”Moder Teresa var sådan, som jeg viser hende”

Nonne rimer ikke på feminisme i de flestes ører.

Det gjorde det heller ikke for instruktøren Teona Strugar Mitevska, da hun voksede op i Skopje, Nordmakedonien, med ateistiske forældre.

”Da jeg spurgte min far om bibelen, gav han mig en bog af Sartre. Det patriarkalske, kristne system har jeg aldrig følt mig hjemme i,” husker hun.

Men da hun blev hyret til at lave dokumentar om selveste Moder Teresa, den helgenkårede nonne, som også kommer fra Skopje, blev det en åbenbaring.

”Jeg talte med søstre, som fortalte, at nonneordenerne i deres tid var en flugt fra det almindelige, patriarkalske samfund. Her behøvede de ikke være nogens kone eller barbere ben,” forklarer hun.

”Moder Teresa er virkelig en stærk karakter, en Robin Hood, der tog fra de rige og gav til de fattige – og steg til tops i et mandsdomineret system. I dag beundrer jeg hende, selv om hun også havde fanatiske sider, abortmodstanden, som jeg ikke bryder mig om.”

Efter den personlige dokumentarserie Teresa and I fra 2014 kastede Teona Strugar Mitevska sig over andre filmprojekter, inklusive det Berlinale-udtagne, feministiske drama Gud eksisterer, hendes navn er Petrunyaog datingsfilmen Et strejf af lykke, som fik fem stjerner i Ekko.

Men Moder Teresa, der døde i 1997 i Indien efter mange års arbejde for de lokale fattige, forlod aldrig instruktørens tanker.

Ti år senere er det blevet til spillefilmen Mother, hvor svenske Noomi Rapace spiller den kvinde af kød og blød, som vatikanet i dag kalder Sankt Teresa af Kolkata. For instruktøren viste det sig at blive et dybt personligt projekt.

Hun var, som jeg viser hende
Mother forløber over syv dage i 1948, hvor Moder Teresa leder et kloster i Kolkata og venter på tilladelse fra Paven til at starte sin egen menighed.

Samtidig oplever hun et skelsættende chok, da nonneveninden Agniezka, hendes efterfølger som klosterleder, skandaløst bliver gravid og beder om hendes hjælp.

Mother er baseret på det omfattende researcharbejde fra Teona Strugar Mitrevskas dokumentarserie. Det er resulteret i et portræt af Moder Teresa, som er betydeligt strengere og koldere end det billede, mange har af den moderlige helgen.

”Jeg vil nødigt påstå for meget, men nu gør jeg det alligevel: Moder Teresa var sådan, som jeg viser hende! Jeg har talt med folk, der var tætte på Teresa i Kolkata, og de siger, at det er det mest rammende portræt af hende, der er lavet. Hun var ikke kun blød, men også ekstremt beregnende i den måde, hun planlagde sit liv på,” forklarer instruktøren.

Det meste i filmen er baseret på fortællinger fra Teresas medsøstre, men historien om Agniezkas graviditet er digtning. Selv om den historie formentlig har udspillet sig tusindvis af gange i tidernes løb.

”Jeg ville ikke være mig selv – Teona Strugar Mitrevska – hvis jeg ikke adresserede elefanten i rummet: abort. Hvordan kunne hun være den her nærmest feministiske, empatiske figur og stadig være imod kvinders ret til egen krop?”

”Hun er selvfølgelig fra en anden tid, men i processen med filmen ville jeg blive klogere på årsagen. Det blev til en fortælling om hendes egen længsel efter moderskab, som endte med at gøre hende til moder for verden.”

Fri i Danmark
– Filmen er en nedtælling til det punkt, hvor Moder Teresa bliver til den figur, vi kender. Hvornår var de syv dage, der gjorde dig til den filmskaber, du er?

”Jeg får kuldegysninger af at tænke på det. Jeg tror, de syv dage i virkeligheden var de seks uger, det tog at optage Mother,” siger instruktøren. Hun tænker sig om et øjeblik og taler videre med mere spinkel stemme.

”Jeg har lavet mange film efterhånden, men alligevel har det taget mig 52 år at finde det samme vovemod som en attenårig mandlig instruktør.”

Teona Strugar Mitevska var den første kvinde i Nordmakedonien til at instruere en spillefilm og en af de første i hele Balkan.

”I starten var jeg omgivet af 50-årige mænd, der sagde, at jeg ikke vidste, hvad jeg lavede, selv om mine film blev udtaget til festivaler.”

”Jeg er stolt af mine tidligere film og har taget mange chancer, men jeg har altid forsøgt at bevise noget. Jeg har grundlæggende vel forsøgt at fortjene retten til at være her. Med Mother ville jeg for første gang ikke bevise noget. Jeg lavede bare den film, jeg gerne ville lave.”

På filmen har hun samarbejdet med den danske co-producent Maria Møller Christoffersen, klipperen Per K. Kirkegaard samt lyddesignerne Peter Albrechtsen og Kristoffer Salting. Ifølge instruktøren er Skandinavien stadig langt foran resten af Europa, hvad angår ligestilling.

”Jeg sagde for nylig til Maria – og måske var det naivt – at da jeg kom til Danmark, følte jeg mig helt fri for første gang. Her bliver jeg aldrig betragtet som mindre værd end mænd. Derfor er mine danske samarbejdspartnere så vigtige for mig.”

Mænd kan tage sig god tid
Teona Strugar Mitevska voksede op med en kunstnerfar og en mor med et galleri. Ikke mindst voksede hun op med visninger af filmklassikeren på jugoslavisk tv hver søndag, hvor særligt svenske Ingmar Bergman og drømmesekvenserne i Smultronstället gjorde indtryk.

I Mother indsprøjtes det realistiske 1948-univers med elementer, der synes at komme fra Teresas underbevidsthed eller måske fremtiden.

Moderne guitarmusik stritter på lydsiden, og sent i filmen eksploderer virkeligheden med surrealistiske sekvenser og en drømmescene, hvor nonnerne headbanger til bandet Lordis Eurovision-vinder Hard Rock Hallelujah.

”De magiske sekvenser er med for at komme tættere på Teresas indre kamp. Men de fleste af scenerne var faktisk ikke med i manuskriptet. Det tror jeg egentlig ikke, jeg har sagt til nogen før,” indrømmer Teona Strugar Mitevska og smiler.

De surrealistiske sekvenser var skrevet ned separat og blev først delt med andre på holdet få måneder før optagelserne. Som scenen, hvor Teresa passer en syg Agniezka, og rummet bliver mindre og mindre.

– Så du har fået finansieret filmen ud fra et manuskript, der i praksis var ufærdigt?

”Ja, det er måske en lidt løgnagtig måde at gøre det på,” siger instruktøren og griner.

”Men det er jo ikke min første film, og folk ved, at jeg tager chancer. Friheden til at eksperimentere er essentiel for mig. I de tidligere film har jeg altid haft lidt fortrudt, at jeg ikke har eksperimenteret endnu mere. Men sådan er det ikke denne gang.”

”Det kunne lade sig gøre, fordi jeg er meget god til at planlægge og styre min tid under optagelserne. Mænd kan tage sig god tid, men hvis jeg ikke var effektiv som kvindelig instruktør, ville jeg blive slået ihjel. Når man følger tidsplanen, kan man også tage sig tid til at tvivle, når det er nødvendigt.”

Blod og sexede kvinder
Nu hvor Teona Strugar Mitevska har fundet sit vovemod med Mother, er hun allerede godt i gang med at bruge det i flere meget forskellige projekter.

Netop nu leder hun efter locations til Petra Doesn’t Want to Die, som går i optagelse næste år og er en spirituel opfølger til Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya fra 2019 med fokus på moderne maskulinitet.

Desuden arbejder hun på en ukrainsk kortfilm med den fængende titel The Unbearable Lightness of War. Og så er hun i gang med at udvikle miniserien Little Yugoslavia, der skal handle om vampyrer og en gruppe kvinder fra Balkan i en europæisk storby – muligvis Stockholm.

”Jeg overvejede København, men der er ikke de rigtige højhuse, jeg skal bruge. Jeg har altid sagt, at hvis jeg skulle lave en serie, skulle det være totalt gakket. Den bliver fyldt med humor, blod og sexede kvinder i alle aldre!”