Nyhed
29. nov. 2022 | 12:31

Netflix producerer igen serier i Danmark

Foto | Tine Harden
Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard spiller hovedrollerne i Netflix-serien Kastanjemanden, og nu kan de to skuespillere potentielt medvirke i en ny serie for streamingtjenesten.

Danske filmfolks interesseorganisation har indgået en aftale med den internationale streamingtjeneste, som i en svær tid er gået med til at aflønne over flere omgange.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Hele 2022 har været præget af en voldsom krise i dansk film, fordi en rettighedskonflikt mellem streamingtjenester og danske filmarbejdere har betydet et produktionsstop.

Nu er der dog blevet indgået en aftale mellem Netflix og Create Denmark, en samlende interesseorganisation for danske filmarbejdere.

Den gælder på serieområdet og betyder, at der nu kan igen kan sættes gang i produktionen af Netflix-serier på dansk jord.

Aftalen mellem Create Denmark og Netflix indebærer, at skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere, fotografer, klippere og scenografer foruden deres løn også får rettighedsbetaling for Netflix-produktioner, skriver Politiken.

Det vil være instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere, som indkasserer de største beløb.

Desuden kan rettighedshaverne modtage en ekstra succesbetaling, hvis en tv-serie slår stort igennem. Ifølge Ekkos kilder vil ekstrabetalingen blive opgjort efter, hvor mange brugere der har fuldført seningen af en hel serie – såkaldte completers.

Det har været en af de centrale konflikter, idet Netflix hidtil har nægtet at oplyse seertal. Men her har streamingtjenesten altså givet sig.

”Det har været vores højeste prioritet at genoptage bestillingen og udviklingen af fremragende dansk indhold, og vi er derfor glade for, at vi endelig har indgået en fair aftale med de danske forbund,” siger seniorrådgiver for internationale arbejdsforhold i Netflix, Rachel S. Schumacher, i en pressemeddelelse.

Aftale som løftestang
Create Denmark har den seneste tid – efter opråb i branchen – indgået individuelle aftaler med TV 2 og Viaplay – dog kun en midlertidig aftale med sidstnævnte løbende indtil sommeren 2023.

Aftalen med den globale streaminggigant Netflix er en vigtig af slagsen, fordi tjenesten med serier som The Rain, Kastanjemanden og den nye sæson af Borgen har gjort et stort indtog på det danske marked.

Netflix-aftalen skal nu godkendes af de forskellige filmarbejderes enkelte forbund samt Producentforeningen. Dernæst løber den frem til udgangen af 2024.

En kilde fra et af forbundene oplyser, at aftalen med Netflix er bedre end den, filmfolk har i Sverige og Norge. Til gengæld har man måttet acceptere, at Netflix har rettighederne i 50 år.

Aftalen kommer sandsynligvis til at blive brugt som løftestang, når det næste gang er to andre internationale giganter – Disney og Amazon – som Create Denmark skal mødes med ved forhandlingsbordet.

Amazon er via deres streamingtjeneste Prime Video i gang med at skrue op for ambitionerne på det danske marked. For nylig var der premiere på reality-formatet The Bridge med Mads Steffensen som vært, mens det næste måned er den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtners tur i programmet Nicklas pranker.

Livet er dyrt
Aftalen med de danske filmarbejdere er kommet i stand på et tidspunkt, hvor streamingtjenesterne efter mange års eksplosivt opsving har oplevet stor tilbagegang.

Kursværdien for både Netflix og Warner Bros. Discovery, der står bag streamingtjenesten HBO Max, er faldet med 57 procent sammenlignet med sidste år.

Disney og Amazon er faldet med henholdsvis 40 og 45 procent, så også de selskaber er økonomisk udfordret i en tid, hvor inflation og krigen i Ukraine gør livet dyrere for alle.

Streamingtjenesterne agerer alle sammen lige nu desuden på et dansk marked, hvor fortsatte regeringsforhandlinger betyder usikkerhed om den medieaftale, som regeringen i maj indgik med sine støttepartier.

Der blev inden diskuteret forskellige modeller for, hvordan og hvor meget de internationale streamingtjenester skal beskattes herhjemme, og hvem der skal administrere de penge, som vil blive hentet ind.

I den aktuelle medieaftale skal streamingtjenesterne betale et såkaldt kulturbidrag på seks procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko