Nyhed
15. juni 2020 | 10:49

Tenet og Bond flytter premieredato

Foto | Hoyte van Hoytema
John David Washington spiller hovedrollen som spion i Christopher Nolans mystiske Tenet, der stadig indtager biograferne her til sommer.

Vi må vente to uger længere på Christopher Nolans actionbrag herhjemme, mens amerikanerne får lov til at se No Time to Die en smule før planlagt.

Af Nicki Bruun

Ifølge rygterne har Christopher Nolan med den imødesete blockbuster Tenet lavet sit bud på en James Bond-film med spioner i et tidsbøjende actionbrag.

Det har hele tiden været planen, at filmen for alvor skulle sparke gang i biograferne på verdensplan den 16. juli, men nu er premieren blevet udsat.

Dog kun i to uger, så Tenet nu får premiere den 30. juli. Dermed får Disney og deres live action-udgave af Mulan, som det står nu, lov til at lægge for den 23. juli.

Beslutningen er blevet truffet på baggrund af, at de amerikanske biografer ikke forventes at være fuldt oppe at køre i midten af juli. Biograferne er ligesom i Danmark begyndt at åbne i USA, men landet kæmper stadig med coronavirus og ser ikke det store publikum i biograferne.

Samtidig har Warner Bros. – der distribuerer Tenet rundt omkring i verden – flyttet en række andre titler. For eksempel rykker Wonder Woman 1984 fra 14. august til 2. oktober, mens Matrix 4 flyttes fra 21. maj 2021 til 4. april 2022.

Efterår med Bond
En rigtig Bond-film kommer også senere på året, efter No Time to Die måtte droppe premieren i april og i stedet flytte til november.

Den er blevet rykket igen, men kun på det amerikanske marked. Her får filmen nu premiere fem dage før planlagt, så det amerikanske publikum kan se No Time to Die den 20. november.

I Danmark kan vi ligesom i resten af Europa allerede se filmen fra 12. november.

Som biografejer Sune Lind Thomsen skrev i Ekko #85 er en ny film om James Bond altid en sikker vinder i danske biografer. Faktisk er Norden målt per indbygger de største Bond-fans lige efter 007-agentens hjemland England.

De seneste fire film med Daniel Craig i hovedrollen som Bond har alle solgt mellem en halv og en hel million billetter i danske biografer. Derfor er der store forventninger til No Time to Die, hvor danske David Dencik endda medvirker.

Kommentarer

Ekko #85

Analyse af James Bond-filmenes betydning for biografer i Ekkos nye nummer.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Hvis du tegner årsabonnement, kan du vælge mellem få to gratis biografbilletter, halv pris på tolv kvalitetsfilm eller fem film på Blockbuster.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko