Nyhed
29. feb. 2016 | 02:07 - Opdateret 29. feb. 2016 | 07:04

Oscar live update

Foto | The Academy of Motion Picture Arts and Sciences
Komikeren Chris Rock er vært for Oscar-festen, og det ventes, at han gør kritikken af showet for at være ”so white” til et tema i sit åbningsnummer.

Spotlight vinder en Oscar for årets bedste film. Iñárritu får instruktørprisen for The Revenant, der også sikrer Leonardo DiCaprio hans første Oscar-statuette. Dansk film måtte gå tomhændet hjem.

Af Claus Christensen

Kl. 7.04

Se listen over Oscar-vinderne i samtlige kategorier nederst på denne side!

Kl. 6.13

Det store Oscar-show er slut.

Det gennemgående tema var underrepræsentationen af sorte i Hollywood, men undervejs blev vi også mindet om diskrimenering af kvinder, nedvurdering af homoseksuelle og transseksuelle, overgreb mod børn og mishandingen af naturen (undskyld, hvis jeg har glemt nogen).

Når Hollywoods stjerner fejrer sig selv, kender godheden åbenbart ingen grænser. Man savnede dog noget fandenivoldsk humor, og selv om Chris Rock kæmpede ihærdigt, var han aldrig rigtigt sjov.

Ingen priser til dansk film, men i konkurrence med Sauls søn og dokumentaren Amy er det svært at være skuffet.

Casper Hindse og Ekko gættede vinderne i femten ud af 24 kategorier. Væsentligt bedre end eksperterne i TV 2-studiet, men alligevel ikke nogen stor præstation. Vi fejlede i alle tre kortfilmkategorier, men også i to ”store” kategorier ramte vi ved siden af: bedste film og mandlig birolle.

Kl. 6.01

Prisen for bedste film går til Spotlight. Den vandt også prisen for bedste originale manuskript.

Filmen handler om katolske præsters overgreb på børn, og den hylder de journalister, der har afsløret forbrydelserne, som kirken har holdt skjult i årevis.

Det er en overraskende pris. Indtil det sidste har The Revenant været bookmakernes storfavorit, men det sætter en tyk streg under, at årets Oscar-fest hyldede de svage, udsatte og misbrugte.

kl. 5.52

Nu skal prisen for bedste mandlige hovedrolle uddeles. Og det er aftenens suverænt største favorit, vi forventer at få på scenen, nemlig Leonardo DiCaprio for The Revenant.

Vi holder vejret ... yes, efter alle disse år får DiCaprio endelig sin Oscar.

Stående ovationer og stor jubel i salen.

DiCaprio taler om klimaændringer i verden og imod grådighedens politik. Og så er den mest politisk korrekte Oscar-uddeling i mands minde vist en realitet.

Kl. 5.45

Heller ingen overraskelse her. Brie Larson fra Room slår blandt andre Cate Blanchett fra Carol og vinder prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

Larson spiller overbevisende en mor, der over for sit barn skjuler, at de er kidnappet.

Kl. 5.37

Nu er vi nået til de store priser. Alejandro González Iñárritu vinder prisen for bedste instruktør. Sidste år vandt han for Birdman, og i år vinder han for The Revenant.

Iñárritu vinder også over orkestret, der forgæves forsøger at stoppe hans tale. Den mexikanske instruktør siger, at han glæder sig til den dag, hvor hudfarve betyder lige så lidt som længden på håret.

Kl. 5.28

Bedste originale sang bliver noget overraskende Sam Smith og James Napiers Writing’s on the Wall fra Spectre. Men Lady Gaga får nok flere chancer.

Sam Smith sender en hilsen til de homoseksuelle. Det her må være den mest politisk korrekte Oscar nogensinde.

Kl. 5.22

Bedste underlægningsmusik – som det hedder på godt dansk – går til Ennio Morricone for The Hateful Eight.

Hele salen rejser sig op og klapper ad den 87-årige komponist, som er berømmet ikke mindst for sin musik til Sergio Leones westerns.

Kl. 5.13

USA’s vicepræsident Joe Biden går på scenen og får stående ovationer som den første i aften. Han beder publikummerne om at sætte sig ned. ”Jeg er den mindst kvalificerede person her på scenen i aften.” 

Kl. 5.08

Tobias Lindholm, der var nomineret for Krigen, må som forventet se prisen for bedste udenlandske film gå til Sauls søn.

Det kan vi intet indvende imod. En god dansk film var oppe imod et uafrysteligt mesterværk. Det var afgjort på forhånd.

Kl. 5.0

Prisen for bedste kortfilm går overraskende til Stutterer.

Kl. 5.03

I TV 2-studiet taler skuespilleren Elling Hillingsøe for, at man måske bør indføre kvoter.

Kl. 4.58

In memorial. Vi mindes de døde i årets løb til tonerne af Beatles’ udødelige Blackbird. Levende klip med skuespillere fungerer godt. Også David Bowie bliver æret.

Kl. 4.55

Formanden for Oscar-akademiet taler om diversitet. Nu er aftenens tema vist slået fast. Det begynder for alvor at blive en kedsommelig fest.

Kl. 4.43

Nu kommer prisen for bedste dokumentarfilm.

Herboende Joshua Oppenheimer er nomineret for The Look of Silence. Men prisen går til den uhyre talentfulde Asif Kapadias Amy, som vi da også i Ekko har givet de maksimale seks stjerner.

Filmen giver et andet og rørende billede af sangeren Amy Whinehouse. Og det er en film, som ændrer hendes eftermæle.

Kl. 4.38

Bedste korte dokumentarfilm går til The Girl on the River: The Price of Forgiveness. Forrygende præsentation af prisen.

Kl. 4.32

Bedste mandlige birolle går til Mark Rylance fra Spionernes bro. Fortjent, selv om man godt kunne have undt Sylvester Stallone en Oscar for at være the comeback-kid.

Dér gik aftenen glip af the Oscar moment.

Kl. 4.17

Mere snak om sorte og Hollywood. Men hvad med latinoerne? Det er jo i virkeligheden dem, der har størst grund til at føle sig underrepræsenteret på det hvide lærred i Hollywood.

Kl. 4.12

Oscar hopper videre til prisen for bedste animationsfilm i fuld længde. Den går helt fortjent til Inside Out, og det er lidt af en skandale, at filmen ikke også er nomineret for bedste film.

Endelig en god takketale. Pete Doctor fremhæver, at han og andre er heldige, fordi de får lov til at skabe. Og i filmens ånd opfordrer han børn til at være kreative.

Kl. 4.06

Så er vi ved nogle af de uforudsigelse kategorier, nemlig priserne for bedste kortfilm. Prisen for bedste animerede kortfilm går til Bear Story.

På Ekko havde vi gættet på World of Tomorrow. Vi har tre missere indtil videre.

Kl. 4.00

Robotterne fra Star Wars indtager scenen. Sjov idé, men elendigt manuskript for deres optræden.

Kl. 3.55

Aftenen første store overraskelse: Ex Machina får prisen for bedste visuelle effekter. Favorit til denne pris var Star Wars: The Force Awakens.

Kl. 3.53

Bedste lydmix går også til Mad Max: Fury Road, som nu er oppe på seks priser.

Kl. 3.50

Bedste lydklipning går til Mad Max: Fury Road.

Kl. 3.42

Så er vi nået til bedste klip. Oscar’en går til Margaret Sixel for Mad Max: Fury Road.

Det er heller ikke overraskende. I det danske studie blev det sagt, at prisen vil pege frem mod den endelige vinder for bedste film. Men vi tør godt spå, at det ikke sker!

Kl. 3.39

Prisen for bedste fotografering går til Emmanuel Lubezki for The Revenant. Meget fortjent. Filmen er ikke mindst en fotografisk tour de force.

Det er Lubezkis tredje Oscar – for tredje år i træk. Han har tidligere vundet for Birdman og Gravity.

Roger Deakins (Sicario) var nomineret for trettende gang, men har stadig sin første Oscar til gode.

Kl. 2.27

Tredje pris til Mad Max: Fury Road, denne gang for bedste makeup og hår. Flere kedelige takkerier. Akademiets nye regler om, at man skal droppe navneopremsninger, har åbenbart haft den stik modsatte virkning.

Kl. 3.24

Prisen for bedste production design går til Mad Max: Fury Road. Lige efter bogen og helt fortjent.

Kl. 3.20

Så er vi kommet til bedste kostumedesign. Her er favoritten Jenny Beaven for Mad Max: Fury Road. Og hun vinder da også! Hun bliver også spillet ned fra scenen.

Kl. 3.13

Bedste kvindelige birolle går til svenske Alicia Vikander for Den danske pige. Hun blev kendt herhjemme i Nikolaj Arcels En kongelig affære. Filmen er delvist optaget i København.

Forpustet takketale fra Vikander. Vinderne set åbenbart stort på, at akademiet ikke vil have taksigelser. Hun bliver da også spillet ned fra scenen.

Kl. 3.00

Sam Smith synger temaet fra Spectre, Writing’s on the Wall.

Kl. 2.51

Prisen for bedste manuskript baseret på andet forlæg går til Adam McKay, Charles Randolph for The Big Short. Også det er helt som ventet.

Kl. 2.45

Første pris er i år originale manuskript, fordi man som noget nyt vil følge den kreative filmproces fra start til slut. Prisen går helt forventeligt til Josh Singer og Tom McCarthy for Spotlight.

De nominerede har i år fået at vide, at de ikke må takke gud og hvermand (taksigelser skrives på skærmen i stedet), og de første starter med at takke gud og hvermand. Skidt start på takketalerne.

Kl. 02.30

Så er showet klar til at starte med Chris Rocks åbningsnummer.

Ok standup-show, dog ikke hylende morsomt. Rock balancerer mellem at være kritisk over for det hvide Hollywood og prikke lidt til kritikerne. Han foreslår således ironisk at lave en kategori for sorte, for eksempel bedste sorte ven.

Kl. 2.00

De store skuespillere og instruktører ankommer til den røde løber foran Dolby Theatre i Los Angeles.

Årets uddelingen er en af de mest spændende i årevis. Hele tre film skønnes at have mulighed for at vinde prisen for bedste film: The Revenant, Spotlight og The Big Short.

Dansk film er fornemt repræsenteret med hele to nomineringer.

I kategorien ”bedste udenlandske film” kan Tobias Lindholm vinde med Krigen, der fortæller en stærk historie om en dansk soldat på afveje i Afghanistan.

Og i kategorien ”bedste dokumentarfilm” deltager The Look of Silence, som er produceret af danske Signe Byrge Sørensen og instrueret af herboende Joshua Oppenheimer.

Det er opfølgeren til Oppenheimers The Act of Killing, der udgraver rædslerne fra Indonesiens folkemord i 1960’erne. Den første film handlede om bødlerne, og denne gang er ofrene i fokus.

Oscar-vinderne 2016

Bedste film
VINDER: Spotlight
The Revenant
Room
Brooklyn
Spionernes bro
The Martian
Mad Max: Fury Road
The Big Short

Bedste instruktør
VINDER: Alejandro González Iñárritu, The Revenant
Tom McCarthy, Spotlight
George Miller, Mad Max: Fury Road
Lenny Abrahamson, Room
Adam McKay, The Big Short

Bedste mandlige hovedrolle
VINDER: Leonardo DiCaprio, The Revenant
Bryan Cranston, Trumbo
Michael Fassbender, Steve Jobs
Eddie Redmayne, Den danske pige
Matt Damon, The Martian

Bedste kvindelige hovedrolle
VINDER: Brie Larson, Room
Cate Blanchett, Carol
Saoirse Ronan, Brooklyn
Jennifer Lawrence, Joy
Charlotte Rampling, 45 Years

Bedste mandlige birolle
VINDER: Mark Rylance, Spionerns bro
Sylvester Stallone, Creed
Tom Hardy, The Revenant
Mark Ruffalo, Spotlight
Christian Bale, The Big Short

Bedste kvindelige birolle
VINDER: Alicia Vikander, Den danske pige
Jennifer Jason Leigh, The Hateful Eight
Kate Winslet, Steve Jobs
Rachel McAdams, Spotlight
Rooney Mara, Carol

Bedste originale manuskript
VINDER: Tom McCarthy, Josh Singer, Spotlight
Matt Charman, Ethan Coen, Joel Coen, Spionernes bro
Alex Garland, Ex Machina
Pete Doctor, Meg LeFauve, Josh Cooley, Inderst Inde
Jonathan Herman, Andrea Berloff, Straight Outta Compton

Bedste manuskript baseret på andet forlæg
VINDER: Adam McKay, Charles Randolph, The Big Short
Nick Hornby, Brooklyn
Drew Goddard The Martian
Emma Donoghue, Room
Phyllis Nagy, Carol

Bedste fotografering
VINDER: Emmanuel Lubezki, The Revenant
Edward Lachman, Carol
Robert Richardson, The Hateful Eight
John Seale, Mad Max: Fury Road
Roger Deakins, Sicario

Bedste dokumentar
VINDER: Amy
Cartel Land
The Look of Silence
What Happened, Miss Simone?
Winter on Fire

Bedste ikke-engelsksprogede film
VINDER: Sauls søn, Ungarn
Krigen, Danmark
Embrace of the Serpent, Colombia
Mustang, Frankrig
Theeb, Jordan

Bedste klipning
VINDER: Margaret Sixel, Mad Max: Fury Road
Hank Corwin The Big Short
Stephen Mirrione, The Revenant
Tom McArdle, Spotlight
Maryann Brandon, Star Wars: The Force Awakens

Bedste scenografi
VINDER: Colin Gibson, Lisa Thompson, Mad Max: Fury Road
Adam Stockhausen, Rena DeAngelo, Bernhard Henrich, Spionernes bro
Eve Stewart, Michael Standish, Den danske pige
Arthur Max, Celia Bobak, The Martian
Jack Fisk, Hamish Purdy, The Revenant

Bedste kostumedesign
VINDER: Jenny Beaven, Mad Max: Fury Road
Sandy Powell, Carol
Sandy Powell, Cinderella
Paco Delgado, Den danske pige
Jacqueline West, The Revenant

Bedste makeup og hår
VINDER: Lesley Vanderwalt, Elka Wardega, Damian Martin, Mad Max: Fury Road
Love Larson, Eva Von Bahr, Den hundredårige
Sian Grigg, Duncan Jarman, Robert A. Pandini, The Revenant

Bedste score
VINDER: Ennio Morricone, The Hateful Eight
Thomas Newman, Spionernes bro
Carter Burwell, Carol
Jóhann Jóhannsson, Sicario
John Williams, Star Wars: The Force Awakens

Bedste originale sang
VINDER: Writing’s On the Wall – Sam Smith, James Napier, Spectre
Earned It – The Weeknd, Belly, TBD, Stephan Moccio, Fifty Shades of Grey
Manta Ray – J. Ralph, Antony Hegarty, Racing Extinction
Simple Song #3 – David Lang, Youth
Til It Happens to You – Diane Warren, Lady Gaga, The Hunting Ground

Bedste animationsfilm
VINDER: Inside Out
Anomalisa
Boy and the World
F for Får – filmen
When Marnie Was There

Bedste kortfilm
VINDER: Stutterer
Ave Maria
Day One
Everything Will Be Okay (Alles Wird Gut)
Shok

Bedste korte dokumentarfilm
VINDER: The Girl on the River: The Price of Forgiveness
Body Team 12
Chau, beyond the Lines
Claude Lanzmann: Spectres of the Shoah
Last Day of Freedom

Bedste animerede kortfilm
VINDER: Bear Story
Prologue
Sanjay’s Super Team
We Can’t Live Without Cosmos
World of Tomorrow

Bedste lydmiks
VINDER: Chris Jenkins, Gregg Rudloff, Ben Osmo, Mad Max: Fury Road
Andy Nelson, Gary Rydstrom, Drew Kunin, Spionernes bro
Paul Massey, Mark Taylor, Mac Ruth, The Martian
Jon Taylor, Frank A. Montaño, Randy Thom, Chris Duesterdiek, The Revenant
Andy Nelson, Christopher Scarabosio, Stuart Wilson, Star Wars: The Force Awakens

Bedste lydklipning
VINDER: Mark A. Mangini, David White, Mad Max: Fury Road
Oliver Tarney, The Martian
Martín Hernández, Lon Bender, The Revenant
Alan Robert Murray, Sicario
Matthew Wood, David Acord, Star Wars: The Force Awakens

Bedste visuelle effekter
VINDER: Ex Machina
Mad Max: Fury Road
The Martian
The Revenant
Star Wars: The Force Awakens

Kommentarer

Oscar 2016

For 88. gang uddeles Oscar-statuetterne.

Vært er komikeren Chris Rock, der delte vandene, da han i 2005 var vært.

Der dystes i 24 kategorier.

Finder sted 28. februar 2016 i Dolby Theatre i Los Angeles.

© Filmmagasinet Ekko