Forklædte ungdomsfilm

I august døde den amerikanske instruktør og manuskriptforfatter John Hughes. Sit største publikum fik han med familiekomedien Alene hjemme, som han skrev manuskript til. Men sin plads i filmhistorien sikrede han sig som 80’ernes toneangivende amerikanske ungdomsskildrer med film som The Breakfast Club, Pretty in Pink og Ferris Bueller’s Day Off.

Amerikansk film har hverken før eller siden haft en instruktør, der så konsekvent og med så stor kommerciel succes arbejdede i ungdomsfilmgenren. Kigger man på amerikansk film i dag, er der langt mellem de ”klassiske” ungdomsfilm, som Hughes så fint repræsenterede. Til gengæld kan rigtigt mange genrefilm i virkeligheden ses som ”forklædte” ungdomsfilm: gearet til et ungt publikum i fremtoning, skuespillere og underliggende temaer.

Paradokset er, at selvom den ”rigtige” ungdomsfilm mere og mere ligner en nichegenre, har Hollywood aldrig lavet så ”unge” film som nu. Amerikansk film har med stor fermhed formet sine genrefilm – og sine filmgenrer – så de appellerer til det unge publikum. Film om unge er ikke længere nødvendigvis rettet mod unge. Og film, der appellerer til unge, behøver ikke at have unge hovedkarakterer.

Horrorfilm er ungdomsfilm
Mest tydelig er teenagegyseren, der vel knap nok kan kaldes en ”forklædt” ungdomsfilm. Der er efterhånden snarere tale om en undergenre af ungdomsfilmen. Horrorfilmen er i den grad en genre, som har gået forrest i Hollywoods tendens til at ”ungdommeliggøre” sine genrer.

Med slasher-film som Maskernes nat og Fredag den 13. i slutningen af 1970’erne fandt den en form, som stadig er dominerende i dag. Et mix af frivole teenagere, morderisk ondskab og udpenslet vold – med en underliggende tone af puritansk, voksen moral.

Det stod dengang klart, at genrens kernepublikum var teenagerne. Og i dag er det nærmest en nyhed, når der kommer en horrorfilm, som ikke retter sigtet direkte mod teenage-demografien.

Film kun for unge
På mange måder er gyserfilmen da også den ideelle teenagegenre: Den er ikke finkulturel, og det er en genre, som voksne har let ved at rynke på næsen af.

Dermed smager den lidt af modkultur, særligt i sin mere blodige form. Det er en genre, de kan have for sig selv. Den er desuden spektakulær og grænseoverskridende. En god horrorfilm er forbudt for børn, og dermed kan den spille en rolle som en form for manddomsprøve. 

Endelig er genren tematisk velegnet til at adressere en masse af de ting, teenagere går og tumler med. Sex som noget på én gang attraktivt og farligt, voksne som både en trussel og en hjælp, overgangsriten, kroppens forvandling og så videre.

I mange år har slasherfilmens blodige, misantropiske stil domineret, hvad enten det er i 70’ernes og 80’ernes originaler, 90’ernes ironiske metatolkninger (Scream og deslige) eller nye remakes som Rob Zombies Halloween (god!) og Marcus Nispels Friday the 13th (gab!).

Slasherfilmen er tilsyneladende noget, Hollywood bare skal have på hylderne, en standardvare på linie med toiletpapir eller pulverkaffe.

Vampyrromantik
Mere interessant er Catherine Hardwickes Twilight, sidste års store amerikanske gyserhit. Her er fokus ikke på mordere med haveredskaber, men i stedet på horrorgenrens klassiske ur-figur, vampyren.

Hardwicke har tidligere markeret sig som en meget kapabel ungdomsfilminstruktør med Thirteen og Lords of Dogtown, der begge er båret af stilsikker realisme og stor solidaritet med deres unge hovedkarakterer. Og Twilight rammer også meget rent som ungdomsfilm betragtet.

Hovedpersonen, Bella Swan (!), flytter hjem til sin alenefar i en kold og grå provinsby. Hun starter på high school, hvor hun møder den lidt mystiske Edward Cullen. Gensidig teenage-muthed bliver til fascination, som ikke bliver mindre af, at han med tilsyneladende superkræfter redder hende fra at blive mast af en løbsk bil.

Alle i filmen er overnaturligt lækre på sådan en goth-emo-United-Colors-of-Benetton-facon. Stilmæssigt har filmen et blegt, tjekket ”europæisk” look. Hvilket går fint i spænd med plottet: Det varer ikke længe, før Bella opdager, at Edward er vampyr.

Her er det originale ved filmen, at den i stedet for at lave en gang tidstypisk vampyr-splat (a la Blade-filmene) tager en mere litterær tilgang.

Skamløst romantisk
Twilight – baseret på en roman af Stephenie Meyer – læner sig mod den gotisk-victorianske romantik i Bram Stokers oprindelige Dracula-roman (1897). Og resultatet er en film, der bruger gysergenren til at lave en nærmest skamløst romantisk ungdomsfilm.

Bella og Edwards forhold er ikke puppy love. Hormonerne får tværtimod fuld skrue, men serveret i vampyrgenrens billedsprog. Da Edward i en afgørende scene bekender sig som vampyr og erklærer sin forelskelse i Bella, taler han om, hvor farlig han er for hende, om hvor meget han har lyst til at drikke hendes blod, om hvor grænseoverskridende og forbudt hans kærlighed til hende er.

Scenen er et perfekt mix af naturvildskab, skønhed, uskyldsren romantik og al den seksuelle metaforik, man overhovedet kan ønske sig. Jeg kan ikke huske, at jeg har set nogen mere stormfuldt romantisk ungdomsfilm. Og det er forankringen i gysergenren, der gør, at publikum æder den. I en realistisk kontekst var den aldrig gået, men med den ene fod solidt plantet i vampyrlitteraturens melankolske romantik fungerer Twilight til ug.

Spoof-genren
En anden oplagt ungdomsrettet genre er komedien, der ligesom horrorfilmen længe har haft sine egne teenage-undergenrer. På samme måde som horrorfilmen har sin særlige metaforik, gennemspiller teenagekomedien ofte nogle faste temaer og skabeloner, som for det meste er centreret omkring venskaber, forelskelser, skolen, fester, forældre og sex. Og mere sex.

Persongalleriet er skematisk, befolket af arketyper: den almindelige, liderlige dreng, festaben, nørden, sportsidioten, baben, den kedelige pige, kammeratens sexede mor, den godhjertede, men fumlende far. Det er ungdomsfilmens velkendte temaer og figurer, blot serveret med afvæbnende komik.

Mediebevidsthed spiller en stor rolle. Typiske teenagekomedier – for eksempel American Pie-serien – er meget bevidst om deres genrekonventioner og spiller åbenlyst på dem. De ved, at publikum nok skal fange pointen. Tager man denne genrebevidsthed et skridt videre, glider man over i parodien. Og netop parodien, spoof-genren, har gennem de seneste ti år udviklet sig til en helt central teenagegenre.

Popkulturelle referencer
Spoof-genren kan spores tilbage til en film som Højt at flyve (1979), der redefinerede Hollywood-komedien. I stedet for traditionel karakterdreven komedie blev det centrale en non-stop-parade af verbale og visuelle gags i en blanding af parodier, falde-på-halen-komedie og absurditet.

I 2001 gav Not Another Teen Movie (2001) genren en decideret teenagedrejning (den var blandt andet en parodi på netop American Pie). Og med nyere titler som Scary Movie 1-4, Date Movie, Epic Movie og Meet the Spartans er genren blevet en fast del af teenagepublikummets filmvalg.

Date Movie (2006) er på godt og ondt repræsentativ for genren. Plottet er simpelt: Fed, ensom pige får styr på udseendet og møder drømmemanden, men ekskærester, forældre og svigerforældre viser sig som forhindringer, der skal overvindes på vej mod alteret.

Handlingens skelet er rudimentært grænsende til det fornærmende, og den psykologiske dybde er ikke-eksisterende. Men det er heller ikke det vigtige. Det, der tæller, er en flodbølge af popkulturelle referencer, filmparodier og latrinære, sexfikserede jokes. Plottet mixer Bridget Jones’ dagbog, Meet the Parents, Meet the Fockers, My Big Fat Greek Wedding og et hav af romantiske komedier, jeg ikke lige kunne genkende.

Brug-og-smid-væk-fornemmelse
Dertil kommer parodier på enkeltscener fra et vognlæs andre film – plus et væld af gags om bøsser, fede piger, tv-reality-shows, gamle mennesker, svedige svigerfædre, bandende babyer, pruttende katte, kropshår og tånegle og et i dag lidt smagløst baggrundsgag med Michael Jackson som børnelokker. Det er tydeligvis ikke kvalitet, men kvantitet, der betyder noget.

Den galopperende krops- og aldersforskrækkelse og de utallige fnisende sexvitser har naturligvis en klangbund i teenage-publikummets verden, hvor netop krop og seksualitet spiller en central rolle, men helst skal præsenteres i udstrakt arm.

Desuden har vi at gøre med en genre, der i ekstrem grad sætter de unges mediebevidsthed – eller i hvert fald deres konkrete filmkendskab – i spil. Som kulturelt barometer er den meget lærerig. Men det er også en genre, hvis film giver en underlig brug-og-smid-væk-fornemmelse, da de er baseret på et nøje kendskab til meget specifikke og aktuelle film.

Det er en pointe, at disse parodier – ligesom horrorfilmene – er noget, de unge har for sig selv. De voksne fanger formentlig ikke halvdelen af referencerne. Og har man blot et minimalt krav til elegance i komikken, går man forgæves.

Star Treks teenage-makeover
Der er ikke noget særligt overraskende i, at horrorfilm og komedier skræddersys til teenagepublikummet. Men også tilsyneladende mere ”voksne” genrer har gennem de seneste år bevidst ændret sig, så de i stigende grad appellerer til et ungt publikum. Og dermed reflekterer mange af disse film også – mere eller mindre tydeligt – et ungt verdensbillede.

Da Paul Verhoeven tilbage i 1998 lod sin buldrende science fiction-satire Starship Troopers befolke med purunge skuespillere, blev han af mange anmeldere – der ikke fattede pointen – beskyldt for at være både plat og fascist. I dag er der noget profetisk over filmen.

Det er ikke længere usædvanligt at se helt unge skuespillere i kriminalfilm, science fiction, retssalsdramaer, superheltefilm og så videre. Spiderman og flere af X-men ligner teenagere, den nye Superman er vel ikke en dag over 22, man kan ikke lave en kriminalfilm uden at have i hvert fald en twentysomething politibetjent med på holdet, retssalsdramaernes stjerneadvokater er stort set lige begyndt at barbere sig, og så videre.

Klenodier i nye klæder
Det er ungdom, der sælger. Ja, selv science fiction-klenodiet Star Trek, hvor man ellers altid har kunnet regne med at se midaldrende mænd i stramme rumdragter, har fået en teenage-makeover i J.J. Abrams 2009-fortolkning.

Den nye Star Trek er en slags prequel til Star Trek-myten. Det er historien om, hvordan kaptajn James T. Kirk og Spock mødes. Kirk skildres som den vilde og utilpassede dreng, der står i skyggen af sin legendariske far, som døde heroisk mens han reddede Kirks og hans mors liv. Spock er halvt vulcan, halvt menneske, hvilket resulterer i mobning, fadertraumer og en solid identitetskrise.

De to mødes, da de havner på samme rumskib, og scenen er sat til en klassisk udviklingshistorie, hvor de to mænd skal gennemgå de prøvelser, der vil gøre dem til de figurer, vi kender, og samtidi skal opnå både respekt og selvrespekt.

Realisme versus genremetaforer
Det er så tydeligt en historie om at blive voksen og finde sin identitet. Og det er præcis dét, den klassiske ungdomsfilm handler om: en helt central periode i vores udvikling som mennesker.

Den traditionelle ungdomsfilm betjener sig af realisme. Genrefilm kan fortælle samme historie, men betjener sig af et arsenal af metaforer og overførte betydninger. 

Der er mere salg i special effects end realisme, men det har altså ikke betydet, at ungdomsgenrens tematikker er forsvundet.

Så hvis man vil tjekke det filmiske barometer for, hvad der rør sig i ungdommen, må man i dag være klar til at grave sig ned i de klassiske filmgenrers metaforik. Det bliver ikke længere serveret helt så letlæseligt, som da James Dean klagede sit brudte teenagehjerte ud i Vildt blod …!