Nyhed
24. mar. 2010 | 23:52

TV 2-film sælger billetter

Film uden støtte fra Det Danske Filminstitut udgør en stigende andeldel af billetsalget, viser Filminstituttets egne tal.
Af Henrik Østergaard

I Det Danske Filminstituts oplæg til det kommende filmforlig ytrer man ønske om, at tv’s indflydelse på dansk film skal reduceres.

Det Danske Filminstitut er nu engang bedst til at lave film til danskerne — eller hvad?

Et kig på de seneste seks års biografbilletsalg til danske film viser, at film, der ikke har fået produktionsstøtte af Det Danske Filminstitut, sælger flere og flere billetter i forhold til de film, der formåede at knibe sig igennem nåleøjet og få støtte.

Ifølge Det Danske Filminstituts egne tal udgjorde antallet af solgte biografbilletter til film, der ikke fik støtte af Filminstituttet, således tre og otte procent af det samlede billetsalg til danske film i henholdsvis 2004 og 2005. Det samme tal steg til 22 procent i 2008 og 24 procent i 2009.

Blå mænd bag succes
Det er især uafhængigt producerede komediehits som Blå mænd og Anders Matthesens Sorte kugler, der har fået Det Danske Filminstitut til at se misundelige med fra sidelinjen de seneste år.

Sorte kugler er en del af en fire films aftale mellem Nimbus og TV 2, som også tæller Thomas Vinterbergs Submarino, der blev udtaget til Berlin Filmfestivalen i februar.

Men der er også andre eksempler på, at flere vil se film, der ikke har Filminstituttets blå stempel.

Fiaskoer til millioner
Den Danmarks Radio-producerede familiefilm Max pinlig, som kun fik en mindre manus- og udviklingsstøtte fra Filminstituttet, var således en pæn succes med 163.473 solgte billetter i 2009.

Til sammenligning blev to lignende film, Vølvens forbandelse og Monsterjægerne, kun set af 48.767 og 74.875 biografgæster sidste år. Begge film fik produktionsstøtte via Filminstituttets kommercielle 60/40-ordning med over fem millioner kroner.

Filminstituttet: Ingen tendens
”Der er ikke noget nyt i, at der i perioder er film uden om Filminstituttet, som klarer sig godt. Derfor mener jeg ikke, man kan udlede nogen tendens af tallene,” siger direktøren for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen.

Sorte Kugler har i øvrigt aldrig været i nærheden af Filminstituttet, og hvis producenten havde søgt, havde man også fået støtte, tror jeg.”

— Er tv-stationerne bedre til at lave film til danskerne?

”Tv-stationerne har også været inde over både Vølvens forbandelse og Monsterjægerne. Derfor mener jeg ikke, at man kan sige, at den ene eller den anden er bedre til at vurdere kommercielle film.”

”Der er da film, man kan ærgre sig over, at de ikke gik bedre. Det er også grunden til, at vi har kastet den nuværende 60/40-ordning over bord i vores oplæg til det nye filmforlig.”

Opdatering af folkekomedien
TV 2’s programdirektør Palle Strøm afviser ikke, at han vil bruge deres nyvundne filmsucces i de kommende forhandlinger om de næste fire års forligsperiode.

”Vi har vist, at vi kan lave film, som danskerne faktisk vil se,” siger Palle Strøm. ”Sorte kugler kan vi nok ikke tage æren for, den må gå til instruktøren Anders Matthesen. Men med Blå mænd forsøgte vi at lave en opdatering af folkekomedien.”

”Man kan så have forskellige meninger om, hvad der gavner dansk film bedst. Men vi har i hvert fald bevist med Thomas Vinterbergs Submarino, at vi også kan lave kunst,” mener Palle Strøm.

Han tilføjer, at TV 2 også har været med til at støtte Pernille Fischer Christensens En familie, der fik kritikerprisen på Berlin-festivalen i februar.

Stort råderum for filmskaberne

Jørgen Ramskov var som daværendede direktør for Nimbus med til at lave aftalen med TV 2. Han er enig med Henrik Bo Nielsen i, at tallene ikke peger på nogen tendens.

Han mener dog, at visse succesrige film produceret uden om Filminstituttet er udtryk for et problem i støtteordningerne.

”60/40-ordningen er i krise. Det er blevet for svært at få kommercielle film igennem.”

”Ideen med Nimbus’ aftale med TV 2 var at give filmskaberne mulighed for at lave film, uden at alt for mange skulle have en finger med i processen. Tanken var at give magten tilbage til filmproducenterne,” siger Jørgen Ramskov og tilføjer:

”Man må i den forbindelse rose TV 2 for at give filmskaberne et stort råderum.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko