Interview
22. juni 2015 | 12:18

Shortlist: Hvis man nu kom lort i en lagkage ...

Foto | Henrik Ginge
54-årige Jens Dahl har skrevet manuskript til blandt andre Pusher og tv-serien Sommer. Hans sene, men lovende debut som instruktør bobler i denne uge på Ekko Shortlist.

Boblerne på Ekko Shortlist har fået selskab af Jens Dahls tragikomiske 2 piger 1 kage, som den garvede manuskriptforfatter og instruktørdebutant fik idéen til midt i en sorg.

Af Anne Hjelm Sørensen

En korthåret pige sidder på hug over en rød margreteskål i et trangt badeværelse ved siden af toilettet. Hun støtter sig til dørkarmen og stønner, indtil hun kaster et blik i skålen og med tilfredshed konstaterer, at mavemusklernes anstrengelser har båret frugt.

I køkkenet røres ekskrementerne med en sjat fløde og smøres herefter nænsomt på små, runde lagkagebunde, der til slut tildækkes af et lag lyserød marcipan og tre yndige roser.

Så mystificerende og samtidig bramfrit åbner Jens Dahl sin tretten minutter lange 2 piger 1 kage, der ligesom titlens kage består af kontrasterende ingredienser: grotesk humor og intenst følelsesdrama.

”Jeg kan rigtig godt lide at starte med et grotesk udgangspunkt og arbejde mig frem til det menneskelige drama. Det er måske også på mange måder min forståelse af verden: At de to ting ofte går hånd i hånd,” siger 54-årige Jens Dahl, der er manuskriptforfatter og debuterende instruktør.

Filmen blev i 2014 udtaget til intet mindre end atten filmfestivaler, heriblandt den prestigefyldte Sundance Film Festival i USA, hvor den var nomineret til juryens kortfilmpris. Herhjemme vandt den samme år en Robert for årets bedste korte fiktion.

Nu kan kortfilmentusiaster opdage eller genopdage den skæve historie på Ekko Shortlist. Se filmen her og giv den stjerner.

Død og sex
Den kreative konditor er den unge Julie (Sara Hjort Ditlevsen), der efter et hårdt sygdomsforløb konfronterer sin bedste veninde (Amalie Lindegård) med en utilgivelig handling, hun har begået over for Julie.

Men har man nogensinde været på udflugt i internettets mørkeste kroge, vil filmens titel, 2 piger 1 kage, med stor sandsynlighed få en lille klokke til at ringe – en klokke, hvis vibrationer for de flestes vedkommende tirrer drøbelens opkast-reflekser.

Inspirationskilden ligger dog milevidt fra den ekskrement-fetichistiske porno med den beslægtede titel Two Girls One Cup.
Den ækle kage i Jens Dahls kortfilm viser sig at være Julies hævn for, at Amalie og Julies kæreste støttede hinanden lige vel meget, mens hun lå på dødslejet.

”Da en af mine nære venner og samarbejdspartnere døde af kræft, hjalp jeg hans enke med begravelsesforberedelserne, og vi støttede hinanden i den meget svære tid,” fortæller Jens Dahl.

”Men det mærkelige var, at jeg samtidig ikke kunne tænke på andet end at have sex med hende. Og det var jo ekstremt upassende og vildt underligt. Men det fik mig til at tænke på, at der er en sammenhæng mellem død og sex, som vi måske slet ikke kan forstå.”

”Måske er det i virkeligheden derfor, der fødes flere børn i krisetider,” tilføjer han med et ironisk glimt i øjet.

Titlen har hjulpet os
Men hvordan kom den fækale lagkage så ind i billedet?

”Det kom sig ganske enkelt af, at jeg på et tidspunkt var med til at udvikle en tv-serie, hvor en af assistenterne gentagne gange brugte vendingen: ’… Og så er der lort i lagkagen!’, når noget gik galt,” forklarer Jens Dahl.

”Og så tænkte jeg: Hvad nu, hvis man rent faktisk lavede en lagkage med lort i og gav den til nogen? Jeg kan godt lide at eksperimentere på den måde, når jeg skriver,” tilføjer han og fortæller, at filmen længe havde en anden titel.

”Den hed Onus. Og det var et problem, for folk forstod ikke, hvad det var for noget. Det er en latinsk term, der bruges meget i jura. Det betyder ’byrde’ og henviser til den ene piges dårlige samvittighed,” siger Jens Dahl.

”Så det var faktisk min producent Michel Schønnemann, der foreslog at kalde den 2 piger 1 kage, som var meget bedre. Den titel har gjort rigtig meget for os, idet den gør folk nysgerrige. Og så giver den jo mening, selvom man ikke kender referencen.”

På den amerikanske Sundance Film Festival gnæggede enkelte over titlens provokerende reference, men filmen fik en særdeles positiv modtagelse.

”Folk, der selv havde haft kræft eller haft det tæt inde på livet, kom op til mig efter at have set den og fortalte, at de var meget berørt. Det er fantastisk og lidt sjovt på samme tid, når man tænker på lagkagen med lort i,” griner Jens Dahl og tilføjer:

”Filmen er lidt en joke, og så er den det ikke alligevel. Og måske er det netop dét, der rammer folk så hårdt.”

Romandrømmen der brast
Nicolas Winding Refns barske debutspillefilm Pusher er måske ikke det første, man tænker på, når man ser kortfilmen om de to piger og deres tragikomiske opgør. Men det er ikke desto mindre samme forfatter, der står bag de to vidt forskellige værker.

Efter sin afgang fra Den Danske Filmskoles manuskriptuddannelse i 1996 blev Jens Dahl ringet op af Nicolas Winding Refn. Han ville gerne lave sin fem minutters kortfilm Pusher som spillefilm, og det skulle Jens Dahl hjælpe ham med.

”Min ekskæreste kendte ham en lille smule, og så tror jeg, han vidste, at jeg kendte lidt til det miljø som historien foregår i,” siger Jens Dahl, der lavede en omfattende researchproces i Vesterbros undergrund til filmen.

Samarbejdet med Winding Refn blev genoptaget fem år senere med thriller-serien De udvalgte, der blev vist i tretten dele på DR, og siden har Jens Dahl arbejdet som hovedforfatter på forskellige tv-serier og skrevet manuskripter til spillefilm.

I 1990’erne var drømmen ellers at kunne leve af at skrive bøger.

”Jeg skrev en roman om en københavner, der tager for mange stoffer,” fortæller Jens Dahl og ruller ironisk med øjnene, inden han fortsætter:

”Det var ikke, fordi den var dårlig. Jeg kom trods alt ind på Filmskolen med den. Men jeg forsøgte ikke at få den udgivet, for jeg blev lige pludselig helt blufærdig og syntes, det var alt for personligt at folk skulle læse den. Og så var det altså vanvittigt hårdt og ensomt at sidde og skrive alene hele dagen.”

Sjovere at gå planken ud
Selvom Jens Dahl finder samarbejdet mellem manuskriptforfatter og instruktør berigende, tog han med 2 piger 1 kage instruktionsarbejdet i egne hænder.

”Det var egentlig ikke svært, men det var vanvittigt grænseoverskridende,” fortæller Jens Dahl og tilføjer, at han oprindelig forsøgte at få andre til at instruere den.

”Men jeg tror, de syntes, at det lød lidt mærkeligt med denne her lortekage, og de forstod det ikke helt. Så det endte med, at jeg selv måtte gøre det.”

”Og jeg fandt jo ud af, at det var vildt sjovt og spændende – især samarbejdet med skuespillerne, som jeg jo som manuskriptforfatter ikke har haft mulighed for på samme måde.”

På spørgsmålet om, hvorvidt han tidligere havde leget med tanken om at instruere, følger en kort tænkepause.

”Jeg har altid haft kæmpestor ærefrygt og respekt for instruktørfaget. Måske nok alt for stor. Og nogle gange må man også stole på, at ting sker på de bedste tidspunkter. Hvis jeg havde instrueret film som 25-årig, var de blevet rædsomme. Jeg var alt for umoden, og de ting, jeg skrev, var lidt for ofte i drengerøvskategorien,” svarer Jens Dahl.

”Så det var det helt rette tidspunkt for mig. Jeg havde brug for at udfordre mig selv. Der sker jo også noget med ens liv, når man går planken ud. Det hele bliver lidt mere intenst og lidt sjovere.”

Det bedste venter forude
Instruktørdebuten har tydeligvis givet manuskriptforfatteren blod på tanden, for han kan fortælle, at han i øjeblikket arbejder på et spillefilmdrama med titlen Tre ting, der skal optages i København til efteråret.

”Den handler om en mand, der er med i et vidnebeskyttelsesprogram for at slippe for straf for et milliontungt bankrøveri. Han stiller tre krav til sin anklager, hvoraf det ene er, at de skal hente en kvinde, han ikke har set i syv år. Med en ny identitet i et nyt land håber han at kunne blive den mand, hun fortjener,” fortæller Jens Dahl.

”Næsten hele filmen kommer til at foregå i en hotelsuite,” tilføjer han og afslører derved en forkærlighed for minimalistisk location-brug, der også kan spores i 2 piger 1 kage.

Men også det menneskelige drama centreret om et moralsk dilemma bærer ligheder med kortfilmens historie.

”Jeg er meget interesseret i mennesker, der lyver for sig selv, fortrænger deres skyldfølelser og havner i pressede situationer,” siger han om filmen, der støttes af Det Danske Filminstituts nye lowbudget-pulje og produceres af Jacob Jarek fra Profile Pictures.

”Jeg er stolt af 2 piger 1 kage, men jeg har en stærk fornemmelse af, at det fedeste, jeg kommer til at lave, ligger og venter ude i fremtiden.”

Kommentarer

Jens Dahl

Født 1961 i København.

Manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 1996.

Hovedforfatter og episodeforfatter på diverse tv-serier og skrevet manuskripter til spillefilm.

Instruktørdebuten 2 piger 1 kage kan nu ses på Ekko Shortlist.

Udvalgt filmografi (manus):

Rosa Morena, 2010
spillefilm

Lulu og Leon, 2009
tv-serie

Sommer, 2008
tv-serie

De udvalgte, 2001
tv-serie

På fremmed mark, 2000
spillefilm

Pusher, 1996
spillefilm

© Filmmagasinet Ekko