Nyhed
22. nov. 2006 | 11:37

Stegelmann får Stegelmann-prisen

Tv-værten og kritikeren Jakob Stegelmann har modtaget ny nordisk computerspilpris, som herefter bliver opkaldt efter ham.

Af Claus Christensen

Selv om man er til populærkultur, kan man godt have sans for kvalitet. Det kunne være Jakob Stegelmanns motto, og han argumenterer jævnligt for, at der ofte er mere kvalitet i de populære genrer end i den finkultur, som traditionelt nyder højere status blandt kritikere og i kultureliten. 

Jakob Stegelmann har i en årrække anmeldt film, bøger og computerspil i tv-programmet Troldspejlet på DR1. Han har også vist klip fra sin samling af B-film i Planet X, og fanskaren er vokset stødt igennem årene.

Visionær og engageret
I den forløbne weekend blev Jakob Stegelmann belønnet med en pris på Danish Electronic Entertainment Expo i Øksnehallen i København. Han fik prisen for sin pionerindsats for formidling af computerspil.
 
"Med sin evigt brændende kærlighed til og interesse for nye subkulturer og medier samt en eminent evne til at bruge Troldspejlet og videreformidle den til både store og små seere, fremstår Jakob Stegelmann i dag som en af meget få visionære danskere inden for tv-mediet, der har forstået spilfænomenets reelle betydning for underholdningskulturen," lød begrundelsen.

Stegelmann i EKKO
Også EKKOs læsere har nydt godt af Jakob Stegelmanns enorme viden og sikre dømmekraft. I de seneste to-tre år har hvert nummer af EKKO, med en enkelt undtagelse, indeholdt et originalt essay af Stegelmann om alt fra besynderlige B-film, Superman, King Kong-myten over den japanske animationsinstruktør Miyazakis flyvende drømme til et portræt af vennen og instruktøen John Lasseter, der for nylig satte sig i chefstolen i Disney-koncernen.

I det kommende nummer af EKKO (7. februar) kaster Jakob Stegelmann sig over fantasy-filmen med udgangspunkt i Guillermo del Toros meget roste Pan's Labyrinth, som snart får dansk premiere.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko