Oscar-vinder: Klap ikke ad min film!

Der er et fast ritual omkring verdenspremiererne i hovedkonkurrencen i Cannes.

Filmen vises ved en galla i Grand Théâtre Lumière, hvor stjerner og kendisser indtager den røde løber under fotografernes konstante blitzregn. Til sidst ankommer holdet bag premierefilmen, og når de træder ind i salen, rejser publikum sig og klapper, indtil filmfolkene har fundet deres pladser.

Hele seancen filmes og vises på storskærme foran festivalpalæet, så også helt almindelige nysgerrige kan følge med. Når filmen er slut, rejser publikum sig igen og hylder filmholdet med stående applaus.

Det er i udgangspunktet et smukt ritual, men i de senere år har det udviklet sig til en besynderlig konkurrence om at sikre sig festivalens længste stående applaus.

Faktisk sidder det amerikanske brancheblad Variety klar med stopur for hurtigt at kunne rapportere, hvor længe publikum klappede.

”Javier Bardem modtager stor kærlighed i Cannes for The Beloved, som høstede syv minutters stående applaus,” lød det således i går fra Variety om Rodrigo Sorogoyens spanske far-datter-drama.

Pikmåleragtig dyst
Syv minutter er lang tid at stå og klappe, og det må være endnu mere akavet at modtage det og samtidig skulle se både glad og overvældet ud hele vejen igennem – med et kamera lige op i ansigtet.

Og så er syv minutter endda en af de kortere klappeseancer. I Cannes har vi oplevet en stående tolv-femten minutters klappen, og rekorden blev angiveligt sat på Venedig-filmfestivalen i september sidste år, hvor publikum klappede ad Hind Rajabs stemme, indtil arrangørerne efter 22 minutter måtte afbryde, fordi næste visning skulle starte i samme sal.

Hvad der startede som en smuk tradition, er kort sagt degenereret til en perverteret, pikmåleragtig Guinness-dyst, som har meget lidt med kunst at gøre. Og nu er der endelig en instruktør, der har modtaget til tage afstand fra absurditeten.

Drømmelignende kvalitet
Det er selvfølgelig den Oscar-vindende, no nonsense-instruktør László Nemes. Ungareren fik sit store gennembrud med debuten Sauls søn netop på Cannes-festivalen i 2015. Filmen vandt Grand Prix, men burde have fået Guldpalmen.

”Der findes ikke noget større end Cannes. Der er en drømmelignende kvalitet over det, som man ikke finder ved nogen anden festival – næsten som et spirituelt ritual,” siger László Nemes til branchemediet Screen Internationals daglige bladudgave på festivalen.

”I det øjeblik øjnene rammes af det pludselige lys i salen ved filmens slutning, bliver man hypnotiseret af følelserne.”

”Når det er sagt, håber jeg i det skjulte, at ingen klapper. Klapsalver er blevet til en konkurrence gennem de seneste ti år. Jeg deltager ikke i den konkurrence om at klappe. Jeg håber, at folk i stedet tager følelserne med sig fra filmen.”

Om gallagæsterne faktisk lytter til hans opfordring – det gør de næppe – får vi allerede svar på i dag, hvor hans nye film Moulin har premiere i hovedkonkurrencen.

Ligesom holocaustdramaet Sauls søn foregår den under Anden Verdenskrig og fortæller historien om en fransk modstandshelt, der blev fanget og tortureret af Gestapo-lederen Klaus Barbie.