simpelthen Juche-tidsregningen, som starter med Den Store Leders fødeår 1912. År 2012 er således ”år 100 efter Juche”, og der er lagt op til en stor, nærmest hellig, fejring af både landet og lederen.

At bespotte dette årstal med en film om jordens undergang ses som en aggressiv, anti-koreansk, imperialistisk provokation. Det havde Hollywood glemt at tænke på.