Shortlist: ”Kvinder må gerne tage fejl”

”Jeg tror, de kiggede sig omkring ude på Nordisk Film og så, at de ikke havde så mange …”

Malou Leth Reymann må lede lidt efter ordene.

”… ja, kvinder og yngre instruktører. De nye talenter er jo stadig Michael Noer og Tobias Lindholm. Og de er måske ikke så nye mere!”

Malou Leth Reymann er lige blevet hyret af Nordisk Film.

Indtil nu har hun brugt sine 25 år på at skrive og instruere fire kortfilm og at få en bachelor i litteraturvidenskab. Hun har vundet hovedprisen på Odense Film Festival for to år siden og blev udråbt som ”Nyt Talent” i Ekko #54.

De fleste kender hende dog bedst som ungdomsskuespiller med naturtalent i film som Dirch, Se min kjole og Applaus. Men for snart tre år siden gik hun på pension.

”Jeg har altid haft det lidt ambivalent med at spille. Jeg var ikke helt i den rigtige position. Så tog jeg en beslutning. Jeg vil simpelthen hellere instruere,” forklarer hun med et smil, da vi møder hende foran de hellige haller på Nordisk Film i Valby.

Ømme pubertetsnerver
Hun blev inviteret inden for i Nordisk-familien af Rene Ezra, produceren bag filmselskabets hidtil nyeste talenter og deres filmtriumfer R, Kapringen og Nordvest.

Malou Reymanns univers ligger i fin forlængelse af de virkelighedsnære historier, som er blevet Ezra-Noer-Lindholm trioens varemærke. Men over for de herrers hårdtslående reality rules byder Malou Reymann på en mere sensibel realisme med blødere kanter. Og hos hende er kvinderne ofte lidt hårdere end mændene.

I sommer havde hun premiere på Seksten en halv time, som handler om en dannelsesrejse på Oslobåden. Og i denne uge bobler moder-dilemmaet Dem man elsker på Ekko Shortlist.

Hun har dog vakt mest opsigt med det rørende far-datter-drama 13, som vandt Odense Film Festival i 2011 og ligger på Ekkos All Time Shortlist. Filmen vibrerer af særlig ømme pubertetsnerver, når trettenårige Emma må forlige sig med, at hendes far har fået en ny mandekæreste og desuden har glemt hendes fødselsdag.

Skrivehytte på Nordisk Film
Når man kommer i stald hos Nordisk Film, kommer man faktisk i hytte.

Malou Reymann og hendes faste producer Line Sander Egede sidder til daglig i et svensk-rødt miniature-træhus ved siden af de store filmstudier. Den såkaldte skrivehytte hedder ”Tro”. Navnet står skrevet på gavlen, som slår faretruende revner. De to gæstelejere er enige om, at taget falder ned inden længe.

Vi sætter os uden for hytten i den sidste september-sol, og Malou Reymann beholder solbrillerne på. Hun fortæller eftertænksomt og længe om sine film.

Men efter interviewet modtager Ekkos udsendte også en lang mail. ”Jeg fik lyst til at uddybe,” skriver hun.

Først og fremmest vil hun gerne sige noget om kvinder i dansk film.

Kvindelige antihelte
”Jeg har et behov for at udfordre konnotationerne ved feminine karakteristika og er optaget af kvindelige antihelte. Kvinder, der fejler, der falder, eller troede de vidste, hvad de ville,” skriver hun i mailen.

Generelt har vi brug for flere og bedre kvinderoller i Danmark, mener hun.

”Jeg blev enormt irriteret over altid at spille en sød, uskyldig lillepige, der er offer på den ene eller anden måde. Det er jo ikke fordi, jeg ikke har andet i mig, men fordi rigtig mange pigeroller er sådan. Der mangler farligere roller til kvinder.”

På tv er det anderledes nuanceret, pointerer hun. Hun nævner Forbrydelsen som eksempel. Tv-danmark accepterer, når Sarah Lund prioriterer karrieren over familien til hele nationens bedste.

Malou Reymann er ikke i tvivl om, at kvindernes underrepræsentation på lærredet har noget at gøre med kvindernes underrepræsentation i filmindustrien. Hun vil også gerne give et bud på, hvorfor instruktørfaget tiltrækker færre kvinder end mænd.

Instruktøragtig – nej, tak!
”Jeg tror langt hen af vejen, at det er kulturelt betinget. Man skal være hamrende stædig, og man skal ville det helt sindssygt. Det er ikke udpræget feminine karaktertræk.”

– Ser du det som et særligt mandligt karaktertræk, at man er stædig og kæmper for det?

”Jeg tror kvinder har en større tendens til at tvivle på, hvad de selv vil. Det her er jo generaliserende, men når jeg kigger mig omkring, så er mine drenge-venner, som laver film, meget mere afslappede,” siger hun og fortsætter:

”Jeg tror kampen er lige hård, men det kan godt være, at de har en anden laissez-faire holdning til det.”

I det hele taget opfordrer Malou Reymann til at gøre op med alle indgroede forestillinger om, hvordan en rigtig instruktør skal gebærde sig.

”Folk bliver overrasket over, at jeg er instruktør, fordi jeg er pige, jeg er ung, og jeg taler ikke specielt højt. Det kan både have sine fordele og ulemper, men det er fandeme provokerende ikke at blive taget seriøst, fordi folk har en bestemt ide om, hvordan en instruktør er. Jeg er instruktør, fordi jeg vil lave film, jeg er ikke instruktør for at være instruktøragtig.”

”Jeg har ikke et behov for at stille mig op på en stol og være besværlig og råbe højest!”

Kønsdebat er tabu
– Kan og skal man gøre noget aktivt for at inddrage flere kvinder i filmindustrien?

”Jeg synes ikke nødvendigvis, at kvoter er en god ide. Men sådan nogle engangsinitiativer er der noget i.”

Hun har netop været til en debat om emnet på Odense Internationale Film Festival. Her blev der diskuteret et svensk initiativ, hvor en særlig støttepulje rettet mod kvindelige filmskabere havde ført overraskende mange ansøgninger med sig.

”Men direktøren for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, snakkede om, at det ville man ikke i Danmark,” fortæller hun.

”Jeg tror der er en berøringsangst over for det i Danmark. Sverige er meget mere aktive i forhold til det. Jeg ved sgu ikke, hvorfor det er blevet så tabubelagt her.”

Til gengæld understreger hun, hvor vigtig det er at insistere på at lave gode historier om kvinder. Også selvom mandlige filmkonsulenter råder til noget andet.

”Der ligger helt klart meget i at ændre ting gennem historierne. Jeg har for eksempel mødt modstand. På Dem man elsker foreslog konsulenten, at jeg gjorde drengen til hovedperson i stedet for moren. Og på Seksten en halv time ville konsulenten gerne have, at jeg fokuserede mere på mande-karakteren. Og så sagde jeg: ’Jamen, det er bare ikke den film, jeg vil lave!’”

Karriere vs. familie
Lige nu udvikler hun en lang novellefilm, som skal hedde Afvej. Den har modtaget manuskriptstøtte fra talentordningen New Danish Screen, og hun krydser fortsat fingre for produktionsstøtten.

”Den handler om en kvinde, der er afhængig af sit arbejde som læge. Og det lader hun gå ud over sit familieliv. På den måde er den lidt beslægtet med Dem man elsker. Den tager også en kvindefigur op, som ikke lever op til de mere kendte normer og ideer om, hvordan man er kvinde.”

Filmen følger en svensk kvinde, som har efterladt sin søn, eksmand og bitre svigerforældre i hjemlandet til fordel for en karriere og en ny kernefamilie i København.

Manuskriptet lægger sig tæt op af en virkelig historie, som Reymann har fra en venindes veninde. Men det startede som en helt enkel ide.

”Jeg ville gerne lave en historie om en kvinde, som havde efterladt sin søn.”

Helt anden energi
­– Hvor kommer sådan et tema fra?

”Det er svært at sige, men ligesom Lisa i filmen brænder jeg sindssygt meget for noget. Jeg skal ligesom lave film. Og jeg kan se, at alle mine veninder får børn.”

”Det kommer til at være lidt på stand by i noget tid for mig. Og jeg havde lyst til, at den følelse skulle med i filmen. At vide, at jeg kommer til at bruge tiden på noget andet end først og fremmest at være mor eller kone.”

Filmen havde startvanskeligheder. I første omgang fik Malou Reymann afslag fra New Danish Screen.

”Vi fik afslag af konsulenten Peter Schønau Fog. Det var vildt svært på det tidspunkt. Det virkede, som om vi så skulle ikke lave filmen,” husker hun.

I stedet fik de støtte af Filmværkstedet, der er ligaen under New Danish Screen. Dermed svandt budgettet fra omtrent to millioner til 70.000 kroner. Til gengæld blev processen mere smidig.

”Det endte med at være så meget federe! Det går meget hurtigere på Filmværkstedet, og der er en helt anden energi. Så snart man begynder at få flere penge, er det hele mere besværligt.”

Teenagekrise på location
Når hun fortæller om optagelserne, bliver hun nødt til at tage solbrillerne af. De syv dage var så exceptionelle, at det må forklares med hele ansigtet.

”De bedste oplevelser i mit liv har været på optagelser!”

På andendagen stødte de dog på en udfordring. Den unge skuespiller Karl Martin Eriksson var ikke mødt op på location.

”Han ville bare ikke mere. Vi havde klippet hans hår og givet ham noget tøj på, som han syntes var grimt. Og han var tretten år, så han syntes overhovedet ikke, det var sjovt,” husker hun.

”Så skulle jeg hen på hotellet, hvor han boede, og snakke. Han forstod ikke, hvad jeg sagde på dansk, så jeg blev nødt til at tale svensk, selvom jeg ikke snakker svensk. Men det lykkedes efter en halv time, hvor han lå på sengen og spillede guitar og var helt teenageagtig. Det var virkelig synd, faktisk,” siger hun med empatisk tænksomhed.

”Jeg sagde, at jeg også havde prøvet at være skuespiller, og også havde haft noget rigtig kikset tøj på, som jeg ikke syntes var fedt!”

Senere fandt hun ud af, at Karl Martin Eriksson havde belæg for sin bekymring.

”Han havde været med i den svenske spillefilm Simon och ekerna. Der spiller han en jødisk dreng, og han ser så fin ud. Men hans mor fortalte, at han var blevet drillet i skolen bagefter.”

Derefter gik optagelserne dog glat. Man skal egentlig bare instruere børn, ligesom man ville instruere voksne, forklarer Malou Reymann.

”Til sidst syntes Karl Martin, at det var rigtig sejt at være på optagelse!”

Polterabends-brandert
Hendes næste film opstod i glædesrusen efter oplevelserne med Dem man elsker. De blev simpelt hen nødt til at lave en film, så de kunne komme ud at filme igen så hurtigt som muligt.

”Så cyklede jeg forbi Oslobåden, og tænkte: ’Det kunne være virkelig sjovt at lave en film der!’” smiler hun.

Seksten en halv time handler om en teenagepige, som spontant hopper om bord på Oslobåden i et anfald af ungdommelig eventyrtrang. Her flirter hun med en nordmand i en polterabends-brandert.

Både historien og processen var drevet af ivrig spontanitet. Manuskriptet blev skrevet på tre uger, så ansøgningsfristen til Filmværkstedet kunne lige nås.

”Alt ved den film har noget ungdommeligt randomness. Noget uforklaret og tilfældigt. Det gik virkelig stærkt sidste år! Vi lavede Dem man elsker om foråret og Seksten en halv time om efteråret. Og så blev jeg jo bachelor samtidig.”

Malou Reymann læser litteraturvidenskab ved Københavns universitet. På et tidspunkt opfordrede en underviser hende til at forfølge en forskerkarriere.

Nu er hun lige startet på kandidaten. Men hun har ingen forsker-ambitioner. Hun har bare brug for at blive ”lidt intellektuelt stimuleret”.

De voksne er barnlige
Akademikerens ørneblik skinner klart igennem, når instruktøren taler om sine egne film. Hun er usædvanlig reflekteret om temaer.

Værkerne cirkulerer om anti-heltinder, forklarer hun. Men også om voksne, der opfører sig som børn, og børn, der bliver forknyt af for meget voksen-perspektiv.

”Jeg er især interesseret i de voksne karakterer, som gør ting forkert. Og det er ikke, fordi de er onde. Forholdet mellem børn og voksne er meget mere kompliceret, end det tit bliver vist på film. Jeg kan virkelig godt lide, når skellet mellem, hvem der er barn, og hvem der er voksen, forskydes lidt,” siger hun og tænker sig om.

”Jeg har helt sikkert selv været den der forknytte teenager, som har skullet finde mig i noget.”

Men når snakken falder på hendes egen familie og opvækst, bliver hun anderledes tavs.

– Er de her temaer baseret på personlige oplevelser?

”Ja, det er alt jo på en eller anden måde. Men det har jeg ikke lyst til at komme ind på.”

Indtil videre har Malou Reymann selv skrevet alle sine film. Hun vil ikke afvise, at hun en dag vil udvikle en historie sammen med en manuskriptforfatter. Men man kan ikke bare stikke et hvilket som helst manuskript i hånden på hende.

”Jeg tror ikke på den der filmiske model, hvor man gennemgår en udvikling, som bygger på første og andet vendepunkt, og så når man frem til en erkendelse. Jeg tror mere på, at erkendelsen er små glimt af indsigt.”

”Derfor tror jeg også på de mindre historier. Man famler rundt, man gentager sig selv, man begår hele tiden fejl og dumheder, og igennem det kan man komme frem til nogen mindre indsigter.”