Naive nihilister

Det er, som om der er noget i besættelsestiden, der ikke tåler kunstnerisk fokus og nærbillede.

Er det billedet af danskerne som medløbere over for en morderisk besættelsesmagt? Eller er det de revner, som den nyeste forskning har slået i billedet af mændene i modstandsbevægelsen, så at de snarere end modige fremstår som kyniske og afstumpede, drevet i lige så høj grad af kriminelle motiver som af ideelle?

Den, der vil afdække besættelsestiden, er på konfrontationskurs med en dansk nationalmyte: vores standhaftige tro på vores egen kroniske uskyld og moralske bedreværd.

Livet er en beskidt affære
Allerede i tv-serien Edderkoppen viste Ole Christian Madsen og hans manuskriptforfatter Lars K. Andersen, at de tilhører Tarantino-generationen, hvis viden om verden stammer fra videobutikken og ikke fra en interesse i de komplicerede mekanismer, der afgør spillet om magten i et samfund.

Det er gangsterfilmens konventioner, der har dikteret dem deres virkelighedsbillede, og det er derfor også oplagt, at det er Ole Christian Madsen, der i den hidtil største film om besættelsen, Flammen & Citronen, giver os et opdateret portræt af modstandskampen som en tvetydig bevægelse, ledet af koldsindige kynikere og magtmennesker, mens fodfolket knap er andet end naive, vildførte dræbere.

En frihedskamps motiver er altid ideelle, dens metoder er det aldrig, men i Flammen & Citronen bliver krigens gustne overlæg, kolde kompromisser og menneskelige fejl ligesom i Edderkoppen til brikker i en altomfattende sammensværgelse, hvor gestapo-officerer og modstandsbevægelse drevet af den samme berigelsestrang dækker over hinandens forbrydelser.

Som tilskuer anstrenger man sig for at følge med gennem konspirationsteoriernes labyrinter kun for at nå frem til den konklusion, at livet i grunden er en beskidt affære.

Filmen vil - og så alligevel ikke
Så hvem er Flammen og Citronen, modstandsbevægelsens mest flamboyante skikkelser - og mest effektive dræbere? To gangstere, der har forvildet sig ind i en frihedskamp? Eller to frihedskæmpere, der er blevet fanget midt i et gangsteropgør?

Filmen starter med dokumentaroptagelser fra tyskernes invasion den 9. april 1940. Den slutter med to lig, der uceremonielt kastes i et hul i jorden, mens kameraet panorerer hen over en grøn mark fuld af grave: Her ligger de, der faldt i kampen mod nazismen.

Flammen & Citronen vil og vil så alligevel ikke. Være en film for hele folket - og en afsløring af den mest folkekære af alle myter, låne en frihedskamps patos og så alligevel være revnen i monumentet.

Hjertegribende naiv
Flammen, spillet af Thure Lindhardt, er den unge flamboyante dandy, der ser selvbevidst godt ud med en skarpladt pistol for enden af den fremstrakte arm. Nogen idealist er han ikke, tværtimod synes han tidligt i livet at have skudt genvej til desillusionen. Koldsindigt og med stor professionalisme nedskyder han sine udpegede ofre. Hævn er det eneste motiv, han nævner.

Han har under et ophold i Tyskland haft et forhold til en jødisk pige, der bliver angivet, mishandlet af nazisterne og siden deporteret til en ukendt skæbne. Nu anser han nazisterne for skadedyr, der skal nedskydes - én efter én. Høj på ungdommelig almagtsfølelse begår denne dræber med nobelt, antinazistisk motiv sine mord.

Flammens problem er ikke samvittigheden. Krigen har ædt ham. Han gør allerede tidligt klart, at han ikke hører til i en verden, hvor der igen er fred. Frihedskæmper er han næppe. Han er nihilist, men på en hjertegribende naiv måde.

