Nekrolog
21. jan. 2018 | 19:22

Jens Okking er død

Foto | Vibeke Winding
Jens Okking i sit livs glansrolle som kriminalassistent Karl Jørgensen i Anders Refns fremragende Strømer fra 1976.

En af vores allerstørste skuespillere er gået bort i en alder af 78 år. I storhedsperioden i 70’erne føltes det nærmest, som om Jens Okking var med i alle danske film.

Af Kim Pedersen

En gigant i dansk film er død. Søndag morgen sov Jens Okking stille ind, omgivet af sin familie. Jens Okking blev 78 år.

Jens Okking havde i alle henseender en glubende appetit på livet, som ikke kun kom til udtryk i hans omfangsrige korpus. Der er vel ikke den skuespilmæssige udfordring, Okking ikke har prøvet kræfter med, ligesom han i sin livstid nåede af få seks børn med fem forskellige kvinder.

Og det er noget af en arv, Jens Okking efterlader sig.

Ud over at medvirke i talrige teaterstykker slog han også sine folder i 44 spillefilm, 22 tv-serier, tolv tv-film, syv kortfilm og en videofilm. Ja, han lagde sågar sin stemme til to videospil.

Hærdebrede mænd
Storhedstiden var i perioden 1972-1983.

I de tolv år medvirkede Okking i ikke mindre end 23 spillefilm. Intensiteten var til tider så stor, at man følte, Jens Okking medvirkede i alle danske film. Tilmed var han i samme perioden med i ikke mindre end otte tv-film.

I den periode var han indbegrebet af actor. Som en anden Gene Hackman var han arbejdsmanden i dansk film, der samtidig kendte metieren som indersiden af sin bukselomme.

Til trods for ofte at være typecasted som den brovtende, hærdebrede mand, formede Jens Okking rollerne med sit helt eget, nuancerede udtryk. I en tid, hvor det teatralske skuespil dominerede dansk film, var Okking en lise af naturlighed: en trækning ved øjet, et lille hop på stedet, var alt, hvad han behøvede for at vise sin karakters følelser og tanker.

Han debuterede på de skrå brædder i 1961 på Aarhus Teater, og i de efterfølgende år påtog han sig en lang række forskelligartede opgaver som rejsejournalist. Han skrev om kultur i adskillige dagblade, inden filmens verden fik tag i ham.

Nægter at modtage Bodil
Jens Okkings engagement i filmens verden var en succes, der har givet genlyd.

Hele tre gange har han vundet filmkritikernes Bodil: som kriminalassistent i Nitten røde roser (1974), som kriminalassistent (igen) i Strømer (1976) og som rigmanden, der pludselig befinder sig midt i en faderskabssag i At klappe med en hånd (2001).

Bodil måtte dog se slukøret til, da Okking ikke sprang op på scenen for at modtage sin statuette for Nitten røde roser. Årsag: Han havde jo bare passet sit job!

Hvis nogen rolle er blevet Okkings adelsmærke, må det være rollen som kriminalassistent Karl Jørgensen i Anders Refns fremragende politifilm Strømer (1976) – en rolle, han genoptog elleve år senere i tv-serien En gang strømer.

Jens Okkings retfærdighedssøgende politimand bevægede sig på kanten af loven. Han fratog på den ene side politifolket en smule af autoriteten og de overmenneskelige evner, men på den anden side fremstillede han dem som det, de i bund og grund er: mennesker!

Desuden er der grund til at fremhæve hans præstationer som massemorder i Skytten (1977), entreprenant far i Mig og Charly (1978), støttende arbejdskammerat i Honningmåne (1978), tyrannisk godsejer i Slægten (1978) og døende far i Menneskedyret (1995).

Af mange tv-optrædener lyser han op som presset soldat i Woyzeck (1968), kriminalassistent i En by i provinsen (1977-1980) og naturligvis Bulder i Riget (1994-1997).

Spild af talent
Perioden 2001-2004 var til gengæld en mørk tid for os, der var fans af Jens Okking.

Her kastede hans samarbejde med Lasse Spang Olsen hele fire actionfyldte film af sig: Jolly Roger, Gamle mænd i nye biler, Den gode strømer og Inkasso. Rent spild af Okkings store talent.

I 2004 satte en blodprop en stopper for karrieren, som inden da havde budt på endnu en skuffelse. Okking blev valgt til Europa-parlamentet med hele 40.000 personlige stemmer. Det siger noget om hans popularitet, men politikerkarrieren var hverken en succes for Okking eller EU.

Tilbage står dog mindet om en stor skuespiller, der formåede at samle publikum, hvad enten det gjaldt de skrå brædder, det store lærred eller den lille skærm.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko