Cannes sprudler kun uden for hovedkonkurrencen

Der er mange fremragende film på årets Cannes Film Festival – de bliver bare vist uden for hovedkonkurrencen, som ellers regnes for festivalens prestigefyldte flagskib.

Det er konklusionen halvvejs gennem festivalen, der kulminerer på lørdag med uddelingen af Guldpalmen. Og i mine nitten år i Cannes har jeg aldrig været så langt inde i programmet uden at have uddelt de maksimale fire stjerner til en af filmene i Ekkos stjernebarometer.

Cannes-veteraner som iranske Asghar Farhadi (Histoires parallèles), japanske Hirokazu Koreeda (Sheep in the Box) og László Nemes (Moulin) har skuffet. Og det rejser endnu engang spørgsmålet, om festivalen er mere optaget af at pleje gamle relationer end af at udtage de stærkeste film til hovedkonkurrencen.

Vi har for vane at kalde hovedkonkurrencen for verdensmesterskabet i filmkunst, men det holder slet ikke i år.

Paweł Pawlikowskis historiske Thomas Mann-film Fatherland, det spanske far-datter-drama El ser querido med Javier Bardem, alkoholdramaet Garance med forrygende Adèle Exarchopoulos og ikke mindst Ryusuke Hamaguchis filosofiske og meditative demens- og venskabsdrama Soudain har været gode oplevelser i hovedkonkurrencen.

Ingen af filmene har dog for alvor ramt det højeste niveau, og det virker helt skævt, når festivalledelsen har valgt sydkoreanske Na Hong-Jins underholdende, men ikke videre originale action-sci-fi-basker Hope til at sætte lidt gang i løjerne.

Animation tackler tabuer
Det har til gengæld givet mig en ekstra anledning til at gå på opdagelse i andenkonkurrencen Un Certain Regard, specialvisningerne samt de to parallelkonkurrencer Quinzaine des cinéastes og Semaine de la Critique. Her har jeg set langt mere sprudlende film, som sagtens kunne have løftet hovedkonkurrencen.

To animationsfilm hører til blandt mine største oplevelser.

In Waves af Phuong Mai Nguyen – baseret på AJ Dungos selvbiografiske tegneserieroman fra 2019 – er en bogstavelig talt tårefremkaldende fortælling om en ung illustrator og skateboarder, der forelsker sig hovedkulds i en kvindelig surfer. Netop som de skal til at starte en familie, får hun konstateret kræft, og deres kærlighed bliver forvandlet til en kamp for overlevelse.

Vandet fungerer gennem hele den smukke og enkle animation – inspireret af Hammershøj – som det gennemgående motiv og en velvalgt metafor. Til sidst flyder det hele sammen til en tragisk, men samtidig mentalt opløftende oplevelse.

Tangles tager fat på et lige så skræmmende emne og tabu – demens – men baseret på Sarah Leavitts selvbiografiske tegneserie har Leah Nelson skabt en fandenivoldsk og hylemorsom film, der forbløffende formår at bevare alvoren uden at forklejne den.

Det Danske Filminstitut er normalt rigt repræsenteret på festivalen, og jeg håber virkelig, at konsulenterne får set disse to perler af eksempler på animation for voksne.

Herhjemme har vi nemlig en tendens til at betragte animation som noget, der primært er for børn. Jonas Poher Rasmussens Flugt er en undtagelse, og genren rummer et stort, uudnyttet potentiale til at formidle dybe følelser og refleksioner, som kan være sværere at omsætte i live action.

Festfyr får en dreng
En af festivalens bedste film og et egentligt talk of the town på Croisetten er amerikanske Jordan Firstmans Club Kid.

Filmen handler om den udbrændte, homoseksuelle partyarrangør Jordan (selvironisk spillet af instruktøren selv), hvis hektiske festliv vendes på hovedet, da han pludselig får overdraget en niårig dreng, der viser sig at være hans søn. Moren har begået selvmord.

”He’s good to go – bortset fra at han nok har et lille traume,” som kvinden, der overrækker ham barnet, frejdigt konstaterer.

Filmen er medrivende fra første minut, hvor en eminent klipning etablerer det farverige og dionysiske miljø, der er fyldt med stoffer og sex på kryds og tvært. Og selv om vi før har set fortællingen om en mand, der mod sin vilje får ansvaret for et barn – tænk bare på About a Boy med Hugh Grant og Takeshi Kitanos Kikujiro – er Jordan Firmans film i sin egen ret.

Filmen viser den gamle sandhed, at man bliver moden ved at skulle tage vare på et barn. Humoren, miljøskildringen, varmen og ikke mindst Reggie Absolom som drengen, der slet ikke er til at stå for, gør filmen til et af højdepunkterne på dette års festival.

Camp og simrende kærlighed
Jane Schoenbruns skamløst underholdende Teenage Sex and Death at Camp Miasma, der forener splatterfilm, lesbisk sex og queer-identitet, har vi allerede anmeldt. Den er produceret af streamingtjenesten Mubi, men kommer forhåbentlig meget snart i danske biografer.

Fra dette campede slaraffenland til det stik modsatte: festivalens mest langsomt simrende og poetiske kærlighedshistorie.

Sode Yukikos All the Lovers in the Night skildrer venskabet og den gryende kærlighed mellem den unge, introverte korrekturlæser Fuyuko (tryllebindende Yukino Kishii) og en gymnasielærer. Det er slow cinema på den fede måde, og vi kommer helt ind i Fuyukos hoved gennem et subtilt og minimalistisk formsprog.

Også chilenske Manuela Martellis The Meltdown er anbefalelsesværdig. En ung tysk skiløber forsvinder på et skisportssted i Chile i 1992, og under eftersøgningen åbner filmen for både et benhårdt sportsmiljø, betændte familierelationer og en politisk kultur i Chile, hvor fortrængning og tavshed stadig præger samfundet.

Lad filmkunsten vinde!
Disse tre film vises i den næstbedste konkurrence, Un Certain Regard, som festivalen generelt dedikerer til unge og fremadstormende instruktører. Men der findes gudskelov undtagelser – som i 2015, hvor László Nemes’ debutspillefilm Sauls søn tog festivalen med storm og endte med at vinde Grand Prix.

Nogle gange ender en instruktørs første film også med at være den stærkeste, og derfor virker festivalens ”man skal kravle op gennem rækkerne”-logik noget bagstræberisk.

Cannes-festivalens hovedkonkurrence har brug for fornyet energi. Vælg de bedste film – uanset navn og alder – og lad filmkunsten vinde.