Hver gang et af hans ofre får tid til at henvende sig til ham, før det dræbende skud falder, går der sprækker i hans koldsindige beslutsomhed. Han kommer i tvivl og handlingslammes. Det gælder den intellektuelle nazi-officer Gilbert, der taler ham fra at affyre det afgørende skud, og det gælder den koldt kalkulerende Kitty, hvis erotiske spil bogstavelig talt afvæbner ham. Den spirende kærlighed til hende bliver hans akilleshæl.

Alle grænser udvisket
Citronen spillet af en svedende, ubarberet Mads Mikkelsen med et konstant undvigende blik bag brilleglassene er hans modbillede. Han er et dirrende, nervøst menneske, for hvem livet under jorden kun er en undskyldning for en allerede etableret rodløshed, der gør ham uegnet til et almindeligt liv.

Først sent i filmen begår han sit første drab, og siden er han fanget i spiral af hævn og gengældelse. Hans første offer viser sig at være uskyldigt, det næste også, oven i købet et barn, og den lurende samvittighedskrise bryder nu ud i lys lue. Han ender med at betragte sig selv som forbryder, hjemfalden til straf, hvis han skal blive menneske igen.

Filmens stærkeste scene er Mads Mikkelsens. Efter lukketid trænger han ind i en kolonialhandel, hvis ejer har ry for at have nazistiske sympatier. Med pistolen i hånden tvinger han købmanden til at udlevere en kassefuld luksusvarer. Det er soningsgaver til hans kone og barn, som han har svigtet. Da butiksejeren også vil give ham penge, prygler han løs på ham, mens han råber: "Tror du, jeg er tyv."

Et øjeblik har han set sig selv i spejlet. Livet i illegaliteten har udvisket alle grænser, inklusive de mest elementære regler for omgangen mellem mennesker. Modstandskampen er blevet en undskyldning også for tyveri og almindelig kriminalitet.

Modstandsfolk i telefonbogen
Det er ikke som bredt historisk panorama, at Flammen & Citronen imponerer. Befolkningen er kulisse og optræder kun i form af kornede dokumentarklip. Massescener er ikke Ole Christian Madsens force, som også Nordkraft afslørede.

Det er i kameraets afsøgning af ansigter, der i tvivlens og desperationens øjeblik bliver nøgne, at hans film for alvor bliver indtrængende og pågående. Der er meget kammerspil over denne film om en besættelsestid i nærbillede, mennesker på tomandshånd, der i en verden, hvor ingen kan stole på hinanden, forsøger at famle sig frem til en kerne af sandhed.

I lange passager ligner Flammen & Citronen en gangsterfilm, hvor to rivaliserende bander af poserende hitmen kæmper om kontrollen over det samme territorium. Her er en modstandsbevægelse, der ikke kæmper under jorden, men i højeste grad over den, fejrer sin vellykkede aktioner med skåltaler et par borde væk fra tyske officerer, spiser på de samme gode restauranter som fjenden, går ind og ud af deres foretrukne hoteller, forfører deres piger.

Flammen, der har en dusør på 20.000 kroner på sit hoved, går kun modstræbende med til at dække sit røde hår under en alpehue, når han spankulerer rundt i gaderne. Han har fast adresse i et villakvarter med skydebane i kælderen og det hele. Man får til sidst det indtryk, at modstandsfolkene også stod i telefonbogen.

Den blinde plet
Slutbilledets panorering hen over et landskab dækket af grave gør indtryk. Men hvem er de døde, og hvad drev dem?

Ole Christian Madsen giver kun et halvt svar på spørgsmålet. Flammen & Citronen er optaget af forræderiets psykologi, ikke offerviljens. Det er dens generationstypiske blinde plet.

Vil den være et portræt af to undtagelsesmennesker, to naive nihilister, der tror, de kan skyde sig fri af al moral? Eller vil den dissekere en undtagelsestilstand, som ingen forlader uden at have givet sin samvittighed i pant?

Måske vil filmen begge dele, men dens hovedpersoner er for enstrengede til at rumme alle modstandskampens dilemmaer. De store ambitioner til trods er det som et intenst, kuldslået gangsterdrama, Flammen & Citronen fungerer og river med.