Nyhed
17. nov. 2008 | 03:58

Priser til politiske film på CPH:DOX

To aktivistfilm blev aftenens vindere, da CPH:DOX holdt afslutningsgalla på Gasværket lørdag aften.

Af Claus Christensen

Dokumentarfilmen er i disse år en smeltedigel for genrebrydende eksperimenter, som har gjort genren trendy og den danske filmfestival CPH:DOX til et tilløbsstykke.

Også i år bød festivalen på banebrydende film, blandt andre israelske Ari Folmans Waltz With Bashir, der med øjenvidners beretninger og animerede billeder genskaber massakren på de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i 1982.

Men da det kom til stykket, var det to mere traditionelle dokumentarfilm, som festivalens juryer og publikum valgte at belønne med fire af festivalens syv priser - film, der med moderne teknik, men uden filmiske hundekunster slet og ret dokumenterer en virkelighed, som magthaverne forsøger at undertrykke.

Døde videojournalister
Den store vinder blev Anders Østergaards Burma VJ, der både fik hovedprisen DOX:AWARD og Amnesty Award.

Filmen skildrer munkenes protest mod det menneskefjendske regime i Burma ved hjælp af hemmelige optagelser, som anonyme aktivister har lavet. Efter årtiers mørke tændes et håb, indtil regimet slår brutalt igen, og videojournalisterne dør én efter én.

Hæder til Ungdomshusfilm
Så brutalt tragisk gik det gudskelov ikke herhjemme, da myndighederne ryddede Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København.

Nikolaj Viborg, der selv har haft sin gang i huset, skildrer rydningen indefra, og hans 69 fik ligesom Østergaards film to priser, nemlig Danish Dox Award og Politikens Publikumspris.

"Min hensigt med filmen er at etablere en bro mellem en lille samfundsgruppe, som Ungdomshuset i dette tilfælde repræsenterer, og politikerne, så der kan skabes gensidig identifikation og forståelse," siger Nikolaj Viborg i et interview med Ekko.

De øvrige priser
New Vision Award gik til franske Michel Auders The Feature, en slags videodagbog fra New Yorks kunstscene.

Prisen for festivalens bedste musikfilm gik til britiske Sacha Gervasis heavy metal-gruppeportræt Anvil! The Story of Anvil, mens der var en særpris til Pavel Koutecky og Miroslav Jankes Citizen Havel, som giver et portræt af den tjekkiske politiker og forfatter, Vaclav Havel.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko