Interview
08. sep. 2004 | 08:00

Hjemme i Angora

Foto | DR
Esben Pretzmann, Rune Tolsgaard og Simon Kvamm som cykelholdet Team Easy On.

Tre unge komikere er godt på vej til at give generationen af stand-up’ere baghjul. Deres program hedder Drengene fra Angora og er en af DR2’s største seersucceser. Vi taler med dem om deres komik og figurer, som tæller verdens dårligste cykelhold, Team Easy On.

Af Claus Christensen

”De skal ha’ baghjul nede i Touren, for vi er Easy On – Team Easy On,” går børnene rundt og synger. Slagsangen om det fiktive cykelhold er en landeplage, og tv-programmet Drengene fra Angora, hvorfra sangen stammer, er en af DR2’s største seersucceser. Ikke så få af os valgte DR2, da stationen sendte syv timers Angora nonstop, mens alle andre kanaler fejrede kronprinsebrylluppet.

Drengene fra Angora – alias Simon Kvamm, 29 år, Rune Tolsgaard, 27, og Esben Pretzmann, 25 – kører på den store klinge og er på vej til at give baghjul til generationen af stand-up’ere, der med Casper Christensen som holdkaptajn længe har domineret ung dansk komik.

Det halvtimes tv-program – lige så populært hos unge som gamle, mænd som kvinder – er en blanding af komedie, satire, drama og slapstick. Forskellige indslag og genrer – brevkasse, sitcom, dokumentar-serie, musikvideo – kædes sammen af en venlig studievært (Simon), der får tålmodigheden sat på prøve af en påståelig, nordjysk hyggepianist ved navn Henrik Solgaard (Esben) og en meget usikker komiker (Rune), som ikke kunne klare presset og undervejs er blevet erstattet af Kåre, en udflippet trommeslager med hang til bajere og solospil.

Det bedste og mest populære indslag er uden tvivl dokumentar-serien om cykelholdet Team Easy On. Holdet er sponsoreret af et kondomfirma, og den energiske sportsdirektør har ambitioner om at komme til Tour de France. Men opgaven er vanskelig, for budgettet er på 25.000 kroner, og holdet består af blot to ryttere, en jysk bjergklatrer og en hollandsk sprinter. Intern rivalisering, kyllingesushi-forgiftning, anklager om doping og to brækkede ben har ikke gjort forberedelserne nemmere.

Simon, Rune og Esben skriver selv alle tekster til programmet, spiller stort set alle roller, laver melodierne til sangene og instruerer sig selv. De har en kærlighed til det kiksede, en sans for realisme og en dybde i karaktertegningen, som hæver dem over standarden inden for tv-komik herhjemme.

Fangedragter
Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann kommer begge fra Nordjylland, men mødte hinanden på studiet ved Teatervidenskab i København. Efter tre måneder sprang de fra og fik arbejde på Zentropa. Herfra gik turen til DR’s Børneradio, hvor de fik et hit med Svedbanken og Chris og Chokoladefabrikken. Rune kender Simon, sanger og frontfigur i bandet Nephew, fra musikmiljøet i Århus. Alle tre fik sidste år tv-debut med Rockerne på DR2, en satirisk føljeton om hverdagen i en rockerklub.

Simon, Rune og Esben har inviteret mig på besøg i et lånt sommerhus i Nykøbing Sjælland. Her er de i gang med at udtænke nye ideer og udvikle nye figurer til efterårets ombæring af Drengene fra Angora. De er veloplagte og imødekommende og fortæller åbent om succesen, som er kommet bag på dem. Jeg tænder for båndoptageren:

Hvorfor et cykelhold?

RUNE: ”Efter Rockerne ledte vi efter et miljø, hvor der kunne være en naturlig fremdrift i handlingen. Problemet med rocker-universet var, at rockerne stort set intet naturligt havde at foretage sig, så vi skulle hele tiden finde på ting. Det blev ikke lettere af, at vi havde valgt at gå uden om de normale gøremål for en rocker-klub: at lave kriminalitet, smugle narko og skyde missiler gennem husmure, som vi ikke syntes var sjovt. Men hvad laver en plastic-rockerklub? Det er sgu svært. Et cykelhold har derimod en indlysende mission: De skal til Tour de France! Så vi følger forberedelserne og har et afsnit om træningen, et afsnit om sponsoren, doping, indkøb af ryttere, privatlivet osv. Der er så mange ting, som giver sig selv.”

ESBEN: ”Det er også en underlig sport med mange paradokser. Alle ved, at rytterne doper sig i hoved og røv, og det var meget fremme på et tidspunkt, men så har man ligesom glemt det igen, og sporten kører bare videre.”

RUNE: ”Men vi vil ikke pege fingre af cykelsporten. Vi er vilde med sporten – især jeg er.”

ESBEN: ”Ja, men det er altså en underlig verden. Det må være mærkeligt at sidde på en cykel hele sin ungdom.”

SIMON: ”Cykelryttere er nogle af de eneste sportsfolk, der ikke ser ud til at nyde deres job – bortset fra, når de vinder et løb. De ser ud, som om de har en forfærdelig hverdag. Derfor fik vi ideen om at skildre en tyrannisk sportsdirektør og hans to slave-lignende ryttere, som hele tiden går i cykeltøj, der bliver en form for fangedragter.”

ESBEN: ”Til forskel for Rockerne, hvor vi var opsatte på at holde realismen, besluttede vi, at det gerne måtte være dumt. Cykelholdet er ligesom en børnehave, alle figurer er barnlige.”

Henning, Pim og Bobby
I har ramt nogle typer lige på kornet. Prøv at karakterisere de personer på Team Easy On, som I spiller!

RUNE: ”Jeg spiller sportsdirektør Henning Primdahl. Han er opblæst og egoistisk og uden megen indfølelse i andre. Kort sagt en rigtig krejlertype, som i virkeligheden er ensom og temmelig ulykkelig. Han forsøger at finde en mening med sit liv, derfor leger han cykelsportsdirektør. Henning har to ryttere – to disciple – som han behandler ad helvede til, men som han samtidig er dybt afhængig af. Jeg tror, at hans liv ville være en katastrofe, hvis han ikke havde dem.”

SIMON: ”Jeg spiller sprinteren Pim de Keysergracht, der overhovedet ikke interesserer sig for cykelsport. Han er en hustler og er tilfældigvis endt på et cykelhold, fordi han kunne få et sted at sove, noget mad og måske en bane kokain.”

”Han kommer fra Amsterdam, hvor han har levet et hårdt liv med sin mor, der er luder. Han har været udsat for meget omsorgssvigt og sikkert været ude for nogle frygtelige oplevelser af både fysisk og psykisk karakter, men dem har han fortrængt eller bedøvet med stoffer. Han er en forblæst type, det er kernen i figuren. Han forstår aldrig, hvad der foregår omkring ham; hvis der sker noget frygteligt, klapper han i hænderne og synes, det er sjovt. Men samtidig er han den mest fordomsfri og altfavnende af de tre. Der er intet had i ham.”

ESBEN: ”Jeg spiller Bobby Olsen. Han kommer fra Hammel og bor nu alene inde i Randers by. Han er en meget følsom og tungsindig fyr. Han kan ikke fornemme, hvordan han virker på folk med sine store briller, sin enorme langsomhed og så den dér dybe, dybe stemme. Han opfatter sig selv som en professionel cykelrytter, det er hans identitet, og det er i cykelsporten, han henter sin selvtillid … den smule, han har. Bobby har også et ret voldsomt temperament, og hvis der er noget, som går ham imod, kan han finde på at gøre nogle ret drastiske ting.”

SIMON: ”Han er vel også en meget regelret person. Der er en lille smule Indre Mission over ham. Men han var lige ved at finde noget godt sammen med Winnie.”

ESBEN: ”Det var den vej, han skulle være gået. Han skulle have fået sig en kæreste. Nu bruger han i stedet sit liv på at tro, at han kan køre på cykel. Han er en tragisk figur.”

RUNE: ”Det er de alle tre.”

Stærke drifter
ESBEN: ”Vi talte forleden om, at vores figurer tit har et helvede indeni. De har en masse ting, som de skal slås med, og det giver dem en sårbarhed. Ligegyldigt hvor meget de kæfter op og spiller fandango, er de nogle ret usikre eller ulykkelige mennesker.”

Hvad slås de med?

ESBEN: ”Deres selvværd, ofte. De har en trang til at fortrænge realiteterne og bygge en fantasiverden op. De skaber en illusion om, hvordan de virker på andre, og hvordan andre er.”

RUNE: ”Der ligger noget enormt komisk i folk, der udråber sig til noget, som de ikke er. Det gennemsyrer meget af det, vi laver.”

ESBEN: ”Henning, Bobby og Pim vil absolut ikke høre sandheden. Det gennemskuer seerne, men figurerne må ikke være alt for nemme at gennemskue. Man skal lære dem at kende og lære at afkode deres forsvarsmekanismer, før det bliver rigtigt sjovt.”

Men der er øjeblikke, hvor de selv fornemmer, at illusionen ikke holder …

RUNE: ”… men så opfinder de lynhurtigt en ny dagsorden.”

SIMON: ”Vi søger netop at fremprovokere disse øjeblikke, som du er inde på. Vi prøver at bringe figurerne derhen, hvor det er lige ved at krakelere for dem, hvor de er ved at drukne i deres egne løgne og deres eget selvbedrag. Men hvor et rigtigt menneske ville gå helt til bunds eller blive klogere, så bygger vores figurer blot et ekstra lag af fortrængning ovenpå.”

RUNE: ”Det er samtidig også det sympatiske ved dem: De er alle overlevere. De har nogle enormt stærke drifter. Ligegyldigt hvor meget modstand, de møder, kæmper de videre.”

SIMON: ”Det er et tegneserietræk ved dem. Som Homer i The Simpsons.”

Spiller på en følelse
Hvor kommer jeres figurer fra?

RUNE: ”Primært fra vores eget liv. Jeg kender Henning Primdahl fra min familie i Randers. Jeg har altid syntes, at de talte på en mærkelig måde, og jeg kender Hennings indre problemer. Jeg kan egentlig godt lide ham – og det er ret vigtigt. Der skal være en varme i vores figurer. Vi peger ikke fingre ad dem, vi værner om dem.”

SIMON: ”En figur starter ofte med en stemme, som vi synes lyder morsomt. Stemmen siger meget om et menneske. Der ligger en masse psykologi i måden, et menneske taler på.”

Jeres dialekter og accenter er meget overbevisende, ikke mindst Pims, som må være svær at lave. Har du hollandske aner, Simon?

SIMON: ”Nej, det er 95 % sort snak og 5 % tillærte slangvendinger. Det er noget, jeg har lært mig selv gennem mange års lege med en kammerat. Vi legede tv-kommentatorer, spillede roller og lavede stemmer, som vi optog på en kassettebåndoptager.”

RUNE: ”Vi er jo ikke skuespillere og går ikke særligt metodisk til værks. I starten gøglede vi bare løs.”

SIMON: ”Vi har efterhånden udviklet vores egen måde, som man sikkert kan sætte et begreb på. Method acting, måske. Vi gør meget ud af at lære mange facetter af figurerne at kende. Hvor bor de? Hvad er deres familiære baggrund? Det ligger som en basisviden, som vi trækker på hele tiden.”

RUNE: ”Vi prøver at affotografere nogle typer, og så handler det meget om at føle figuren og være figuren. De professionelle skuespillere, jeg er blevet fanget af, spiller på en følelse, en grundstemning. Der er talrige eksempler på skuespillere, hvor man kan se, at de bruger enormt meget energi på at tænke rollen i stedet for at spille med hjertet. Den første danske skuespiller, som jeg lagde positivt mærke til, var Thomas Bo Larsen – i De største helte, tror jeg. Han spillede på en anden energi. Han er god til at spille en bestemt type, som jeg gætter på, at han kender fra sit eget liv og føler på sin krop.”

SIMON: ”Når vi optager et afsnit af Cykelholdet, er vi så meget vores figurer, at det tager tid at komme ud af rollen igen, når der bliver sagt ’cut’. Så er jeg stadig Pim et stykke tid. Det er nærmest meditativt.”

ESBEN: ”Det hænger måske sammen med, at alt er improviseret. Der er ingen replikker. Vi arbejder med ramme-manuskripter, som beskriver scenernes indhold og udvikling, men ikke indeholder dialog. Vi optager på digital video og kunne i princippet gentage en scene så mange gange, vi har lyst til, men det er meget sjældent, at vi tager en scene mere end tre gange.”

Vi laver værker
I adskiller jer på flere måder fra generationen af stand-up-komikere. Hvad er jeres forhold til dansk komik?

ESBEN: ”Vi har selv været fans af Casper Christensens Mandrilaftalen, for eksempel, men vi har fundet ud af, at vores styrke ligger i det mere virkelighedsnære.”

RUNE: ”Vi er vokset op med politisk humor som TV-Ansjosen, altså satire over aktuelle, politiske emner. Det siger os ikke noget, det er tungt.”

ESBEN: ”Stand-up-traditionen har også en ekstrem lille margin for, hvad der er sjovt. Man går hele tiden efter rene pointer.”

SIMON: ”Vi kan godt lide fiktion med humor. Riget synes vi er fantastisk. I Matador er der midt i realismen nogle tegneserie-agtige figurer som lærer Andersen, hr. Svan og Maude. Det er morsomt.”

RUNE: ”Efter Rockerne så vi The Office fra BBC, som er fremragende og endnu mere realistisk end vores program. Vi vil gerne prøve kræfter med mere alvorlige genrer og flirter indimellem med at gøre scener i Cykelholdet meget realistiske – som når Henning Primdahl er dybt ulykkelig og tager hjem for at blive trøstet af sin mor. Det er et andet udtryk.”

SIMON: ”Det kan måske lyde selvhøjtideligt, men vi betragter os selv som kunstnere, der laver værker. Rockerne var et værk, Angora er et andet værk. Måske bliver det næste værk en spillefilm.”

ESBEN: ”Vi vil gerne kunne spille på forskellige strenge, ellers bliver det hurtigt for ensformigt, og folk vil miste interessen. Vi fokuserer meget på at gøre tingene på vores egen måde. Vi har fået henvendelser fra flere filmproducenter med forslag til spillefilm, men vi siger først ja, når vi har en historie, for vi vil ikke bare spinde guld på en tv-succes.”

Chef med format
Hvordan blev Drengene fra Angora til?

RUNE: ”Det gik utrolig stærkt. Vi blev færdige med Rockerne i november og havde to måneder minus en juleferie til at udvikle et halvtimes program med helt nye figurer. Vi tog i sommerhus og kastede alt, hvad vi havde af ideer, på bordet. Vi havde en ukuelig optimisme. Der var ikke tid til at prøve noget af, hvilket man godt kan se på de første programmer. Men sådan var vilkårene, og det betød positivt set, at vi ikke havde tid til at tænke vores ideer til døde.”

SIMON: ”En uge inden første optagelse vidste vi ikke, om min figur på cykelholdet skulle være hollænder, københavner eller bornholmer!”

ESBEN: ”Vi traf nogle kæmpestore beslutninger på meget kort tid. Cykelholdet var en lynhurtig ide, som bare var tænkt som nogle billige sendeminutter. Det ville blive den tunge ende af programmet, troede vi.”

RUNE: ”Når jeg kigger tilbage på forløbet, får jeg næsten ondt i maven. Det var virkelig et lucky punch.”

Hvorfor har I valgt at kalde programmet Drengene fra Angora?

SIMON: ”Vi ville gerne have en ramme om de forskellige indslag og de forskellige figurer, et fælles plateau, og så spurgte vi: Hvor er alle disse mærkelige figurer og indslag henne? De er i Angora. Det lyder som et land, Angola eller Andorra.”

ESBEN: ”Vi forsøgte at finde et anderledes navn. Det skulle ikke hedde sådan noget som Banjos Likørstue, der næsten er en vits i sig selv.”

RUNE: ”Angora er jo denne dumme uldform, og vi synes, at der en god stemning i ordet. Det er hyggeligt og varmt. Sådan ser vi også os selv.”

Har I en forklaring på, hvorfor I har fået jeres gennembrud med netop Angora?

RUNE: ”Fordi det er vores helt eget program. Rockerne var ikke vores egen ide, vi var uerfarne og blev puttet ind i en ramme, som vi skulle forsøge at udfylde. I Angora blev vi sluppet fri. Det er fuldstændigt vores eget program.”

ESBEN: ”Vi føler os hjemme i Angora.”

RUNE: ”Og så har vores chef på DR2, Mikael Berthelsen, været helt anderledes end alle de chefer, vi tidligere har haft. Han sagde med det samme, at han troede på os, og at vi skulle lave det, vi havde lyst til. Han kiggede ikke på seertal, han ville bare gerne se os være ærlige. Det var fantastisk at opleve. Man vokser og tænker: ’Nu skal han fandeme få valuta for pengene!’”

SIMON: ”Normalt laver cheferne rammeforslag ud fra, hvad de tror, folk gerne vil se. Man skal så byde ind med forslag, der passer ind i chefernes rammer. Det er en behagesyge, der bider sig selv i halen.”

RUNE: ”Hvis der var flere tv-chefer, der opildnede medarbejderne til at lave det, de virkelig føler for, ville vi få meget bedre dansk tv.”

Musikhit? Intet problem!
Vi skal også lige tale om jeres musikvideoer. I vil gerne lave komik med varme og indhold, men hvad er så indholdet i videoen ”Gummi – nej tak!”?

RUNE: ”Øøøøhhh … ja … for helvede.”

ESBEN: ”Her er vi ovre i ren satire. Vi ville tage pis på den bølge af new metal, der er popsange forklædt som farlig rock. Attituderne står ikke mål med indholdet. De står dér og svinger med deres guitar, som om de har et enormt vigtigt budskab, men man finder bare aldrig ud af, hvad det er, de vil sige. Derfor lavede vi en new metal-sang med et meget dumt budskab: At piger skal bruge pessar, fordi kondomer strammer.”

SIMON: ”Ja, det er lidt tudefjæs-agtigt.”

RUNE: ” Blind date-videoen om fyren, der opdager, at han er gået hjem med en hermafrodit, er nok det mest pointe-agtige, vi har lavet. Den sang er utrolig tykt skåret, og jeg har aldrig følt, at det helt var os. Men vi sagde: ’Fuck, nu gør vi det! Vi laver et Nick og Jay-hit for at vise, at så er det altså heller ikke sværere.’ Og nu går folk rundt og synger ’Hun har en pik – og det burde hun ik’, og de vil købe den sang, som vi har skrevet som en vits på en time. Det må da sætte popmusikken i perspektiv.”

Kan I her til sidst afsløre, om Team Easy On kommer til Tour de France?

RUNE: ”Ja, det ligger fast, at vi skal ned til Touren.”

ESBEN: ”Vi skal nok også et smut forbi Amsterdam og besøge Pims mor – eller i hvert fald hans hjemby”.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko