Filmbranchen står sammen

Direktør Henrik Bo Nielsen og Det Danske Filminstitut har allerede indfriet et vigtigt mål forud for forhandlingerne om det nye filmforlig: At få filmbranchen til at stå last og brast, når politikerne skal overbevises om, at der skal ruskes op i tingenes tilstand i det danske filmsystem.

I branchen vil man nødig risikere, at politikerne udnytter intern splid til at holde fast i status quo eller det, der er værre. Så selvom flere branchefolk udtrykker skepsis over for visse underpunkter i Filminstituttets oplæg til filmaftalen, skynder alle sig at gøre én ting klart:

Vi er fuldkomment enige i hovedkonklusionerne!

Ideologisk enighed
Hos fagforeningen Danske Instruktører er man selv på vej med et oplæg til filmaftalen. En af bagmændene er Ole Christian Madsen, og han er godt tilfreds med Filminstituttets udspil.

”Jeg er ideologisk set enig i de overordnede forslag. Tv har for stor indflydelse, og instituttet skal genvinde sin position som dem, der afgør, om en film bliver til noget. Detailstyringen er for kraftig, og det er fornuftigt at lave 60/40-ordningen om til en markedsordning. Så langt hen ad vejen er det et godt stykke arbejde, som har min opbakning,” siger Ole Christian Madsen.

Kommerciel konsulent
Der er dog ting i udførelsen, som Ole Christian Madsen er uenig i, og netop eksekveringen af den markedsordning, som skal afløse 60/40-støtten, falder ham for brystet. Støtten til de kommercielle film skal nu uddeles af en redaktion på fem mennesker bestående af tre fagkyndige fra branchen og to fra instituttet. En skidt idé, ifølge Ole Christian Madsen.

”Panelkonstellationen er for nem at misbruge. Man erstatter et problematisk system, båret af anonyme læsere, med et system, hvor det kan blive lige så svært at se, hvem der tager beslutningen,” siger han. I stedet foreslår Ole Christian Madsen, at to konsulenter skal stå for støtten til de kommercielle film, ligesom man i mange år har set det i forhold til de mere kunstneriske film.

”Vi trænger til at personliggøre processen. Man bør overtage formen fra konsulentsystemet, men stille en anden opgave, nemlig at udvikle kommercielle film. To kommercielle konsulenter, bakket op af vejledende eksperter i marketing og PR, er et langt mere fair og gennemsigtigt system. Jeg er overbevist om, at det både vil give større billetsalg og mere kvalitet.”

Mere fleksibilitet
For at skabe en stærk diversitet i filmudbuddet definerer Filminstituttet i sit oplæg, hvordan de 20-25 danske film om året bør fordele sig:

Syv-ti populære film som Efter brylluppet, Anja & Viktor og Karlas Kabale. Syv-ti film med stærke kunstneriske kvaliteter som Frygtelig lykkelig, Daisy Diamond og Applaus. En-to film med internationalt sigte som Antichrist eller Valhalla Rising . Og endelig fem-ni co-produktioner uden dansk hovedproducent, som den svenske Mænd der hader kvinder eller den norske Max Manus.

Det radikalt nye er, at Filminstituttet ønsker et mere fleksibelt system, hvor man først placerer filmene i de forskellige kategorier, efter man har set resultatet på lærredet, og ikke — som nu — når man placerer støttekronerne. Det er imidlertid en risikabel fremgangsmåde, mener Ole Christian Madsen.

Risiko for film uden fokus
”Instituttet skal udvikle idéer, der kan placeres i forhold til markedet eller har et klart kunstnerisk udtryk. Og så nytter det ikke, at inddelingen på output-plan er forskellig fra inddelingen i inputtet. Det er meget svært at administrere på den måde,” siger han.

— Du er bange for, at der kommer upræcise film ud af det?

”Ja, det kunne man frygte. Vi har brug for film, der kommunikerer klart, hvad de er. Om de er brilleabefilm, kunstneriske mainstream-film eller familiefilm. Hvis man ikke støtter ud fra, hvad det er for en idé, der kommer ind, er der en stor risiko for, at man ikke ved, hvilken film man er ved at udvikle.”

Ubrugelig ny kasse
Ole Christian Madsen er desuden ude efter Filminstituttets nye satsning på talentområdet, hvor 20-30 procent af støttekronerne under talentstøtteordningen New Danish Screen skal gå til et såkaldt Sporskifte: til ikke-instruktøruddannede talenter, der ønsker at prøve kræfter med filmmediet.

”Det er en idé, der er opstået ud fra en forventning om, at der et uforløst potentiale hos ikke-film mennesker, som jeg ikke tror, der er. Og det står for det modsatte af, hvad vi bør gøre — nemlig styrke professionalismen. Desuden er det noget, systemet sagtens kan håndtere i forvejen, og jeg synes, det er underligt, at man indfører en ny kasse, når man snakker så meget om at afskaffe kasserne.”

Mangler vision
Hos Producentforeningen er man godt tilfreds med Filminstituttets oplæg. Direktør Klaus Hansen noterer sig dog, at der mere er tale om et håndværksoplæg end en egentlig vision for dansk films fremtid.

”Branchen var med Henning Camre (tidligere direktør for Filminstituttet, red.) vant til, at resultatet bare blev udstukket. Her er oplægget led i en løbende diskussion af, hvordan man strikker tingene sammen. Det er absolut positivt, og jeg regner med, at der fortsat vil være en løbende dialog med branchen om udformningen,” siger han.

”Oplægget tager fat i den vigtigste udfordring, nemlig at få bedre økonomi i den enkelte film, og det er vigtigt. Men det er ikke et visionært oplæg. Det har mere karakter af en reparation. Det kan jeg godt forstå, for der er mange ting, der skal repareres på, og Henrik Bo Nielsen arbejder i en politisk virkelighed, hvor sandsynligheden for at få flere penge til kultur og føre store visioner ud i livet er lille,” udtaler Klaus Hansen.

Dokumentarfilm lider
På et enkelt område tvivler Klaus Hansen dog på, om Filminstituttet kan leve op til sine løfter i udspillet.

”Dansk dokumentarfilm er virkelig kommet på verdenskortet, og det er meget vigtigt, at Instituttet får midler til at øge støtten til de enkelte dokumentarfilm. Jeg vil dog gerne se forslag til konkrete initiativer fra Filminstituttets side, så vi ikke ender som i det nuværende filmforlig, hvor det også er fastlagt, at man skal styrke dokumentarfilmenes økonomi — uden at det rigtigt er lykkedes,” siger Klaus Hansen.