Med guldske bagi og fronten mod verden

En sandhed om stjerner gælder også for Anya Taylor-Joy. De fødes i mørke. 

I Robert Eggers’ The Witch fra 2015 debuterede hun som bondepigen Thomasin, der indgår en pagt med djævlen for smør og smukke kjoler. 

Indsmurt i sin mors blod lader hun Satan løfte sig op mellem trækronerne til nattehimlen under en hekse-seance. 

En stjerne var født. 

Scream queen
Robert Eggers’ replikker, som er taget fra 1600-talskilder, bliver spillevende i munden på stortalentet, der let som en leg stjæler scenerne fra de erfarne skuespillere. 

Efter The Witch fortsatte Anya Taylor-Joy i rollen som scream queen i Thoroughbreads og M. Night Shyamalans Split. Og nu har hun for alvor brændt sig fast i den kollektive bevidsthed som skak-verdensmester i Netflix-serien Dronninggambit og Jane Austen-darling i Emma. 

Pludselig er hun blevet et eftertragtet navn at have på plakaten. 

Med Robert Eggers har hun for nyligt optaget The Northman i Island. Hun skal være med i et endnu unavngivet David O. Russell-projekt med Margot Robbie og John David Washington, Edgar Wrights Last Night in Soho og det næste skud på Mad Max-stammen Furiosa. 

Med andre ord er den 24-årige skuespiller på vej til at blive en af sin generations helt store stjerner. 

Stoppet på gaden
Livet har været et kagefad for Anya Taylor-Joy. 

Faren er international bankmand og succesfuld speedbåd-kører. Moren er indretningsarkitekt. Taylor-Joy selv er født i Miami og vokset op i Argentina, inden familien flyttede til England, da hun var seks år gammel. 

Da hun var bare seksten år, forlod hun skolen og flyttede til New York for at følge skuespillerdrømmen. 

Ud over penge og en god portion frygtløshed har Anya Taylor-Joy også et andet, særdeles eftertragtet kort på hånden: skønhed. 

Som syttenårig blev hun stoppet på gaden af modelspejderen Sarah Doukas, der opdagede Kate Moss og Cara Delevingne. 

Bare tre modeljobs tog det, inden Taylor-Joy med samme lethed fik adgang til skuespillet. Under en fotoseance med skuespillerne fra Downtown Abbey fik hun sin nuværende agent. 

I Jylland siger man, at der ikke er noget, man kommer sovende til. Det gælder ikke for Anya Taylor-Joy. 

Hendes liv er en drøm. 

Gigantiske øjne
I interviews siger hun igen og igen: ”Jeg elsker at spille. Jeg elsker det.” 

Og det er netop, hvad man mærker i Anya Taylor-Joys skuespil: Glæde. Glæde ved at spille, ved at lege, ved at forestille sig, hvordan det er at være et andet menneske. 

Dronninggambit har været en stor succes, og en del af succesen skyldes, at man under Beth Harmons indadvendte fremtoning mærker Anya Taylor-Joys glødende begejstring ved det, hun foretager sig. 

Hendes gigantiske øjne har en evne til at transformere sig til kikhuller ind i sjælen på de kvinder, hun spiller. 

Vi elsker hende, selv når hun giver den som Jane Austens mest irriterende og uopdragne heltinde. Eller får Eggers’ 1600-talsreplikker til at sprutte af liv, frygt og smerte i The Witch. 

Hvordan Anya Taylor-Joy lykkedes med det, er et mysterium. Den unge kvinde har aldrig fået formel skuespiltræning. Måske byttede pigen i skoven sig til mere end bare smør og smukke kjoler.