Ekko-event
07. sep. 2018 | 10:52

Event: Snigpremiere med seriemorder

Foto | Christian Geisnæs
Seriemorderen Jack (Matt Dillon) har store planer om at skabe det perfekte kunstværk med sine grusomme drab på kvinder i 70’ernes USA.

Ekko inviterer i Dagmar Teatret til snigpremiere på Lars von Triers The House That Jack Built, hvor Trier-eksperten Peter Schepelern vil introducere værket.

Af Claus Christensen

Lars von Triers helbred er skrantende, og han har ikke lagt skjul på, at det var noget nært et helvede at optage The House That Jack Built.

Men filmen bærer intet præg af en svækket instruktør. Selv om handlingen bogstavelig talt er en helvedesrejse, så er det en rejse fyldt med vitale mord og morbid humor. Emnet taget i betragtning er det ironisk nok Triers mest moralske film.

The House That Jack Built er kort sagt et storværk ligesom Breaking the Waves og Dogville, og nu kan du opleve filmen en hel måned før alle andre, når Filmmagasinet Ekko holder snigpremiere i Dagmar Teatret onsdag den 24. oktober kl. 18.30.

Filmen vil blive præsenteret af Ekko-medredaktør Peter Schepelern, der har fulgt Trier siden hans unge år.

Billetter kan købes her (følg linket og klik på ”Til næste forestilling”).

Over tolv år følger vi i 70’ernes USA seriemorderen Jack, der betragter sine drab som en slags kunstværker. Han fotograferer sine ofre og sender ligesom navnbroren Jack the Ripper billederne til en avis, hvor han underskriver sig: Mr. Sophistication.

Samtidig fører han en dialog med den mystiske hr. Verge, der giver Trier en anledning til at reflektere over alt fra Hitler og Stuka-bombefly til Blakes digtning og kunsten at dyrke druer.

Matt Dillon er en overbevisende Jack, mens Bruno Ganz, Uma Thurman og Sofie Gråbøl leverer stærkt spil i biroller.

Gå ikke glip af The House That Jack Built. Den viser, hvor legende let Trier forener det højeste og det laveste, filosofisk filmkunst og kulørt underholdning, så man gyser, væmmes og tryllebindes.

Trailer: The House That Jack Built

Ekko-snigpremiere

Ekko inviterer til snigpremiere på Lars von Triers The House That Jack Built.

Afholdes 24. oktober kl. 18.30 i Dagmar Teatret i København.

Køb billet (følg linket og klik på ”Til næste forestilling”).

© Filmmagasinet Ekko