Nyhed
19. apr. 2018 | 10:26

Lars von Trier vil lave kortfilm

Foto | Københavns Universitet
En skægget Lars von Trier fortæller i et interview med Ekkos Peter Schepelern, at han afskyr Adolf Hitlers afstumpethed og brutalitet.

Optagelserne af The House That Jack Built har været så hårde for Lars von Trier, at han for en tid vil droppe spillefilmproduktionen for i stedet at lave eksperimenterende kortfilm.

Af Claus Christensen

I dag får Lars von Trier Sonningprisen på én million kroner og kommer dermed i selskab med Bergman, Kieślowski og Haneke.

Det gør han først og fremmest på grund af spillefilm som Breaking the Waves, Dogville og Antichrist, der har gjort ham til den mest fremtrædende danske filminstruktør sammen med Carl Th. Dreyer.

Men i et interview med Ekkos Peter Schepelern på København Universitets hjemmeside afslører han, at han vil lægge spillefilmproduktionen på hylden, fordi det har været for hårdt at lave seriemorderfilmen, The House That Jack Built, der snart får premiere.

”Jeg havde det så sindssygt dårligt på optagelserne til den her film, og det er ikke nogens skyld. Jeg var angstfyldt og alkoholiseret. Så derfor kan jeg ikke rigtigt se i øjnene at skulle lave en ny film, i hvert fald ikke lige med det samme,” siger Lars von Trier og fortsætter:

”Jeg har udtænkt en lille plan om at lave nogle meget ydmyge, små film af ti minutters varighed hver. De hedder etuder, hvor man prøver et eller andet af – noget dramaturgi eller noget teknisk eller karaktermæssigt. Og ligesom etuder i musik kan det nogle gange være ’vanskelige håndstillinger’, der bliver prøvet igennem.”

Forsøger at blive tørlagt
Lars von Trier forklarer i interviewet, at filmene vil blive optaget i sort-hvid med nordiske skuespillere. Det egentlige mål for instruktøren er at finde tilbage til glæden.

”Idéen med etuderne er designet til, at jeg skal have det godt. Fordi så yder jeg 90 procent mere, end når jeg har det dårligt. Jeg vil godt citere Henning Bahs, der sagde: ’Jeg har det bedst, når jeg har det godt.’ Og det var typisk noget, der blev sagt til frokosten ved anden snaps, som man jo på Nordisk Film drak i voldsomme mængder, som jeg gik meget ind for. Nu er jeg jo i alle mulige sammenslutninger, hvor jeg forsøger at blive helt tørlagt, men det holder hårdt,” siger instruktøren.

Interviewet er lavet, før Cannes offentliggjorde sit hovedprogram på årets festival i maj. The House That Jack Built, som Zentropa har tilmeldt, var overraskende nok ikke iblandt, men siden har festivalleder Thierry Frémaux åbnet døren på klem for Trier.

I Sonning-interviewet kommer Trier selv ind på hændelsen i 2011, hvor Cannes-festivalen gjorde instruktøren til persona non grata, fordi han på et pressemøde forvildede sig ud i at sige noget, der kunne tolkes som en sympatitilkendegivelse med nazisternes diktator, Adolf Hitler.

Hitler var en lort
”Jeg mener jo, at den (pressekonferencen, red.) blev ødelagt af moderatoren (Henri Béhar, red.), fordi han ikke sørgede for, at jeg fik fejet op efter mig. For så stod det jo bare tilbage, at jeg var nazist. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg var en kålorm med en solsikke stikkende ud af røven. Og det var højst sandsynligt det, jeg skulle have sagt retrospektivt,” siger Trier og fortsætter:

”Naturligvis er jeg ikke nazist. Jeg har haft tilknytning til kommunisterne. Der var ikke nogen i pressesalen, der havde problemer med det, jeg sagde. Ellers var de jo vandret ud. Nogle har sagt, at det var et Twitter-fænomen. Jeg vil gerne have lov til at sige fuldstændigt utvetydigt, at der er ingen af Hitlers handlinger, som jeg billiger. Jeg afskyr hans afstumpethed, hans brutalitet. Han var godt nok en lort.”

Lars von Trier understreger dog, at der var en mening med det, han forsøgte at sige på pressemødet.

”Det er vigtigt, at Hitler bliver menneskeliggjort, så vi ikke bare siger, at han var ond. Men han var også et menneske. Og det er vigtigt at vide, fordi det, han indeholder og har gjort, kan ske igen. Hvis jeg skal portrættere en skurk, vil jeg gå meget nænsomt til værks. Helte er kedelige,” siger Trier.

© Filmmagasinet Ekko